– Musik som medicin. Det er en fed ny måde at bruge musik på. WOW!!
Sådan lød det fra overlæge Per Thorgaard fra Aalborg Universitetshospital, da han til Danish Music Awards begejstret tog imod prisen for ‘Årets ide’ på vegne af projektet Musik i ambulancer.
Forskningsprojektet i Region Nordjylland viste, at musik i de to forsøgsambulancer hjalp til at dæmpe patienternes stress på vej til hospitalet. Hele 72 ud af 100 patienter i undersøgelsen foretrak, at der blev spillet musik i ambulancen frem for de sædvanlige lyde af sirener, elektronisk udstyr og motorstøj.
I dag har Region Nordjylland 20 musikambulancer på vejene – og planen er, at der skal indføres mulighed for musik i alle regionens ambulancer. Også Region Hovedstaden har vist interesse for at bruge musik i deres ambulancer, skriver Koda om vinderen af årets bedste ide.
Musikken i ambulancerne er ikke bare P4 på bilradioen, men omhyggeligt specialdesignet til formålet. Den står de to musikere Jacob Gurevitsch og Poul Reimann for. Sammen driver de pladeselskabet Quiet Please, der udgiver musik mod støj og stress.
Om musikken fortæller Jacob Gurevitsch i et interview til Gramex, da musik-ambulancerne endnu var i testfasen:
– Det er første gang i verdenshistorien, at der er brugt musik i ambulancer. Målet med det var, at det lydmiljø, som hedder en ambulance, skulle ændres til et mere positivt lydmiljø. Dem, der ligger der, er akutpatienter, som lige har været ude for deres livs værste oplevelse; de kommer ind i sådan en kasse – det første sådan en kasse eller ambulance gør, er, at den forstærker alle lydene: Sirener, instrumenter osv. Og det er ikke noget særligt behageligt miljø at være i, forklarer Jacob Gurevitsch, der selv måtte en tur op på båren for at afprøve musikken.
– Vi var selv ude at køre i ambulancen og ligge på båren i den specifikke præmis – og der hørte vi de forskellige numre, vi havde skrevet. På den måde fandt vi ud af, hvad der virkede, og hvad der ikke virkede, og så rettede vi musikken til efter det.
– Øret har den funktion, man kalder selektiv hørelse – det vil sige, at den altid vil vælge en god lyd frem for en dårlig; og det er blandt andet det, der sker, når vores musik bliver spillet i ambulancerne; så elimineres den dårlige lyd og patienten får en – efter omstændighederne – mere behagelig oplevelse, fortæller Jacob Gurevitsch, der selv har været ramt af stress og knap kunne trække vejret i et halvt år.
Musik i ambulancer er ét af mange aktuelle projekter, der med succes bruger musik til at dæmpe stress, angst og depression og fremme sundhed og livskvalitet.
Senest er der øremærket 8 millioner kroner af satspulje-midlerne til et forsøg over de næste tre år med ‘kultur på recept’.
At musik kan bruges i brancher, der umiddelbart synes langt fra musikbranchen, er noget man følger med stor interesse i Gramex. Her glæder det underdirektør Thomas Maagaard Dyekjær, at musik-ambulancerne er blevet hædret som årets ide. Han håber, det kan være med til at skabe endnu større interesse for musikkens mange ‘bivirkninger’:
– Først og fremmest tillykke med prisen til alle de gode kræfter bag Musik i ambulancer – og ikke mindst vores to medlemmer Jacob Gurevitsch og Poul Reimann! Vi er mange, der tror på, at musik med omtanke gør en forskel. Det er projektet her et rigtig godt bevis på.
– I modsætning til al anden medicin har musik den oplagte fordel, at der ikke er nogen som helst bivirkninger. Så jeg glæder mig meget til at følge både udbredelsen af musik-ambulancerne og det nye forsøg med kultur på recept, som i hvert fald ser ud til at have gode resultater hos vores naboer i Skåne, siger Thomas Maagaard Dyekjær.
Lydens Hus inviterer til soundbar om lyd i indspillet musik fredag den 20. november
– Det er blevet dårligere og dårligere, men højere og højere.
Peter Lyngdorf, grundlægger af blandt andet HiFi Klubben og Steinway Lyngdorf, er gået til kamp for den gode lyd i musikken.
Sammen med to kolleger, Thomas Lund, senior Technologist Genelec Oy (Finland) og Kim Rishøj, grundlægger af TC Electronic, har han stiftet Nordic Dynamic.
Visionen er at støtte musikere i at udgive musik med mere dynamik, som giver musikken nuancerigdom, til glæde for både kunstnere og musikelskere.
I Lydens Hus kan du høre Peter Lyngdorf og Thomas Lund fortælle om Nordic Dynamic – og med egne ører høre, hvordan musik uden dynamisk kompression egentlig lyder.
Musiker og lydkunstner Mike Sheridan er moderator og guider dig igennem arrangementet, hvor du også kan møde recording engineer og tonemester Mikkel Nymand, som har erfaring med at lave mastering efter Nordic Dynamics dogme.
Eftermiddagen afsluttes med en unplugged koncert med Martin Zeppelin og Rio Bravo fra bandet Astronaut. Som de første musikere har Astronaut udgivet en EP i samarbejde med Nordic Dynamic.
– Jeg tror, at min generation er vokset op uden at være bevidst om, at der findes god lyd. De fleste unge mennesker nu ved ikke, at musik kan lyde godt eller dårligt på samme plan, som man ikke ved, at McDonald’s ikke er rigtig mad, siger den 24-årige sanger og musiker Martin Zeppelin fra Astronaut i et interview til TV2.
Arrangementet foregår fredag den 20. november kl. 15-17 i Lydens Hus, Gl. Kongevej 11, 4. sal, 1610 København V.
Det er gratis, og alle er velkomne. Men der er begrænset antal pladser. Så husk at tilmelde dig.
Live Strings er historien om en gruppe unge, klassiske musikere, der har formået at ramme plet.
Med den herboende norske cellist Live Johansson i spidsen både spiller de, indspiller og drager på turnéer med nogle af landets største populærmusikere.
Gramex har fået en snak med Live Johansson om det succesfulde ensemble.
Hvad er historien bag Live Strings?
– I 2011 samlede Rasmus Seebach fire professionelle strygere fra det klassiske miljø til årets store turné. Vi (de fire strygere) havde en fantastisk tour med mange store oplevelser, hvor vi alle virkelig fik øjnene op for popmusikken og den rytmiske scenes store kvaliteter. Vi kunne mærke, at det var noget, vi gerne ville fortsætte med, og det blev starten på Live Strings.
– Derfra gik det stærkt, og vi fik hurtigt meget af lave med både Rasmus Seebach og mange andre artister. Det viste sig nemlig hurtigt, at mange var meget interesserede i strygere, som kunne indgå i rytmiske sammenhænge.
– I løbet af årene er vi blevet mere og mere organiseret og etableret, og vi har fået stor erfaring med at indgå i mange forskellige sammenhænge. Vi har fået mulighed for at arbejde sammen med rigtig mange seje og anerkendte artister, både danske og internationale.
Hvem er med i Live Strings, og hvilke instrumenter er repræsenteret?
– Live Strings er et strygerensemble, forstået på den måde, at vi kan variere vores besætning alt efter behov. Som oftest optræder vi som strygekvartet, (dvs. to violiner, en bratsch og en cello), men alt efter ønske og arrangement (og økonomi) stiller vi også op som trio, duo eller f.eks. solo cello eller violin.
– Vi er en fast kerne af musikere, som alle er uddannet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København (med supplerende studier i Tyskland, England, Frankrig, USA, Sverige m.m.). Vi har alle fordybet os i kammermusik, som vi holder utrolig meget af.
– I Live Strings får vi udløb for vores kærlighed til både den klassiske og den rytmiske musik. Vi lytter selv til mange forskellige musikgenrer. For os er det ikke genren, det kommer an på. Så længe det er god musik, der siger os noget. Når man oveni købet spiller sammen med fantastisk dygtige musikere og dejlige, positive mennesker, så er det bare win-win!
– Vi er alle travle, så Live Strings har en ”stald” på 10-12 musikere. Det giver os mulighed for altid at kunne samle et hold, der kan, og som passer til opgaven. Det er fantastisk at kunne bruge de forskellige musikeres kvaliteter fuldt ud; Nogle elsker pop eller rap, andre at shine på tv-skærmen, og nogle holder meget af at lave stryger-arrangementer eller at præstere til indspilninger. På den måde er vi altid i stand til at møde med top-engagerede musikere.
Hvilken type jobs har I?
– Vi spiller rigtig mange koncerter og turnéer – korte og lange, for både danske og udenlandske artister. Denne sommer har vi blandt andet været på tour med Rasmus Seebach og L.O.C, og nu skal vi på akustisk tour med Stine Bramsen.
– Vi får også flere og flere studie-indspilninger, hvor vi indspiller skrevne arrangementer eller selv er med i den kreative proces. Derudover spiller vi til tv-optrædener, shows, musikvideoer, og vi har også lavet filmmusik. Sideløbende spiller vi til private arrangementer – der hvor arrangøren vil gøre noget ekstra ud af det, for eksempel særlige fester, middage, receptioner og bryllupper. Det er sjovt at være med til og komme med anbefalinger og skabe den rigtige stemning og atmosfære.
Hvad giver det jer som musikere at både spille klassisk og rytmisk musik?
– Vi har oplevet, at det har beriget vores spil, forståelse og oplevelse af musik generelt. Der er forskellige måder at arbejde på, forskellige tilgange til musikken og performancen og forskellige ting, der er i fokus. Man skal lære ”sproget” og hvordan ting fungerer i begge verdener.
– Den klasssiske musik er vores udgangpunkt, og den vil vi aldrig kunne leve uden. Siden vi var børn har vi studeret og fordybet os i vores instrument og de klassiske krav for at beherske det professionelt og virtoust. Det er en livslang rejse. Live Strings har givet os mulighed for ikke bare at møde den rytmiske verden, men alle mulige afkroge af den, og det giver os stor inspiration, nye indgangsvinkler, musikglæde og frihed – det er guld værd for os, både som musikere og mennesker.
I har indspillet med en række kendte, danske populær-kunstnere. Hvilke?
– De sidste to år har vi indspillet som Live Strings for bl.a. Rasmus Seebach, L.O.C., Lukas Graham, Patrick Dorgan (de to sidste i samarbejde med Bierk Kvartetten) Stine Bramsen, Isam B, Reptile Youth, Ankerstjerne, Freja Kirk, Ziya, Lighthouse X, Penny Police, Nicolaj Rasted, Tim Schou, Mames Babegenush, Morten Kier, Jonas Rendbo, Muri og Lossy Thompson.
– Foruden disse har vi spillet og arbejdet sammen med blandt andet Outlandish, L.I.G.A, Turboweekend, Carpark North, Nik & Jay, Michale Bublé, MØ, Quadron, Tina Dickow, Thomas Dybdahl, Thomas Helmig, Suspekt, Burhan G, Søs Fenger, John Cale, Pede B, Sweatshop, og Lydia Aintsworth.
Hvad er den største oplevelse I har haft?
– Den måske allerstørste oplevelse var faktisk inden vi fik vores navn. Vi spillede med Kanye West på Orange Scene på Roskilde. 80.000 mennesker – og Kanye med band – DET var vildt!
– Men vi har haft rigtig mange store oplevelser, og det er svært at nævne kun én. Vi har haft mange magiske koncerter med Rasmus Seebach – fx på Bøgescenen på Skanderborg og til Grøn Koncert. Så er der også alle de koncerter, hvor det hele bare spiller. Dejlige sommeraftener på smukke scener, med fantastiske lys-shows, hvor alt kommer til sin ret. Alle giver alt, hvad de har i sig, og man mærker publikum gennem hele koncerten. Det er den bedste følelse. Vi har også haft flere magiske øjeblikke med Stine Bramsen, f.eks. ved sidste års P3 Guld.
Hvad er vigtigst for jer som ensemble?
– Det skal altid lyde ekstremt godt og være i topklasse. Det er vigtigt for os at være blandt de allerbedste til det vi gør, og vi har lige så høje ambitioner og krav til os selv uanset hvilken musik vi spiller. Derudover er det vigtigt for os at nyde det. Alt lyder bedre når man mærker, at musikeren har hjertet med, giver af sig selv og nyder det. Det kræver hårdt arbejde, men det er det hele værd. Vi får det hele igen i store oplevelser, og det kan ikke måles på nogen måde.
I Gramex er vi jo altid interesserede i at høre, om der er flere indspilninger i støbeskeen?
– Vi er i gang med egne indspilningsprojekter for tiden, både klassiske og ikke-klassiske. Vi glæder os til at vise nogle af vores egne ting. Derudover er der faktisk en række meget spændende projekter i vente for os. Vi kan ikke røbe så meget, men det bliver vildt, sjovt og spændende. Så følg med!
I dag går der penge ind hos mere end 1.600 Gramex-medlemmer.
4 millioner har vi udbetalt i portioner fra en flad 50’er til over 400.000 kr.
I denne omgang er det primært penge for afspilninger i udlandet og tilgodehavender på Gramex-kontoen.
Vi har op til udbetalingen udvekslet data med følgende lande: Belgien, Brasilien, England, Finland, Frankrig, Holland, Letland, Norge, Portugal, Rumænien, Schweiz, Tyskland, USA.
TJEK DIT GRAMEX
Har du fået penge fra os? Og vil du vide, hvor i verden de kommer fra?
På vores medlems-login kan du under udbetaling se, hvad du har fået fra de forskellige internationale søsterorganisationer.
Penge for afspilninger i Danmark i 2015 kan vi som sædvanlig først udbetale til juni, når året er gjort op.
Hvilke drømme bliver til virkelighed, og hvilke forbliver planer på et stykke papir? Gramex følger livet som upcoming. Læs 4. del af føljetonen om Shy shy shy.
– Det kører fremad, fortæller Astrid med et stort smil. – Men nogle gange kunne vi godt tænke os, at det GIK LIDT HURTIGERE!
– Og nogle gange går det alt for hurtigt med nogle andre ting, supplerer Simon.
Vi har fulgt dem i et år – barndomsvennerne Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard i indie-pop-duoen Shy shy shy. Fra første fløjt på første single. Siden er der sket en del. Godt og skidt. Som med alt andet i musikbranchen. Og kærligheden.
AFSTED MED DIG!
Samme dag jeg mødes med bandet, udkommer deres tredje single Soft and Hard. Den handler som de første to singler om kærlighed.
Men hvor fløjtesangen Do Not Ask handler om den indledende fase af et nyt og spændende kærlighedsforhold, handler den nye sang om at gå fra den man elsker, fordi kærligheden ikke er gengældt.
– Den er SÅ klar til at flyve fra reden. Afsted med dig!, sender Astrid singlen på vej.
Hun spiller keyboard, Simon guitar. Begge synger. Sammen skriver de tekst og musik.
Shy shy shy er om noget et teamwork.
Snart kan de sætte endnu et stort hak på ønskesedlen. 13. november går drømmen om en ep i opfyldelse. Fem numre. Deres helt egne. Der alle handler om kærlighed. I en eller anden fase. Og derfor har titlen Love Songs.
Men selvom ep’en udelukkende består af sange om kærlighed, er parløbet i Shy shy shy ikke det mindste romantisk. Og ep’en er IKKE barndomsvennernes lille barn, forsikrer Astrid mig.
– Nej det er sgu da ikke et barn! Men selvfølgelig er det noget, vi har meget kært. Det er jo mig og Simons første – okay, det kan hurtigt gå hen og blive lidt forældreagtigt, kan jeg godt høre. Men jeg har ikke den der beskyttertrang. Jeg er sikker på, den nok skal klare sig. Sangene har bevist, at de kan stå på egne ben, forklarer hun.
DET BEDSTE OG DET VÆRSTE
Ved siden af mix og mastering af ep’en har Shy shy shy været ude og spille en masse koncerter. Både små mærkelige cafe-jobs, hvor der ikke kom så mange. Ud over Simons storebror, som er der – hver gang.
Men også senest på Uhørt Festival og Oppenheimer hjemme i Aarhus. Hvor publikum kendte sangene og sang med. Og så er det, det er sjovt at være et upcoming band, lyder det som om.
– Det sjoveste er helt sikkert at være ude at spille! Astrid er ikke et sekund i tvivl.
– Men det kan også være noget af det værste, tilføjer Simon.
– Sådan er det jo med alle gode ting. Når det går godt, er det simpelthen det fedeste i verden. Og når det ikke går så godt, så bliver man bare så ked af det. Er det sangene? Er det os? Hvorfor gik det dårligt? Det er svært ikke at lægge sig selv i. Der kan godt være lidt stille på vej hjem i bandbussen, hvis det er gået skidt, fortæller hun.
KØR PÅ!
Live er de et helt andet band, end da de startede, fortæller de. Mere sikre – på sangene, på scenen og på sig selv.
Men hvad har de ellers lært her efter et år i gamet som Shy shy shy? Hvis de kunne rejse et år tilbage i tiden og give sig selv et godt råd – hvad skulle det så være?
– Det gode råd til vores band ville nok være, at vi skulle være ude i lidt bedre tid. Hvis man vil have noget til at ske om to måneder, skal man i gang lige nu, lægger Simon ud.
– Men det tror jeg sgu er et godt råd til alle bands. Er det ikke det? spørger Astrid og kigger over på Simon.
– Selvfølgelig er der sket ting, som ikke har været udelukkende gode oplevelser, men vi har gjort os nogle rigtig gode erfaringer i forhold til bandet, så jeg ville ikke have været foruden. Så bare KØR PÅ, fortids-Astrid og Simon. Og så måske KØR PÅ i lidt bedre tid!, siger hun med et stort smil.
Simon nikker.
Det er stilen. Shy shy shy kører på. Som et team i sangskrivning, indspilning, PR og alt det andet, der også er en del af at spille musik. Astrid med begge fødder på speederen og Simon med en fod klar på bremsen.
Når de i mål sammen? Skal det lykkes dem at få en booker? Får de solgt en sang til en film? Får de opfyldt drømmene om Spot og Karrierekanonen? Og får de styr på deres studielister?
”Indtil videre er det bare planer.” Vi tager dem på ordet. Gramex følger Shy shy shy fra første single til fremtidens små og store sejre. Lykkes det dem at få danskerne til at fløjte med? Og hvor mange af deres planer bliver egentlig til virkelighed. Følg med.
Fra Lydens Hus har The Lake sendt musik og lydkunst i nu et år. Hvordan er det gået?
Da Lydens Hus slog dørene op for et år siden, var netradioen The Lake en af de første beboere, der flyttede ind. Her indrettede de hurtigt et radiostudie med udsigt over Sankt Jørgens Sø.
Lige siden har de sendt nonstop radio fra Lydens Hus. Og det er der efterhånden mange, der har fundet ud af. Mest populært er musikprogrammet Album med Kristian Leth og Ralf Christensen, der som podcast har opnået over en kvart million lyt i år.
The Lake er et non profit-initiativ, som drives af frivillige kræfter. Bag The Lake står bandet Efterklang, radiojournalist Jan Stricker og kunstner Kasper Vang.
Men hvorfor kaste sig ud i radiobranchen som musikere? Og hvordan er det første år i radiostudiet så gået?
Det svarer Rasmus Stolberg på fra en bil på den østrigske motorvej på tour med Liima.
Han spiller bas i Liima og Efterklang og er medlem af Gramex både som musiker og som producent med pladeselskabet Rumraket. Samtidig er han som en del af The Lake kunde hos Gramex, der betaler for at spille musik offentligt. Ringen sluttes.
Rasmus, du er både musiker, pladeselskab, manager, koncertarrangør, festivalarrangør, radiostation osv. Hvis man spørger dig, hvad du laver – hvad svarer du så?
– Jeg plejer at sige, at jeg er musiker. Det er en ret forvirrende omgang, men musikken er et centralt bindeled i alt, hvad jeg foretager mig.
Hvad er The Lake for en størrelse – den korte version?
– Vi er en internetradiostation, der sender et randomiseret mix døgnet rundt med fokus på glemt, smuk, overset, eksperimentel musik og lyd fra alle verdenshjørner og kulturer. Cirka en gang om ugen sender vi et længere program, som kan være interviews, koncertoptagelser, samtaler om kunst, litteratur, musik med mere.
– Vi er også en festival (By The Lake Festival i Berlin), og vi samarbejder desuden med forskellige gode kræfter om events primært i København.
Hvorfor startede I The Lake?
– Af lyst og interesse og fordi vi synes, der er så utrolig meget god musik og lyd, som der ikke er plads til på konventionelle radioplatforme.
Hvorfor valgte i at slå jer ned i Lydens Hus?
– Det er dejligt central placeret, og det passer os rigtig godt at have udsigt til Skt. Jørgens Sø fra studiet.
Nu har I boet et år i Lydens Hus. Oplever du nogen forskel på musikere og iværksættere?
– Folk, der identificerer sig som iværksættere, er ofte mere målrettede og har ofte meget klare økonomiske målsætninger. Jeg ser ikke mig selv som iværksætter på den måde. Måske en kulturel iværksætter? Det centrale for mig er at være med til at skabe god musik og spændende projekter.
Hvordan har det været at starte en netradio op?
– Det har været utrolig spændende. Et nyt format med anderledes muligheder for udfoldelse. Det bedste har været den store opbakning og det fællesskab, som er ved at opstå omkring The Lake.
Hvad har overrasket dig mest ved at starte og drive en radiostation?
– Jeg er ekstremt positivt overrasket over, hvor mange der lytter med, og hvor mange der har lyst til at bidrage med materiale. Det gør, at alt det hårde arbejde føles rigtigt.
Der må være nogle fordele ved både at have sin egen radiostation og selv lave musik – har I spillet jeres egen musik i radioen?
– Vi har sendt et par koncerter med Efterklang og vores nye band Liima på The Lake, men det er ikke meningen, at The Lake skal være en PR-platform for vores egne musikprojekter. The Lake er sin egen, og The Lake er til for alle med nysgerrige ører, slutter Rasmus Stolberg.
Hvis du overvejer at starte din egen netradio som crewet bag The Lake, skal du lave en aftale med Gramex. Ligesom alle andre, der bruger indspillet musik offentligt. Så sørger vi for at fordele pengene videre til pladeselskaberne og musikerne, der har indspillet musikken.
Årets store fest for dansk musikliv – Spil Dansk Ugen – er i gang.
Det betyder, at vi hele ugen kan møde dansk musik over alt i landet: på skoler, spillesteder, arbejdspladser og selvfølgelig i radioen.
På Spil Dansk Dagen torsdag den 29. oktober spiller alle DR’s kanaler og mange andre radiostationer kun rød/hvid musik. Det giver airplay til de store danske hitmagere som Lukas Graham, MØ og Christopher, men også de nye upcoming navne, der ikke ellers kommer i rotation på radioernes spillelister.
– I Spil Dansk Ugen sidste år fik jeg som radiolytter hørt unge navne som Julias Moon og The Minds of 99 for første gang, og det er vigtigt, at vi retter projektøren mod alle talenterne, siger Jørgen Thorup, som er bestyrelsesformand for Spil Dansk og næstformand i DPA.
Selv om vi i Danmark stadig i stor stil forbruger dansk musik, når vi tænder for radioen, køber eller streamer musik, er det nationale repertoire udsat for massivt pres i dag.
Spil Dansk vil fremtidssikre musikken og har valgt ”Talent” som årets tema.
– Vi vil være med til at fremtidssikre den hjemlige musik, så der også er inspirerende danske musiknavne om 10-20 år. Derfor har vi ”Talent” som tema for årets Spil Dansk Uge, forklarer Jørgen Thorup.
– Spil Dansk gør i år ekstra meget for talenterne, men vi har i mange år plejet de grønne skud. Det er sigende, at både Marie Key, Burhan G, Aura og Natasja var medvirkende ved Spil Dansk, længe inden de blev hitliste-helte, siger han.
Udover glæden udløser en debut i radioen på Spil Dansk Dagen et gratis medlemskab af Gramex. Medlemskabet er godt nok også gratis de andre 364 dage om året. Men for at blive tilbudt medlemskab skal man som udgangspunkt have optjent Gramex-penge. Og det gør man, når man bliver spillet i radioen.
Hvert minut og hvert sekund musikken spiller, tikker der penge ind på Gramex-kontoen hos de danske musikere og pladeselskaber bag. På den måde er Spil Dansk Dagen med til helt konkret at spille kroner og ører i lommerne på alle de dygtige danske musikere, der bruger tid og talent på at indspille musik til glæde for os andre.
– I Gramex glæder vi os til at være med til at fejre dansk musikliv og starter selvfølgelig Spil Dansk Dagen med fællessang i kantinen. Og så er vi ellers som altid klar ved tasterne til at registrere alle de danske musikere og pladeselskaber, der bliver spillet i løbet af dagen, så snart den data tikker ind fra radiostationerne, lyder det fra Gramex’ adm. direktør John R. Kristensen.
Samtidig har han en ide til radiostationerne.
– I tv-branchen har man i årevis haft nordiske aftaler, der sikrede svensk og norsk tv i Danmark og omvendt. Hvis man legede med den tanke i radiobranchen, kunne man forestille sig, at der i tre uger om året blev spillet kun dansk musik i én uge, så svensk musik i en uge og så norsk i en uge på tværs af de tre nordiske lande. På den måde kunne vi i vores små sprogområder hjælpe hinanden med at hjælpe endnu flere af musikkens nye talenter frem, foreslår han.
– Og lad så musikken spille! Rigtig god Spil Dansk Uge til os alle sammen, slutter John R. Kristensen.
For ét år siden klippede Københavns kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen ledningen over til verdens første vækstfabrik for lyd.
I dag er Lydens Hus midt i København ikke bare verdens første, men også verdens største lydspecialiserede vækstfabrik, der kan fejre sin første fødselsdag fyldt til randen med lydnørder, kreative iværksættere og teknologieksperter – med vokseværk.
SoundBoks var blandt de første virksomheder, der flyttede ind på vækstfabrikken på Vesterbro for et år siden. Dengang bestod virksomheden af tre 18-19-årige drenge, der drømte om at lave et anlæg, der kunne spille højt og længe nok til at tage med på festival. I dag har de så stor succes med deres kompakte, transportable anlæg, at de efter kun et år i Lydens Hus er klar til at rykke videre i egne større lokaler med plads til de mange nye ansatte.
– Siden vi rykkede ind i Lydens Hus, har vi og vores virksomhed udviklet os helt enormt, og der er ingen tvivl om den forskel, Lydens Hus har gjort i den udvikling. Vi har mødt mange dygtige samarbejdspartnere, modtaget kompetent rådgivning; og bare dét at være i så aktivt et miljø gør noget ved én selv og ved virksomheden, fortæller Jesper Theil Thomsen fra SoundBoks.
OPTIMALE RAMMER VIRKER
Det er kernen i Lydens Hus, mener Mads Váczy Kragh, direktør for Vækstfabrikkerne, der forklarer, at iværksættere og virksomheder, der er del af et kreativt udviklingsmiljø med adgang til sparring og netværk, har langt større chance for at vokse.
– På Vækstfabrikken Lydens Hus har vi fået skabt et unikt miljø. Vi har fra starten mærket, at vi har ramt et stort potentiale ved at kombinere det kreative med det tekniske under overskriften lydvirksomheder. Dansk lyd indeholder et spændende potentiale, og vores næste fokus er at få gang i det internationale arbejde, så de mange iværksættere, der bor hos os, får gang i markederne i Europa, Asien og USA, forklarer direktøren.
LYD I BYEN GIVER LYD I VERDEN
I dag bygger Lydens Hus bro mellem kultur, teknologi og forretning. Dét virker – både for den enkelte startup, for København som kreativ by og for dansk lydindustri, mener Københavns kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF):
– Vi er rigtig glade for at have et centralt sted for lydinnovation i en kreativ by som København. Lydens Hus er med til at løse konkrete udfordringer i selve byen, som det f.eks. sker i samarbejdet med Tivoli, hvor vi afsøger mulighederne for at regulere lyden til udendørs koncerter, så både publikum, musikere og naboer bliver tilfredse. Desuden skaber virksomhederne i Lydens Hus dynamik og muligheder for hinanden, men også for København som by. Ligesom de bidrager til at bringe København på verdenskortet for kreative erhverv, siger kultur- og fritidsborgmesteren.
DET STARTER MED EN KRUSEDULLE
Bag enhver god forretning ligger en god ide. Det er Lydens Hus selv et resultat af.
– Da Thomas og jeg fik ideen til Lydens Hus i sin tid, var det faktisk lige præcis den her ’lydlegeplads’, vi havde i tankerne. At se de kruseduller og streger på en serviet udvikle sig til det her spillevende miljø med både musikere, pladeselskaber og hardcore lydteknikere under samme tag – det er helt utroligt! Jeg glæder mig i den grad til at fejre den allerførste fødselsdag sammen med både gamle og nye venner af huset og opfordrer alle til at kigge forbi, siger John R. Kristensen, adm. direktør i Gramex.
Vækstfabrikken Lydens Hus er etableret på initiativ af Væksthus Sjælland og Gramex i samarbejde med Væksthus Hovedstadsregionen, Københavns Kommune og Innovationsnetværket Dansk Lyd.