Et forslag fra Gramex’ bestyrelse til modernisering af Gramex’ vedtægter er nu godkendt af medlemmerne.
Ændringsforslaget har været til afstemning først på en ekstraordinær generalforsamling den 26. november 2024, hvor det blev foreløbigt godkendt, og igen i dag på endnu en ekstraordinær generalforsamling. Sådan er vores regler, når man ønsker at ændre på noget så grundlæggende som vedtægterne.
Afstemningen, som er foregået både i form af digitale brevstemmer og på selve generalforsamlingen, viste et positivt resultat for forslaget, som opfylder de vedtægtsmæssige krav til at kunne foretage ændringer i vedtægterne.
Forslaget og dermed de nye vedtægter er derfor nu endeligt vedtaget.
Dét glæder en samlet bestyrelse i Gramex.
– De nye vedtægter er udtryk for en vigtig modernisering af bestyrelsessammensætningen og skal være med til at sikre god bestyrelsesledelse i Gramex også fremover. Det er et område, som vi løbende arbejder med i bestyrelsen, og som en enig bestyrelse står bag. Så vi er glade for, at medlemmerne også viser deres opbakning til ændringerne, siger Gramex’ bestyrelsesleder Laura Littauer, der til daglig er leder af Sundance Music.
– Tak til alle jer medlemmer, der har taget stilling og gjort brug af jeres stemme. Det er jeres stemmer, der betyder, at vi nu kan starte det nye år ud med et sæt helt nye og friske vedtægter i hånden. Vedtægter, der fremover er med til at sikre en bred sammensætning, udskiftning og kønsbalance i bestyrelsen, siger Sara Indrio, der er vicebestyrelsesleder i Gramex og forperson for Dansk Artist Forbund.
De nye vedtægter træder i kraft med det samme per dags dato 10. januar 2025, og de ændrede regler vedrørende bestyrelsens sammensætning vil derfor få virkning på den førstkommende ordinære generalforsamling i slutningen af maj måned.
Se de nye vedtægter for Gramex