Årets største udbetaling

I dag udbetaler vi penge til alle de musikere og pladeselskaber, der er spillet i radio og tv i 2017.

Året er talt op. Minutter og sekunder afspillet musik i radio og tv er omregnet til kroner og øre på Gramex-kontoen. I dag ryger de til udbetaling til Gramex’ medlemmer.

Er det dig? Tjek din konto. Men vær obs på, at  der kan gå to bankdage, før du har pengene på kontoen. Det afhænger af, hvilken bank du har.

Indtil da kan du tjekke din udbetaling på Dit Gramex. Vær lidt tålmodig. Systemet er en ældre dame, som er under ekstra pres i dag, fordi mange logger sig ind på samme tid. Prøv igen senere, hvis den går i ged.

Log på Dit Gramex

Glemt dit Gramex-nummer? | Glemt din adgangskode?

Hvor meget får du?

De penge, Gramex-medlemmerne får udbetalt i dag, er betaling for de minutter og sekunder, du er blevet afspillet i dansk radio og tv totalt igennem 2017.

Beløbet afhænger af, hvor mange minutter hver enkelt sang er blevet spillet, hvor de er blevet spillet og hvilken rolle du har på  hver eneste sang. Vi tæller sammen sang for sang, ligesom vi registrerer hver eneste musiker og sanger på hver eneste danske sang, du hører i radioen.

Har du både medvirket på en udgivelse og selv udgivet musik, der er blevet afspillet i 2017, vil du få to udbetalinger. Det er fordi Gramex forvalter rettigheder for to grupper: de udøvende musikere og pladeselskaberne.

Du har ét Gramex-nummer som kunster og ét som pladeselskab, hvis du både spiller og udgiver musik. Du optjener derfor Gramex-penge på begge medlemskaber – også selv om du bare udgiver din egen musik og ikke ejer et pladeselskab med CVR-nummer, fancy logo eller repræsentationskonto.

Penge for afspilninger i udlandet udbetaler vi særskilt til efteråret.

Du kan læse mere om, hvad du får penge for, her:

Udbetaling til udøvende kunstnere
Udbetaling til pladeselskaber

233 millioner tilbage til musikken

Gramex kan i år fordele over 233 millioner tilbage til musikken. Det er 26 millioner mere end sidste år og det største beløb i Gramex’ 55-årige historie.

Om årets resultat siger Gramex’ adm. direktør John R. Kristensen:

– De væsentlig flere millioner i puljen i år skyldes flere ting. Vi går frem på alle indtægtsområder, men jeg vil især fremhæve vores gode samarbejde med vores kolleger i Koda. Dét har vi lagt en ekstra indsats i at styrke de seneste år, og det høster vi gevinsterne af nu.

– Det er ret unikt, at vi i Danmark har det her effektive samarbejde mellem de skabende kunstnere i Koda og de udøvende kunstnere og producenterne i Gramex. Et samarbejde, der betyder, at man som fx butik eller cafe kun skal lave én aftale for at bruge musikken offentligt. Så afregner Koda helt automatisk den del af betalingen, der er øremærket udøvende kunstnere og pladeselskaber, til Gramex.

– Det gør det nemt for vores kunder at betale for den musik, de bruger til at øge værdien af deres produkt, og betyder, at vi i Danmark har en af de højeste grader af penetration på det her marked, vi kalder anden offentlig fremførelse.

Læs mere om årets resultat

Spørgsmål?

Undrer du dig over din udbetaling, må du endelig kontakte os. Der er som regel en god – eller en dårlig – forklaring.

– Vi er lige så optaget af at få de rigtige penge ud til de rigtige musikere og pladeselskaber, som I selv er. Det er dét, der er vores opgave. Så er der noget i din udbetaling, du undrer dig over, eller er der nogle penge, du savner, må du endelig kontakte os. Vi er klar ved telefonerne og på mailen til at hjælpe. Og man kan også altid kigge forbi vores kontor, siger Kikki Mortensen, der er teamleder i Gramex’ medlemsafdeling.

Vores telefoner er åbne i dag indtil klokken 15 (frokost-lukket 12-12.30). Kontoret på Gammel Kongevej 11-13 på Vesterbro er åbent til klokken 16.

Kontakt os

Årets top 10-lister

Han er Danmarks mest spillede musiker
Årets radiofavorit sætter ny rekord
Årets danske radiohit er en debut-single