Gramex justerer point-systemet for kunstnere

Gramex’ bestyrelse har valgt at justere det pointsystem, der ligger til grund for beregningen af de udøvende kunstneres vederlag. 

Justeringen af pointsystemet, der ikke har været revideret i mange år, sker for at gøre fordelingen af point mere tidssvarende og gennemsigtig for de udøvende kunstnere.

Pointene bliver registreret til den enkelte kunstner på det enkelte track efter Gramex’ fordelingsgrundlag. Pointene er baseret på den medvirkendes rolle på tracket, som angives på studielisten, når man anmelder en udgivelse til Gramex. En solist får for eksempel flere point end en studiemusiker, mens bandmedlemmer får samme antal point.

Her kan du se et par eksempler på point:

RolleNuFør
Musiker2 point1 point
Solist14 point8 eller 6 point (med/uden kor/orkester)
Bandmedlem i en gruppe på 45 point2,5 point
Dirigent (feat.)14 point8 point
Kor/orkester 20-50 medvirkende22 point24 point
Kor/orkester over 50 medvirkende32 point40 point

Se det justerede pointsystem | Se det tidligere pointsystem § 6   

Hvad betyder det for dig?

Som udøvende kunstner afhænger det beløb, du optjener hos Gramex, af flere ting; hvor er din musik spillet, hvor mange minutter, dine point og årets pointværdier. De nye point danner således grundlag for årets udbetaling til juni 2019, hvor vi udbetaler for afspilninger i 2018.

Med justeringen af pointsystemet bliver der tildelt flere point end tidligere. Dermed bliver pointværdien i de forskellige kategorier også tilsvarende lavere. Pointværdien udtrykker, hvad 1 point er værd i 1 minut i de forskellige fordelingskategorier. De beregnes hvert år og afhænger blandt andet af den samlede mængde point tildelt. At du får dobbelt så mange point som før, betyder derfor ikke, at du kan forvente en dobbelt så stor udbetaling.

Vi kan ikke beregne årets pointværdier, før regnskabsåret er afsluttet. Og vi har endnu ikke modtaget al rapportering for 2018. Derfor kan vi ikke sige, hvad justeringen af pointene kommer til at betyde i kroner og øre for lige præcis dig før udbetalingen omkring sankthans.

Dét afhænger din udbetaling af