Det er aldrig for sent at melde sig ind i Gramex. Det ved vores nyeste medlem Gunnar Printz Madsen (til højre), som netop har skiftet fra amerikanske SoundExchange til Gramex.
I dag er han er 78 og har skiftet basguitaren ud med en harmonika og Cleveland ud med Espergærde. Musik spiller han kun for sjov. Men tilbage i de glade 60’ere levede han det vilde rock and roll-liv i USA.
– Jeg oplevede nok mere på de 13 år, end en del danskere oplever på et helt liv, fortæller han til Gramex.
Han flyttede til Cleveland, Ohio, som 17-årig i 1957 med sine forældre og blev året efter bassist i det lokale rock and roll-band Tom King and the Starfires, som senere skiftede navn til The Outsiders.
I efteråret 1965 indspillede de singlen Time Won’t Let Me. Og spillede sangen over telefonen for østkyst-manageren fra Capital Records.
– Han sagde: Jeg kommer til Cleveland snart, og så vil jeg høre den igen på et ordentligt stereoanlæg. Hvis ikke jeg tager meget fejl, så har I et hit på jeres hænder, fortæller Gunnar.
Han fik ret. Time Won’t Let Me solgte i løbet af foråret 1966 over en million eksemplarer som single. Det gav Gunnar og de andre outsidere fra Cleveland en 5.-plads på Billboards legendariske Hot 100 single-hitliste i april 1966.
– Der kom vi ind fra venstre fra en by, der ellers på det tidspunkt var ret død musikmæssigt. Cleveland var ikke særligt anerkendt blandt rockmusikere dengang. Og så endte vi på Billboard-listen over The Beatles og Rolling Stones, fortæller Gunnar Madsen, der i USA blev kendt under navnet Mert Madsen.
Se Billboard Hot 100-hitlisten 16. april 1966
34 stater på 6 uger
Med Billboard-hittet fulgte en kontrakt med Capitol Records og det dengang største booking-agentur i USA. Og et år på konstant turné.
– På Gene Pitney-touren, der varede 6 uger, nåede vi at optræde i 34 stater, heraf 3 canadiske. Vi havde nok 14 dage fri alt i alt på de 10 måneder. Eller fri og fri. Der skulle vi så i studiet og indspille i stedet, fortæller Gunnar.
Han nåede på de få uger at indspille 25 sange til to et halvt album med the Outsiders.
– Vi indspillede lige så meget som det tager et orkester i dag cirka 2-3 år at indspille, griner Gunnar.
Var der så penge i det dengang?
– Der var masser af penge i det! Men ikke for os. Det var desværre meget in at snyde artisterne og musikerne for penge, så der var nogle andre, der tjente fedt på os, fortæller han.
Tværtimod havde det hårde liv en pris. Gunnar måtte træde på bremsen og stå af tourbussen. The Outsiders spillede videre med en anden bassist et års tid, men fik aldrig et hit i top 5 igen.
Gone but not forgotten
Selv om rock and roll-livet er langt væk i dag i både tid og sted, er det ikke glemt:
– Det var et fantastisk liv. Og en oplevelse for livet. Det var selvfølgelig på godt og ondt, men jeg vælger at huske det gode, fortæller Gunnar og fortsætter:
– Jeg kan især savne at stå på scenen og trykke den af. Man blev jo helt høj, når teenagerne hvinede og skreg – op imod 20.000 på én gang, så vi dårligt kunne høre, hvad vi selv spillede.
I dag er Cleveland, Ohio, hjemsted for The Rock and Roll Hall of Fame, hvor The Outsiders naturligvis er en del af museet. Byen bliver nu kaldt “the capital city of rock and roll”, fordi det efter sigende var i Cleveland den første DJ spillede rock and roll i radioen.
– Men vi hører tit, at vi som band også bærer en del af skylden for, at den bliver kaldt det. Det synes jeg er sjovt at tænke på: at vi var med til at sætte Cleveland på landkortet som en rock and roll-by, siger Gunnar.
– Og så synes jeg det er sjovt, at jeg kommer til USA og indspiller 25 sange, som ender med at sælge tæt på 2 millioner singler i alt og nok en halv million lp’er. Og ingen i Danmark aner, hvem jeg er. Det kan jeg da godt grine lidt af indvendigt i dag, fortæller han med et kæmpe smil.
Nu kender vi ham i hvert fald i Gramex. Og du kender ham.
Lyt til det hit, der sendte Gunnar ’Mert’ Madsen og de andre ’Outsiders’ i toppen af Billboard-listen:
Hør Time Won’t Let Me på Spotify
Læs mere i serien
Guitarist for Bob Dylan | I band med Jeff Buckley | I studiet med Nick Cave | Med Lukas Graham i studiet