Gramex fordeler og udbetaler penge til de udøvende kunstnere fra kompensationsordningen for privatkopiering. Det er midler, der bliver indhentet af Copydan KulturPlus, som tidligere blev kaldt for blankmedie- eller blankbånds-midler.
Udbetalingen er en økonomisk kompensation til rettighedshaverne for den lovlige private kopiering af udgivelser, der foregår. Vederlaget er en del af prisen, når man køber smartphones, tablets, usb-stik mv., hvor der kan foretages privatkopiering.
På udbetalingsopgørelsen fra Gramex står pengene anført som ’private copying’.
Sådan bliver pengene fordelt
Vi får ingen rapportering på, hvilken musik der rent faktisk bliver kopieret, da det jo sker til egen brug og ikke bliver registreret nogen steder.
Pengene bliver derfor fordelt ud fra den formodede aktuelle kopiering på baggrund af de 2.000 mest streamede tracks og de 2.000 mest afspillede tracks i dansk radio.
Medvirker du på et track, der er blandt Gramex’ 2.000 mest afspillede i dansk radio og/eller de 2.000 mest streamede året før, får du altså en udbetaling af disse midler. Jo mere airplay og jo flere streams, desto større udbetaling.
Gramex indberetter udbetalingen til Skat som B-indkomst.
Læs mere
Om kompensationsordningen for privatkopiering hos Copydan KulturPlus