Sovs og kartofler sender dansk band til USA

Det startede med en god ide. Og endte med en turné i USA.

Vejen dertil gik gennem en crowdfunding-kampagne på Musicraiser – og en ‘helvedes masse brun sovs’.

De er tilbage i Danmark oven på deres 11. turne i USA. Mikkel B. Jakobsen, Steffan Petersen og Morten Hansen i The Foreign Resort spiller melodisk post-punk. Og er nu ude med deres fjerde udgivelse The American Dream.

Titlen er langtfra tilfældig.

– Grunden til at vi er endt i USA, er at der ikke skete noget i Danmark. Derfor måtte vi prøve noget andet. Så tog vi til USA tilbage i 2009 og hov, der skete sgu da noget. Vi trækker flere folk til vores koncerter i Seattle og Köln, end vi gør i København. Så er det dér, vi tager hen, fortæller Mikkel B. Jakobsen.

Han spiller ligesom Steffan Petersen skiftevis guitar og bas i bandet og booker også deres mange koncerter. Ved siden af USA har bandet valgt at lægge kræfterne i Tyskland. Her er fordelen, at de hurtigt kan pakke bilen, spille koncerter hele weekenden og stadig nå hjem på arbejde mandag morgen.

Men der er langt til USA i en Passat. Og sidste år var bandet nødt til at afvise en invitation fra en af verdens allerstørste festivaler South by Southwest (SXSW) i Austin, Texas, fordi bandkassen var tom.

– Der måtte vi sige, det kan vi sgu ikke, vi har ikke pengene. Det var super super super ærgerligt, men vi skulle både betale visum, flybilletter og billeje. Og de penge havde vi bare ikke, siger Mikkel.

Hvad gør man så? Man finder på noget. Og beder om hjælp.

GREJ OG SOVSEKULØR

For The Foreign Resort blev løsningen en crowdfunding-kampagne på Musicraiser.com, som de fik anbefalet af deres amerikanske PR-bureau. Her tilbød bandet for eksempel dansk kultur gange to i form af både musik og mad.

Gav man 450 dollars, fik man bandet hjem i køkkenet og tilberede en ægte Danish homecooked dinner for 10 venner med efterfølgende house show i stuen. Og det var der mange, der valgte.

Det gav gode penge til kampagnen. Og masser af omtale, nye venner og fans.

– Den eneste ingrediens, vi havde med hjemmefra, var sovsekulør. Så vi lavede maden helt fra bunden, og det fik vi ret stor respekt for. Man kunne godt mærke, det var amerikanske køkkener, store og flotte, men helt tomme inde bag lågerne. Det er sgu lidt svært at lave mad til 10 mand kun med én lille gryde. Men der blev altid spist op, fortæller Mikkel.

DET HANDLER OM PSYKOLOGI

Sommerens kampagne var bandets første crowdfunding-kampagne. Og når hatten går rundt på nettet, er man nødt til at være sig helt bevidst om psykologien i det, anbefaler Mikkel.

– Vi blev anbefalet af Musicraiser at få mobiliseret hele inderkredsen af venner, familie og fans allerede på dag 1. Så vi begyndte at skrive ud, allerede inden kampagnen var launchet, så de var klar ved tasterne, så snart vi lancerede.

– Der er så meget psykologi i det. Folk skal kunne se en succes, og de skal tro på det. Alle kampagner har et boom, når de starter, men når også et punkt midtvejs, hvor kurven flader ud. Så der skal man altså finde på noget, så den ikke dør ud. Når man så de magiske 70 procent, ser folk en vinder-kampagne, og så vil de typisk gerne hjælpe dig det sidste stykke i mål, forklarer Mikkel.

NU GIVER VI IGEN

Selvom kampagnen nåede i mål, så bandet nu har finansieringen på plads også til næste års turnéer og SXSW 2016, er det ikke noget, de gør i igen lige med det første.

– Så skulle det være, fordi jeg faldt over en anden god ide, der kunne være noget crowdfunding i.  Men der skal i hvert fald gå et år, før vi forstyrrer vores fans igen, for nu har vi presset dem til det yderste med det her. Nu skal vi bare give igen. Det skylder vi.

– Det var sjovt, men hårdt! Så jeg er taknemmelig for, at når vi tager af sted igen her til marts, at vi ikke skal lave mad. Det gider jeg simpelt hen ikke igen, griner Mikkel B. Jakobsen.

The Foreign Resort rejste i alt 7.350 dollars på Musicraiser.

Du kan følge dem på Facebook og Instagram.

Fans giver 8.000 gange igen