Sådan lytter de unge til musik i dag

Hvor og hvordan vi hører og opdager ny musik, afhænger i høj grad af vores alder. Det viser nye tal fra DR.

“Musik og radio er i 2019 det indhold, som danskerne bruger mest tid på på mobiltelefonen. Især for unge mellem 15 og 24 år er musik en essentiel del af deres mediebrug og i deres vennekredse.”

Det skriver DR Medieforskning i deres årlige rapport om danskernes medieforbrug, som nu er ude med de nye tal for 2019.

Hent Medieudviklingen 2019

Denne gang har DR specifikt undersøgt den nye generations brug af musik, lyd og radio. Det er medieforskerne Peter Niegel og Rasmus Kidde fra DR Medieforskning, der står bag undersøgelsen ‘Unge og Musik – Brug, kuratering og opdagelse’.

En undersøgelse, der først og fremmest viser store forskelle i musikbrugen hos danskere under og over 25 år.

“Musikbrugere over 25 år hører musik på samme måde, som de altid har gjort, men har naturligvis udskiftet de fysiske cd’er med streaming. For brugere under 25 år er historien dog en helt anden”, skriver DR Medieforskning i rapporten.

Kilde: Medieudviklingen 2019, DR Medieforskning

Musik når som helst og hvor som helst

Nøgleordet for de unges musikbrug er “convenience” eller brugervenlighed, påpeger DR Medieforskning. Det er altså vigtigere, at musikken er lige ved hånden hele tiden, end at lydkvaliteten er i top.

Omdrejningspunktet er en smartphone og et sæt hovedtelefoner, der gør det muligt at lytte når og hvor som helst, med Spotify som “næsten eneherskende musikformidler”, som DR skriver i deres rapport.

“Et andet aspekt af convenience er albummets død”, skriver DR, der sammenligner de unges musikforbrug med en stor bland-selv-slik-butik, hvor musiklytningen sker ud fra playlister sammensat efter stemning og genrer i stedet for albums.

Her opdager de unge ny musik

Rapporten undersøger også, hvor og hvordan de unge opdager ny musik i dag. Og hvad de overhovedet betragter som “ny musik”.

De unge definerer ifølge undersøgelsen nemlig ikke “ny musik” efter udgivelsesdatoen, men efter hvad der er nyt for dem. Uanset om det så er udgivet i går eller for ti år siden.

Hvor de “voksne” stadig primært opdager ny musik i radioen, opdager de unge under 25 først og fremmest ny musik via streamingtjenester, playlister og venner. Og så bruger de i højere grad apps som Shazam til at identificere ny musik på nettet, i film, tv, spil osv.

“Hvor radioen i en årrække har været stedet, hvor man opdagede et aktuelt album eller en ny single, er den i dag ’bare en del af øko-systemet’”, siger DR-medieforskeren Rasmus Kidde i en artikel om undersøgelsen til dr.dk:

Udlandet lægger mærke til DR Medieforskning om unges musikbrug

Kilde: Medieudviklingen 2019, DR Medieforskning

Podcast går frem

Ved siden af streamingtjenester og playlister lytter langt de fleste danskere også stadig til radio ugentligt. Ligesom året før ligger tallet i 2019 på hele 92 procent.

DR Medieforsknings nye tal viser også et stort hop fra 18 til 24 procent af danskere, der lytter til podcast ugentligt. Det er det hidtil højeste målt i Danmark.

Kilde: Medieudviklingen 2019, DR Medieforskning



Læs mere om alle årets nye tal hos DR Medieforskning