Vi hitter mest hos naboen

Volbeat er med i toppen af dansk musik afspillet i udlandet

Sverige, Tyskland og Holland. Det er i vores nærmeste nabolande, Gramex henter allerflest penge hjem fra udlandet til danske musikere og pladeselskaber i øjeblikket.

Det viser vores nyeste tal.

Top 10: Penge fra udlandet

Hele 8 ud af de 10 lande, vi henter flest penge hjem fra, er europæiske. De to sidste pladser på hitlisten går ikke så overraskende til de to store internationale musikmarkeder, USA og Japan.

Tallene kommer ikke bag på international seniorkonsulent i Gramex Marie Windfeldt Grønkjær:

– Vi har i år fået en pæn pulje penge fra udlandet, især fra vores nabolande, som vi udbetalte til vores medlemmer allerede i april. Men vi kan se, at det er meget forskelligt, hvad de spiller af dansk musik rundt omkring i verden.

– I den her omgang var Trentemøller en af de mest spillede danske kunstnere i udlandet. Han er blevet spillet en del i amerikansk netradio de seneste par år, og det har han så heldigvis kunnet få penge for nu, efter vi har lukket en aftale med SoundExchange i USA.

– I toppen af listen finder vi også Junior Senior, der stadig bliver spillet massivt i Japan – selvom duoen blev opløst for mange år siden. Og så er Volbeat med helt i toppen som et af de nye flagskibe, der bliver spillet meget internationalt – men igen allermest i vores nabolande, forklarer Marie.

GRAMEX GÅR OVER GRÆNSEN

Musik stopper ikke ved landegrænsen. Derfor arbejder vi i Gramex aktivt internationalt for at sikre vores medlemmer betaling, når de bliver spillet uden for Danmark.

Med Marie i spidsen udveksler vi data og penge med søsterorganisationer i over 30 lande. Det betyder, at vi får penge fra udlandet til alle de Gramex-medlemmer, der er spillet i radio/tv i de pågældende lande.

Samtidig sender vi penge retur til de udenlandske organisationer og deres medlemmer, der bliver spillet i dansk radio/tv hvert år.

Vi har stort fokus på udvekslinger med udlandet og indgår jævnligt nye aftaler efterhånden som vores søsterorganisationer rundt om i verden bliver i stand til at udveksle information og penge.

Alene inden for det seneste halvandet år har vi lukket aftaler med USA, Rusland, Belgien, Polen, Slovenien. Den nyeste aftale blev indgået for tre uger siden med italienske ITSRIGHT.

Sådan får du penge fra udlandet

Oversigt over vores internationale aftaler

Dollars på vej til Gramex-medlemmer
Verden er sulten på dansk musik