I dag udbetaler Gramex til medlemmerne for afspilninger i 2020.
– Totalt fordeler vi 193 millioner tilbage til musikken i år. Det er 15 millioner mindre end sidste år og skyldes ikke så overraskende corona, forklarer Gramex’ adm. direktør Anne Sophie Gersdorff Schrøder.
Samlet lander Gramex’ indtægter på 207 millioner mod 223 året før. Det er først og fremmest indtægterne fra såkaldt anden offentlig fremførelse (AOF), der er hårdest ramt af corona-krisen, viser årets regnskab. Et forretningsområde, hvor Gramex har et godt og effektivt samarbejde med Koda, der indhenter betaling fra kunderne til både Koda og Gramex på én gang.
– Når hele landet lukker ned, og alle butikker, frisører, barer, klubber, fitnesscentre osv. slukker for musikken og lukker deres aftaler, er det selvfølgelig noget, vi kan mærke i kroner og øre også i Gramex. For det her område alene betød det en indtægtsnedgang på cirka 17 procent. Og vi kan allerede nu se, at indtægtsnedgangen i 2021 på dette område bliver værre end 2020 som følge af den totale nedlukning i årets første kvartal, siger Anne Sophie Gersdorff Schrøder.
Selvom direktøren ikke lægger skjul på, at hun hellere ville have præsenteret sit første årsregnskab i Gramex med omvendt fortegn og vækst, er hun alligevel efter omstændighederne godt tilfreds med resultatet.
– 2020 har på alle måder været et ekstremt og helt ekstraordinært år for os alle sammen – og ikke mindst for musikbranchen. Derfor er jeg også glad for, at det trods alt lykkedes os at komme ud af 2020 med en økonomisk nedgang på kun 7 procent i alt. Vi har indimellem frygtet, at vi ville lande et helt helt andet sted, siger Gramex’ direktør.
– Vi er klar over, at pengene fra Gramex netop i år betyder særligt meget for mange af vores medlemmer. Derfor skal man heller ikke tøve med at kontakte os, hvis der er noget, man savner eller ikke forstår i sin udbetaling. Så vil vi meget gerne hjælpe med at opklare det, lyder det fra Anne Sophie Gersdorff Schrøder.
Læs mere
Årets største Gramex-udbetaling