Angst, depression, stress, alkohol- og stofmisbrug er på ingen måde forbeholdt musikbranchen.
Men ifølge en engelsk undersøgelse, som Gaffa omtaler i en kommentar, har musikere hele tre gange så stor risiko end gennemsnittet for at udvikle psykiske lidelser og misbrug:
Gaffa: Musikere har tre gange så stor risiko for at udvikle angst, depression og stress
Nu opfordrer et helt nyt dansk projekt – Under Pressure – den danske musikbranche til at tale åbent sammen om de svære kampe og psykiske udfordringer i et liv med musik og rampelys.
Speak up!
Med en Facebook-side som platform tager Under Pressure afsæt i personlige historier, hvor danske musikere og branchefolk fortæller åbent (og modigt!) om deres egne udfordringer og oplevelser med misbrug og psykiske lidelser i interviews og videoer – som fx Troels Lehmann, der er bassist i metalbandet Billy Boy in Poison.
Formålet er at skabe et åbent forum, der kan hjælpe til at aftabuisere emnet og skabe grobund for en sundere musikbranche.
– Jeg har længe undret mig over, at vi først formår at sætte fokus på psykiske lidelser og de interne kampe, når det er for sent. Hvorfor forsøger vi ikke at tage hånd om folk og hjælpe, inden de knækker nakken?, spørger Sofie Holst Hansen, der står bag initiativet.
Sofie arbejder til dagligt som projektkoordinator hos Tempi og er næstformand i foreningen bag Summer in the City Festival. Og så har hun selv en historie med angst og depression, så selvom det er svært og følsomt, er det ikke ukendt land, hun træder ind i.
– Jeg vil gerne sætte fokus på de kampe og udfordringer, som mange i musikbranchen står overfor. Jeg tror på, at vi kan ændre musikbranchen og skabe et miljø med mere fokus på det mentale helbred, og første step er, at vi tør tale åbent om de kampe, vi hver især står overfor, fortæller Sofie Holst Hansen.
Følg Under Pressure – den danske musikbranche
Kontakt Sofie
Har du selv på den ene eller anden måde kæmpet med dit mentale helbred eller misbrug, og har du lyst til at dele dine oplevelser og erfaringer? Så er du velkommen til at kontakte Sofie Holst Hansen på mail underpressuredk@gmail.com
No pressure – selvfølgelig.