Har du planer om at udgive din musik selv? Og kunne du bruge en hånd? Så kan du i øjeblikket ansøge om at komme med på Promus’ basic DIY-forløb 2.0 til efteråret.
Promus beskriver det som et hands-on-redskabsforløb for artister, bands, managaments mv. og deres konkrete DIY-projekter.
Jesper Bay (Music Matters) og Jim Q. Holm (Merger Management) guider igennem hele udgivelsesprocessen fra indspilning, strategi, fundraising, distribution, markedsføring og promotion.
Det er gratis, men Promus opfordrer til, at man kun ansøger på baggrund af et konkret udgivelsesprojekt og forventer at deltage på alle moduler.
Kurserne løber over seks tirsdag eftermiddage i september, oktober og november og foregår hos Promus i Aarhus.
Der er ansøgningsfrist på fredag den 21. august kl. 12.
”Jeg har altså ikke noget pladeselskab”
Sådan svarer mange musikere, når de bliver tilbudt medlemskab af Gramex som pladeselskab. For de har ikke et pladeselskab. De har bare selv udgivet deres musik.
Men gør du det, og bliver udgivelsen spillet i radioen, vil du optjene Gramex-penge både som musiker og som pladeselskab og få to medlemsnumre og to separate udbetalinger. Det er fordi Gramex repræsenterer to grupper: udøvende kunstnere og pladeselskaber.
Du behøver altså ikke have et selskab med CVR-nummer for at blive medlem som pladeselskab. I Gramex-forstand er et pladeselskab bare det selskab eller den eller de personer, der har de såkaldte producentrettigheder til en udgivelse eller et label. Ofte kaldes pladeselskaber også for musikselskaber, producenter eller fremstillere.
Husk, du selv skal anmelde udgivelsen til os, når det er dig, der udgiver.