24. januar 1963 holdt Gramex sin første konstituerende generalforsamling og vedtog ”Love for Gramex”.
Det var dét år, Grethe og Jørgen Ingmann vandt Det Europæiske Melodi Grand Prix med Dansevise. Hvor Jørgen de Mylius sendte sit første radioprogram i Danmarks Radio. Hvor P3 blev født. Og Lars Ulrich.
Det var på alle måder en helt anden tid. Vedtægterne hed love. Bestyrelsen hed rådet. Man talte om grammofonplader, fonogrammer, fremstillere og plademærker. Og kvinder var mere end sjældne i musikbranchen.
Men selvom branchen er en anden, er der lige så meget brug for Gramex i dag som for 60 år siden, vurderer Sara Indrio. Hun har stået i spidsen for Gramex’ bestyrelse siden 2021. Og så har hun som percussionist selv været medlem af Gramex i mere end 30 år.
– Gramex er sat i verden for at sikre rettighedshaverne en fair betaling for offentlig brug af deres indspilninger. Dét er ikke blevet mindre vigtigt. Tværtimod har vi oplevet, at mange af vores medlemmer har mere brug for indtægten fra Gramex end nogensinde før, siger Sara Indrio.
Forud for stiftelsen af Gramex var retten til at modtage vederlag blevet indskrevet i ophavsretsloven i 1961. Rettighederne skulle gøres gældende gennem et ”fællesorgan” for udøvende kunstnere og grammofonpladefremstillere. Ministeriet for Kulturelle Anliggender havde godkendt Gramex til opgaven.
– Vi sidder stadig den dag i dag kunstnere og producenter om det samme bord og arbejder sammen for at sikre de bedst mulige vilkår for rettighedshaverne og for Gramex. Sådan er det langtfra i alle lande. Jeg ser det som en kæmpe styrke, at det er en fælles opgave, siger Sara Indrio.
Fra 1 til 200 millioner
Gramex’ første kunde hed Danmarks Radio. Helt fra starten indgik man desuden et samarbejde med Koda, så de ”inkasserede” betaling på vegne af Gramex fra ”erhvervsmæssige musikbrugere”, der i forvejen betalte til Koda. Et meget værdsat samarbejde også den dag i dag, som stadig gør det nemmere for butikker, cafeer og lignende at betale for musikken ét sted.
Indtægten tilbage i 1963 var 1.017.587 kr. Ansatte var der ingen af. Først tre år efter stiftelsen oprettede man i 1966 et sekretariat med to medarbejdere og en direktør, der skulle håndtere penge ind og ud af Gramex.
I første omgang omfattede Gramex’ virksomhed kun danske ”grammofonindspilninger”. Men i 1965 blev mandatet udvidet til de 12 lande, der ligesom Danmark havde ratificeret Rom-konventionen. Det åbnede op for udvekslingen af penge over grænserne med søsterorganisationer i udlandet.
– I dag ligger Gramex’ indtægt typisk over 200 millioner. Vi har aftaler med 45 andre søsterorganisationer i 34 lande. Og 23 dedikerede medarbejdere, der er drevet af at hjælpe musikken og rettighedshaverne – uanset om de får en 50’er eller en million fra os, siger Gramex’ adm. direktør Anne Sophie Gersdorff Schrøder. Hun er den femte direktør i Gramex’ historie og den første kvinde på posten.
”Elektronisk data-maskineri”
Gramex har fra starten været helt afhængig af teknologi for at kunne fordele pengene til de rigtige rettighedshavere. Sådan her skrev man, dengang organisationen fyldte 10 år:
”Hvad angår radio-indtægterne har det vist sig at være muligt i meget vidt omfang at foretage individuel fordeling. Som grundlag herfor har man nemlig radioens oplysninger om hvilke fonogrammer, der har været anvendt i udsendelserne. Dette i forbindelse med anvendelse af elektronisk data-maskineri har gjort det muligt at fordele til hver enkelt kunstner, der har medvirket ved indspilning af grammofonplader, forudsat at de fornødne oplysninger om de enkelte medvirkende medfulgte, da pladerne blev indskrevet i systemet. Fordelingen til grammfonpladefremstillerne er mere simpel, idet der jo blot her er tale om en sortering af indtægterne på forskellige plademærker.”
I dag er Gramex mere afhængig af ”elektronisk data-maskineri” end nogensinde før, vurderer direktøren.
– Lige nu står vi midt i at udskifte hele motoren i Gramex: vores IT-systemer. Det er en kæmpe operation at foretage på en 60-årig. Men også en helt nødvendig operation for at kunne håndtere de massive mængder data, vi skal i dag, og levere de services, vi drømmer om, og som medlemmerne med rette forventer, vi leverer, siger Anne Sophie Gersdorff Schrøder.
– En ny og stærk motor er den bedste fødselsdagsgave, vi kan give Gramex. Og vi er mange, der glæder os til at operationen er vel overstået!