Distribuerer du musik i Tyskland, skal dit label have en label code (LC). Det kan Gramex hjælpe med, hvis du er medlem af Gramex som pladeselskab.
Label codes er et tysk fænomen. Koderne bliver tildelt af Gramex’ tyske søsterorganisation, GVL. GVL bruger udelukkende koderne til at identificere rettighedshavere til labels, når de skal fordele penge for airplay i Tyskland.
Har du tidligere fået en label code fra GVL, men har glemt den? Eller skal du i gang på det tyske marked og har brug for en label code? Så kan Gramex hjælpe dig med at skaffe koden fra GVL. Du behøver altså ikke længere selv kontakte GVL.
Det koster ikke noget.
Om label codes
- Label codes bliver tildelt og brugt af vores tyske søsterorganisation GVL
- I Tyskland skal hvert enkelt label have sin egen unikke label code
- Koden begynder med LC efterfulgt af 5 tal. Ældre koder har 4 tal
- Koden skal trykkes på bagcoveret af cd’er og vinyler og bør også trykkes direkte på selve cd’en og vinyl-labels
- Label codes kan ikke inkorporeres på selve masteren (som ISRC-koder)
- På digitale udgivelser skal koden i stedet tilføjes ved upload som ekstra info i trackets metadata
- Label codes er IKKE det samme som ISRC-koder eller EAN/UPC-koder