Future Female Sounds er en nystartet dansk non-profit-organisation, som har base i København, men arbejder globalt for at synliggøre kvindelige DJ’s og opdyrke nyt talent.
Målet er at opbygge et globalt netværk og skabe en fælles platform for kvindelige DJ’s i hele verden, der også kan fungere som inkubator for nyt talent. Midlet er digitale medieplatforme, DJ-workshops, mentor-programmer, masterclasses, netværksopbygning etc.
Selv skriver det nye netværk af ‘sisters in sound’ sådan her på futurefemalesounds.org:
Bag initiativet står danske Tia Korpe, der har rødder i hiphoppens aktivistiske DIY-miljø og også selv DJ’er under navnet Tia Turn Tables. For hende handler det ikke bare om at skabe synlighed, men om at skabe en forandring.
– I 2018 fokuserer vi særligt på at skabe synlighed af kvindelige DJ’s via vores kanal MONTHLY MIX, hvor vi fremhæver kvindelige rollemodeller og visuelt dokumenterer og inspirerer unge piger og kvinder til at selvudforske DJ’ing og musikmiljøet som det første led i at skabe en inkubator for nyt talent, forklarer Tia Korpe til Gramex.
Kig med, musikbranche!
Hver måned live-streamer Future Female Sounds en ny kvindelig DJ på en ny location via kanalen MONTHLY MIX.
– Jeg håber, at vores initiativ MONTHLY MIX netop kan være med til at synliggøre det enormt store talent, der findes herhjemme og i udlandet og skabe kvindelige rollemodeller, der kan inspirere en interesse for DJ’ing blandt kvinder. Og så håber jeg musikbranchen kigger med, da kanalen også kan bruges som et digitalt kartotek, hvis man som booker ikke lige ved, hvilken DJ man skal hyre ind, siger Tia Korpe.
MONTHLY MIX præsenteres i samarbejde med Tuborgfondet som led i deres indsats for en mere mangfoldig musikverden.
Første DJ bag pulten er danske Amanda Baun, der også står bag det københavnske pladeselskab og musikbureau Back to Future Sounds. Og der er meget mere at glæde sig til fra både Danmark og udlandet, lover Tia Korpe.
Digital disponering
Da britiske Mixmag i december offentliggjorde deres Top 20 over breakthrough DJ’s i 2017, var kvinderne i overtal på listen. Alle navne i top 5 var kvinder – heraf de to danske DJ’s Courtesy og Anastasia Kristensen.
Men det er ifølge Tia Korpe ikke den generelle tendens.
– DJ-scenen har generelt rykket sig en del de sidste par år i forholdt til kønsbalance og repræsentation, som også afspejler sig i den top 20. Men der er stadig mindre synlighed og promovering af kvindelige DJ’s i medier, på festivalplakater og i forhold til bookings. Sammenligner man med andre musik-discipliner, vil jeg sige, at kvindelige DJ’s er godt på vej. Men der mangler stadig især digital disponering i samme grad som for mændene, fortæller Tia Korpe.
Lad det sprede sig
At åbne det elektroniske musikmiljø op – for kvinder, for unge og for nye talenter – og skabe større åbenhed og positiv synlighed om elektronisk musik blev netop identificeret som én af løsningerne på miljøets udfordringer i den store undersøgelse af elektronisk musik i Danmark, der blev offentliggjort i september.
På landsplan var kun 12 procent af de i alt 1.653 respondenter i den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse kvinder.
Den typiske respondent i undersøgelsen var en 29-årig mand, bosiddende i København med en gymnasial eller videregående uddannelse bag sig. Han debuterede som aktør i det elektroniske musikmiljø som 19-årig.
Men som én af respondenterne skriver i en kommentar i undersøgelsen:
”Den elektroniske genre er faktisk en genre, hvor der befinder sig en del kvindelige musikere – giv endnu mere plads og lad det sprede sig …”
Tjek www.futurefemalesounds.org
Følg Future Female Sounds på Facebook