Er du en af de kunstnere eller producenter, der har penge på vej? Det kan du tjekke på Mit Gramex nu.
Pengene går ind på din NemKonto hurtigst muligt. Har du konto i en anden bank end Danske Bank, kan der godt gå et par dage.
Driller Mit Gramex, så prøv igen lidt senere. Der er mange, der tjekker deres udbetaling netop nu, og det kan give lidt kø.
Dét får du Gramex-penge for i dag
De Gramex-penge, du får udbetalt i dag, er først og fremmest betaling for de minutter og sekunder, du er blevet spillet i dansk radio og tv igennem 2025.
Har du både medvirket på en udgivelse og selv udgivet musik, der er afspillet, vil du få to udbetalinger. Det er fordi Gramex forvalter rettigheder for to grupper rettighedshavere: udøvende kunstnere og producenter. Du har derfor ét Gramex-nummer som kunstner (musiker/artist) og ét som producent (pladeselskab/selvudgiver). Er du arving til Gramex-rettigheder, vil du også have et Gramex-nummer som arving og få en separat udbetaling for det.
Du kan altid finde detaljer om din udbetaling på Mit Gramex og fx se, hvor mange penge hvert enkelt track har indspillet til dig.
Læs generelt om vores udbetalinger her:
Udbetalinger til kunstnere | Udbetalinger til producenter
FAQ om juni-udbetalingen
Har du spørgsmål til dagens udbetaling, kan du med fordel starte med at tjekke vores FAQ, der giver svar på mange gode spørgsmål. Fx:
- Hvad betyder moms for mig og min udbetaling?
- Hvor finder jeg det nye afregningsbilag?
- Jeg plejer at få penge, men har ikke fået noget i dag – hvordan kan det være?
- Hvorfor er der forskel på minutværdien for 1. og 2. halvår af 2025?
- Hvorfor får jeg mindre udbetalt end de andre i bandet?
Nu med moms
Udbetalingen i dag er den første udbetaling for afspilninger i 2025 – og altså efter der er indført moms på rettighedsbetalinger pr. 1. juli 2025.
Som kunstner har det ingen betydning – du er fortsat fritaget for moms.
Men det kan være relevant for dig, hvis du er producent (pladeselskab eller selvudgiver), arving eller kor/orkester i Gramex – og har en samlet momspligtig indtægt over 50.000 kr. årligt. I så fald skal du være momsregistreret og oplyse dit moms-nummer på Mit Gramex, før vi kan udbetale.
Du kan finde mere info om, hvad moms betyder for dig og din udbetaling, her:
15 millioner mere til musikken
Gramex sender i år flere penge end før videre til rettighedshaverne: 275 millioner. Det er 15 millioner mere end sidste år.
Og dét resultat er direktøren godt tilfreds med.
– Udbetalingsdagen i dag er en af de rigtig gode dage i Gramex. For det er i dag, vores arbejde hele vejen rundt i organisationen udmønter sig helt konkret i kroner og øre på kontoen ude hos rettighedshaverne. Vi ved, at mange af medlemmerne går og venter på de her penge, siger Lars Ærendal, der er konstitueret direktør i Gramex.
Track breakdowns på vej
Hvis du får penge i dag som producent – altså som pladeselskab eller selvudgiver – er dit track breakdown lige på trapperne. Det er en oversigt med beløb over de tracks, du har rettigheder til som producent, der er afspillet i 2025.
Vær obs på at beløbene i dit track breakdown vises uden moms. På dit afregningsbilag kan du se, hvor meget af din udbetaling der er med moms.
Som producent er du forpligtet til at give Gramex besked, hvis der er tracks på oversigten, du ikke længere har rettighederne til.
Du får en mail fra os med info, så snart filen er klar til dig på Mit Gramex.
Spørgsmål?
Har du spørgsmål til din udbetaling, er du velkommen til at skrive eller ringe til os.
Telefonen er længere åben de næste par dage: torsdag kl. 9-17 og fredag 9-15.
Er der telefonkø, eller har du spørgsmål, vi skal undersøge nærmere, kan du med fordel skrive til os i stedet. Så vender vi tilbage til dig, så hurtigt vi kan.
Du er også velkommen til at kigge forbi vores kontor på Gammel Kongevej; vi bor lige over for Planetariet.