– Både Anders og jeg har stor tiltro til, at Gramex gør det mindst lige så godt som en agent – ligesom det også ender med at koste procenter hos en agent. Det er bare nemmere og mere gennemsigtigt at have det samlet ét sted på den her måde.
Kasper Bjørke
Det forklarer Kasper Bjørke, der har været medlem af Gramex siden år 2000, hvor han som den ene halvdel af duoen Filur fik hul igennem til dansegulve over hele verden.
Siden har han haft fingrene i stort set alle kroge af den internationale elektroniske musikscene som dj, producer, remixer, pladeselskabsmand, radiovært og gennem de seneste mange år også som manager for Anders Trentemøller, Reptile Youth mfl.
– Der er mange udfordringer ved at køre en international karriere – både administrativt og praktisk. Men noget, der hjælper, er blandt andet, at vores collecting societies fungerer i hele verden – og det er aftalen, som Gramex har lavet med SoundExchange jo med til at sikre. Det betyder mindre administrativt arbejde for mig, både som artist og manager, fortæller Kasper Bjørke.
“Det koster både tid og penge”
Det var med manager-hatten på, han var på nippet til at lukke en aftale med en international agent for ham og Trentemøller inden jul.
– Grunden til at vi overhovedet overvejede en agent til at indhente performance rights vederlag i USA var, at der på det tidspunkt ikke var en aftale imellem Gramex og SoundExchange. Det vil sige, at der lå en del vederlag hos SoundExchange i USA, som ikke kunne indhentes – medmindre vi selv meldte os ind i organisationen eller hyrede en agent til at gøre det for os.
Men selv at melde sig ind i de lokale organisationer tager tid – og agenter tager en del procenter.
– Det koster både tid og penge at lave sådan et setup, så det var kun noget, jeg begyndte at arbejde hen imod, fordi der ligger en forældelsesfrist på de penge, og jeg var nervøs for, at der ville gå for lang tid, inden Gramex fik deres aftale sat op, fortæller Kasper Bjørke.
– Den eneste reelle fordel ved at arbejde med agent på det tidspunkt var, at de kunne gøre alt det administrative arbejde og stå for at melde os direkte ind i organisationen i USA og hente pengene til os – mod et fee selvfølgelig.
Men inden Kasper Bjørke og Trentemøllers kontrakt med agenten lå klar til underskrift, havde Gramex fået aftalen med SoundExchange på plads.
Og nu er pengene på vej fra USA til medlemmernes Gramex-konto.
Betalingsbro over grænserne
At det nu bliver nemmere for medlemmerne at få adgang til pengestrømmen også fra det amerikanske digitale radiomarked glæder også John R. Kristensen, adm. direktør i Gramex:
– Med aftalen har vi bygget endnu en af de juridisk bindende betalingsbroer, der skal til, for at vi kan indhente og fordele penge på tværs af landegrænser. Så nu slipper vores medlemmer for at skulle betale en agent eller selv bruge krudt på ekstra papirarbejde for at kradse penge ind fra USA.
– I mit hoved giver det mening, at vores medlemmer bruger deres tid og energi på det, de kan og brænder for. Og det er jo først og fremmest at indspille musik og ikke nusse med papir. Så kan vi i Gramex gøre det, vi er gode til: lave aftaler, hente penge hjem og fordele pengene til de rette modtagere – helt gratis.
Aftalen med SoundExchange gælder til forskel fra Gramex’ øvrige internationale aftaler kun afspilninger i digitalradio, da amerikansk lovgivning er indrettet, så man ikke får penge for afspilninger i FM-radio.
Sådan sikrer du dig penge fra udlandet
Så er USA ombord