Vores dygtige webudvikler Magnus går på barsel til efteråret. Derfor søger vi nu en ekstra IT-haj, der kan hjælpe os med at vedligeholde og udvikle vores IT-løsninger, som er helt centrale for vores medlems- og kundeservice.
Vores kunder er danske radio- og tv-stationer og andre, der bruger musik i det offentlige rum. Vores medlemmer er musikere og pladeselskaber i Danmark.
Stillingen er tidsbegrænset til 6 måneder med mulighed for forlængelse. Som udgangspunkt er det et fuldtidsjob, men er du fx studerende, hører vi også gerne fra dig.
Arbejdsopgaver
Som webudvikler bliver din primære opgave at drifte, vedligeholde og udvikle vores webløsninger. Vores hjemmeside er baseret på WordPress, ligesom vores ekstranet til medlemmerne og vores intranet. Du skal derfor være erfaren og fuldt fortrolig med WordPress.
Du kan blandt andet forvente arbejdsopgaver som dem her:
- Vedligehold og udvikling af vores nuværende løsning baseret på PHP/MySQL
- Implementering og opsætning af nyt design på nuværende WordPress-løsning
- Drift og vedligehold af WordPress-løsning på såvel intranet som ekstranet
- Implementering af nye værktøjer og platforme
- Forbedring af platformens stabilitet
- Optimering og programmering af front end og back end
- Opsætning og drift af Linux (Ubuntu-server) med tilhørende komponenter
Om dig
Du er måske studerende eller freelancer, men din uddannelse og formelle baggrund er mindre vigtig. Det vigtige er, at du kan tage initiativ og tage fra, arbejde selvstændigt og drive projekterne i mål, ligesom du skal kunne samarbejde med dine kolleger i IT-teamet og resten af organisationen.
Fagligt skal du have erfaring med følgende:
- WordPress
- PHP 7, JavaScript, HTML5, jQuery, Sass
- Webservice SOAP
- Database MySQL/MariaDB, Microsoft SQL, OLAP
- Linux (Ubuntu) LAMP-Stack
- Har du også kendskab til UX og/eller UI design, er det absolut en fordel
Vi kan tilbyde
Et godt og fleksibelt job i musikbranchen midt i København. Du bliver en del af et IT-team på 4, hvor vi går op i at skabe gode rammer og en uformel stemning, hvor vi hver især træffer selvstændige beslutninger, men løfter i flok.
Du vil på mange måde selv kunne forme din hverdag i tæt samarbejde med IT-afdelingen og resten af organisationen.
Vi kan desuden tilbyde:
- fleksible arbejdsforhold og arbejdstider
- grundig oplæring og overlevering
- pensionsordning, sundhedsforsikring og frokostordning
- løn og arbejdstid efter aftale
Noget for dig?
Lyder det som et job for dig, så send en kort ansøgning og dit CV til IT-chef Hans Christian (HC) Nielsen på hcn@gramex.dk hurtigst muligt og gerne i dag. Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at ringe og snakke med HC på 33 85 32 00 eller skrive en mail til ham.
Samtaler bliver holdt løbende. Tiltrædelse 1. august eller efter aftale.
Gramex er en nonprofit musikorganisation. Vi beskæftiger 26 medarbejdere og har kontor over for Planetariet på Vesterbro i København. Vi ønsker at fremme ligestilling og diversitet og opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset køn, alder, religion, etnisk baggrund, seksuel orientering, handicap og musiksmag.