Spørger man, hvad han svarer til det kedelige men uundgåelige spørgsmål ”Hvad laver du så?”, siger Nikolaj Zeuthen som regel noget a la:
– Jeg laver alle mulige ting; jeg skriver bøger, og jeg laver musik. Kan du leve af det, spørger de så. Og så kan vi gå videre i fortællingen. Som så godt kan blive lidt lang, fortæller han.
I løbet af en dag kan han skifte “hat” 5-10 gange. Ud over at skrive sange og synge i Skammens Vogn er han fx forfatter og digter, vicevært, skaklærer og fodboldtræner. Indimellem underviser han også i sangskrivning og store størrelser som skyld og skam. Og så er han far til tre, hvilket som bekendt kan være et job i sig selv.
Musiker-hatten og Gramex-nummeret kom til, da han for omkring 15 år siden begyndte at lave musik med sine to barndomsvenner Oliver Hoiness og Jakob Millung.
De to andre gik på konservatoriet og spillede i forvejen noget musik sammen, som måske ikke lige passede ind så mange andre steder. Nikolaj Zeuthen skrev digte og en ph.d.-afhandling i sprogvidenskab på universitetet.
– I starten var det nok bare et indforstået eksperiment. Hvordan faen ville det lyde, hvis du skrev en sang, Niko?, fortæller han om starten på Skammens Vogn.
Det skulle prøves.
– Det var meget grotesk og meget meget morsomt – for os i hvert fald. Og så lå der alligevel noget andet og mere i det, som handlede om vores fælles opvækst i Virum, som for ingen af os var sådan en klassisk god barndom i forstaden. Det blev også behandlet på de første plader, fortæller han.
En leg, der bliver taget meget alvorligt
Hvad der startede som en blanding af et eksperiment og en selvhjælpsgruppe, er med tiden blevet til et mere regulært band. Skammens Vogn har udgivet fem album og har netop indspillet et sjette; de er i dag signet på Tambourhinoceros, har publishing-kontrakt og lige fået placeret en sang i en tv-serie på DR.
– Mange opfatter os nok som en legestue. Det er det også. Men legen ligger også i at tage musikken et helt andet sted hen, end den startede. Så det er en leg, der bliver taget meget alvorligt. Måske er det også først dér, at en leg bliver rigtig god, fortæller Nikolaj Zeuthen.
Selv kalder han bandet for en spirituel kaffeklub og en studiekreds med en dyb fælles forståelse – og humor – som også er grundlaget for den måde, de tænker musikken på. Og sig selv.
– For os alle tre er det nok gået mere og mere op for os, at det måske ikke er særligt interessant at være musiker som identitet – at det er mere spændende at være et menneske, der nogle gange laver noget musik. Og nogle gange laver noget andet, siger han.
Det gør de andre to i bandet også. Bassist og trommeslager Jakob Millung er flyttet til Colombia, hvor han har en frugt-plantage. Guitaristen Oliver Hoiness er sexolog, healer og kirkemusiker ved siden af.
– Det betyder ikke, at vi ikke er tusind procent dedikerede. Det har taget os to år at lave den her plade. Og tre måneder at masterere. Men det ligger lidt i bandets DNA, at det kan være alt muligt. At vi om tre år måske er et fodboldhold, fortæller Nikolaj Zeuthen.
Et kreativt benspænd
Hvordan man organiserer en hverdag mellem ord og musik, skoleskak og trappevask, har Nikolaj Zeuthen ingen opskrift på. Men det er noget med at se omstændighederne som et kreativt benspænd i stedet for en begrænsning.
– Jeg tror jeg har øvet mig i at bruge de omstændigheder, der er, til noget positivt. Så må jeg være vicevært for at få mad på bordet. Men så kan jeg skrive en dagbog over det. Og så blev det til en bog, fortæller han.
Hans ’Viceværtsdigte’ udkom sidste år og blev nomineret til Blixen-prisen. På samme måde tager hans andre digte, romaner og sange typisk afsæt i hverdagslivet og dets trivialiteter. Skrevet på et ledigt hjørne et eller andet sted, hvor der var plads. Et skrivebord eller arbejdsværelse har han ikke noget af.
– Jeg har mere nogle tilstande, jeg kan skrive i. Når jeg skriver til en bog, er det én tilstand. At skrive sange er en anden tilstand, forklarer han.
Han har vænnet sig så meget til den måde at arbejde på, at klassisk ”arbejdsro” ikke fungerer for ham.
– Det sker, at min redaktør giver mig en uges skriveophold et eller andet fedt sted i fred og ro. Og der sker ikke en skid. Drømmen er der. Men det er lige til papirkurven bagefter. Omvendt skal jeg også indrømme, at de dage, hvor jeg har 8 forskellige kasketter på, kan jeg godt blive totalt bims, fortæller Nikolaj Zeuthen.
Kunst og rock
Bims eller ej; at lave en ny plade, kan synes som sin sag, når tre ud af tre bandmedlemmer laver alt muligt andet ved siden af. Og én ud af tre bor i Sydamerika.
Så kom corona. Midt i en snak om, hvornår pladen skulle udkomme.
– Der var det nemt at vælge at udskyde den. Så havde vi også god tid til at gå i dybden med selv de mindste detaljer, siger Nikolaj Zeuthen.
Men ud over at have vundet lidt tid har corona ikke betydet det store for processen. Grundsporene er indspillet i et studie hér og et soveværelse dér i de perioder, hvor Jakob Millung har været hjemme i Danmark.
Lidt atypisk for musikproduktion i dag – men til gengæld ret karakteristisk for bandet her – har de ingen producer inde over, men styrer selv alting hele vejen igennem.
– Den er meget back to square one – bare os tre, fortæller Nikolaj Zeuthen om den nye plade KUNST OG ROCK, de forventer på gaden i starten af 2021.
Den første single udkommer i oktober og følges op af en række koncerter i hele landet. Om corona vil og alt det der.
Indtil da kan du høre deres gamle plader. Eller lave alt muligt andet…