Gramex indgår aftale med Sydkorea

Ny aftale åbner nye muligheder for betaling til danske artister og musikere.

Gramex har netop indgået en aftale med vores sydkoreanske søsterorganisation Federation of Korean Music Performers (FKMP).

Aftalen betyder, at vi fremover får mulighed for at udveksle rettighedspenge til de udøvende kunstnere mellem Danmark og Sydkorea.

Sydkorea er et af verdens største markeder for indspillet musik og hjemland for det globale K-pop-fænomen. Men det er ikke kun sydkoreanske kunstnere, der har succes i landet. Også danske musikere som fx Christopher har fundet vej til det sydkoreanske publikum.

Derfor har aftalen længe stået højt på Gramex’ ønskeliste.

– Vi har længe ønsket os en aftale med Sydkorea, så jeg er virkelig glad for, at det nu er lykkedes. De sydkoreanske kunstnere står jo stærkt på deres hjemmemarked, så vi er spændte på at se, hvor meget dansk musik der bliver spillet, og hvor mange penge vi kan hente hjem til vores medlemmer, siger Gramex’ adm. direktør Lars Ærendal.

Aftalen går begge veje. Det betyder, at Gramex også skal udveksle vederlag med FKMP, når sydkoreanske kunstneres indspilninger bliver spillet i Danmark.

Bliver du spillet i Sydkorea?

Så hører vi gerne fra dig. Du skal nemlig være medlem af Gramex, og dit repertoire skal være registreret hos os, før vi kan hente eventuelle penge hjem til dig fra Sydkorea såvel som resten af verden.  

Er du medlem, kan du selv tjekke på Mit Gramex, om du er registreret korrekt og på de rigtige tracks. Her kan du også registrere dit udenlandske repertoire, hvis du medvirker på tracks, som er indspillet uden for Danmark.

Er du i tvivl om noget, er du meget velkommen til at tage fat i os.

– Hvis du allerede ved, at din musik bliver spillet i Sydkorea, vil vi meget gerne høre fra dig. Så kan vi sikre os, at du og dit repertoire er registreret korrekt hos os, og at vi har de oplysninger, vi skal bruge for at kunne hente penge hjem til dig, siger Marie Windfeldt Grønkjær, der er international seniorkonsulent i Gramex.

Du kan skrive til vores internationale team på international@gramex.dk eller give os et ring:

Kontakt Gramex

Aftalen gælder udøvende kunstnere  

Vi ved, at flere danske producere og sangskrivere har stor succes med at skabe og skrive musik for koreanske kunstnere. Det er ikke Gramex, men vores kolleger i Koda, der sikrer dig betaling for dén rolle som skabende kunstner.

Den nye aftale mellem Gramex og FKMP gælder rettighederne for udøvende kunstnere. Den er altså relevant for dig, der medvirker på en indspilning som artist eller musiker – som bliver spillet fx i radioen i Sydkorea.

Hvad er forskellen på Koda og Gramex?

Læs mere

Tjek FKMP’s hjemmeside

Få dine penge fra udlandet