Ny dansk musikpris: Den Uafhængige

Foto: Marie Hald

Danske Uafhængige Pladeselskaber (DUP) fejrer den uafhængige danske musikscene med en ny prisuddeling.

Den Uafhængige får sin debut den 29. januar 2025 i Park Bio med Annika Aakjær som vært.

Mik Christensen fra selskabet Mermaid Records, fortæller om afsættet:

“Der er noget paradoksalt i, at indiesektoren bliver mere og mere frodig, mens de vinduer, der ellers fremviste nye talenter, som fx Steppeulven og P6 Beat Rocker Koncerthuset, lukkes. Så vi vil gerne åbne et nyt – og gøre det med et fokus på de dygtige kunstnere og aktører, der udgør fundamentet for den kreative mangfoldighed herhjemme – en varm og festlig fejring af artister, der skaber noget ekstraordinært, som ikke nødvendigvis kan måles i streamingtal eller følgere.”

Den Uafhængige musikpris sætter fokus på værket. Det vil sige, at de nominerede findes blandt skabere af EP’er og albums, der er udgivet på uafhængige pladeselskaber det forgangne år.

Thea Kløvedal fra selskabet Playground Music uddyber:

“Den Uafhængige er tænkt som et skulderklap til originaliteten, til den kunstneriske vilje og det fællesskab, musikken skaber. Vi vil gerne hylde en bred vifte af genrer og stilarter på den rytmiske scene – fejre vækstlaget og være med til at kultivere diversiteten. Derfor har vi også inddraget så mange af musikkens organisationer som muligt i processen, så vi sammen kan fremme den fantastiske musik, der bliver skabt.”

Prisshowet vil præmiere talenter inden for følgende 10 kategorier:

*Pris (udvalgsansvarlig)*

Årets Album (Musikkritikere)
Årets Band (DMF)
Årets Coverart (Kolding School of Design)
Årets Debut (Soundvenue)
Årets Producer (RMC)
Årets Sangskriver (KODA)
Årets Solist (DAF)
Årets Export (MXD)
Årets Musikformidling (DUP)
DUPs Ærespris (DUP)

De nominerede bliver offentliggjort løbende frem til uddelingen. Du kan følge med her:

Den Uafhængige på Instagram

Læs mere

Årets DMA-priser og DMA-jazz-priser er uddelt. Du kan se vinderne her:

DMA 2024: Vinderne er …

DMA Jazz 2024: Her er vinderne!