Bob Dylan hædres som den første musiker og sangskriver nogensinde med Nobelprisen i litteratur.

Fuldt fortjent, lyder det fra Billy Cross, der som den eneste herhjemme har spillet med Bob Dylan.

– Fri mig for folks forargelse og misundelse og brok. Han er en af de største kunstnere med ord, der findes på jorden. Hans kulturelle betydning har været kolossal. Du kan ikke nævne en, der er bedre. Det er så velfortjent, udtaler han til Gramex.

Billy Cross er fra New York, men har boet i København over halvdelen af sit liv – drevet af kærligheden til sin Lise, som han mødte i Huset i Magstræde i 1974 og stadig er gift med den dag i dag.

Fra december 1977 til foråret 1979 var han lead-guitarist i Bob Dylans orkester. I den periode turnerede han verden tynd med Bob Dylan på tre turnéer og var med til at indspille live-albummet At Budokan og studiealbummet Street-Legal.

Jobbet fik han for snuden af 20-30 andre fabelagtige guitarister, der aflagde audition. Måske fordi han fulgte roadiens råd, skruede max op for forstærkeren og blæste Dylan ud af lokalet.

– Den triste sandhed er, at jeg ikke var bedre end de andre. Det var jeg ikke. Men de turde ikke spille. Jeg var fræk nok, ung nok og selvglad nok til bare at gå til den – hey man, jeg er Billy Cross. Hvis jeg vidste og følte, hvad jeg gør i dag, ville jeg have været handlingslammet. Så havde jeg aldrig fået det job, siger han.

Før og efter Bob

Timingen kunne ikke være bedre. Da Bob Dylan ringede, befandt Cross sig på noget nær frysepunktet i sit liv i en iskold lejlighed i København; uden pladekontrakt, uden band, uden penge til en flybillet hjem.

Lejligheden er den samme her knap 40 år senere. Men koksfyret er skrottet, og stuen er i dag fuld af decembersol, guitarer, kaffe, bøger og billeder fra et liv, det er svært ikke at misunde ham.

Ud over Bob Dylan har Billy Cross jammet med Jimi Hendrix og Eric Clapton, han har boet på det famøse Chelsea Hotel, mødt The Beatles og festet med Andy Warhol og Edi Sedgwick.

I Danmark fik han succes med blandt andet Delta Cross Band og producerede C.V. Jørgensens Tidens Tern og siden et hav andre plader, ligesom han alle årene har skrevet sange, spillet koncerter og indspillet plader.

Men jobbet for Bob Dylan stikker ud – som et vendepunkt for Billy Cross både som musiker og som menneske. Og et højdepunkt, der med årene kun er vokset i hans bevidsthed.

– Min opfattelse af Bob og hans betydning er væsentlig anderledes nu, end den var dengang. Jeg tog det rimelig let dengang, for jeg var vant til at færdes blandt kendte og spille store steder. Det var bare mere arbejde, det var mit liv. Jeg tænkte ikke så meget over det. Jeg var ung og rimelig selvglad, det må jeg sige. Så det er især retrospektivt, at jeg kan se, hvor stort det faktisk var. Hvor heldig jeg har været.

– Jeg lærte sindssygt meget af Bob Dylan som musiker og som menneske. Og så mødte jeg nogle meget dejlige mennesker i orkestret, som jeg stadig har kontakt til i dag. Dem, der er i live, fortæller han.

Som boss var Bob eller ’Uncle Bob’, som bandet omtalte ham, generøs og ubesværlig, beskriver Cross.

– Bob var en ualmindeligt large og åbensindet person at arbejde sammen med. Jeg har arbejdet sammen med danskere, der har været væsentlig mere besværlige. Han var ualmindelig i det hele taget – som ingen andre mennesker, jeg har mødt i mit liv – aldrig urimelig, aldrig egoistisk. Han var aldrig nogen af de ting, du ellers ville tro om en person med succes i den størrelsesorden igennem så mange år.

Selv havde Billy Cross Lise som anker.

– Det kan være meget vanskeligt at falde ned og finde kursen igen, selv for mig, der bare var en hyret musiker. Utroligt svært. Men det er også svært at blive ved at leve sådan og komme hjem på et tomt hotelværelse efter man har været ude at spille for 25.000 mennesker aften efter aften.

– Lise var min hjælp. Hun havde sådan en meget dansk indstilling til det og var ikke særlig nem at imponere. Hun holdt mig nede på jorden.

The Times They Are A-Changin’

Jobbet for Bob Dylan blev et blåstempel for Billy Cross, der selv har undervist på konservatoriet, men aldrig selv modtaget én times guitarundervisning.

I årene efter fik han masser af fede jobtilbud og arbejdede og boede både i New York og København. I sidste ende vandt København.

– Der var for meget coke i miljøet i New York. Det var ikke en god ide, kunne jeg mærke. Selvfølgelig tog vi coke, vi havde det rigtig sjovt. Men der var coke overalt. Hele tiden. Og så havde jeg stor succes med Delta Cross Band i Danmark på det tidspunkt. Og så havde vi en større lejlighed her i København. Det hjalp også.

I dag føler Billy Cross sig nok mere som dansker end New Yorker. Først og fremmest føler han sig heldig. Og ovenud taknemmelig.

– Jeg er 70 år, og jeg har det fint. Jeg har en sindssygt flot, dejlig og intelligent kone. Jeg har en velfungerende dejlig søn, som jeg har et fantastisk forhold til. Jeg har gode venner. Jeg har haft kæmpe succes med min musik. Jeg er nok et af de mest taknemmelige mennesker på den her jord.

– Jeg var i New York på det absolut bedste tidspunkt at være i New York. Jeg kom til Danmark på det absolut bedste tidspunkt at være i Danmark.

– Det kunne faktisk ikke have været meget bedre.

Billy Cross spiller stadig guitar tre timer om dagen, fordi han ikke kan lade være. Og kalenderen er booket frem til 2018 med koncerter, produktioner, projekter og foredrag om sit liv som musiker – både før, under og efter jobbet for Bob Dylan.

* * *

Gramex taler i en ny serie med medlemmer, der har medvirket på ikoniske plader, store hits eller spillet med legender i musikhistorien. Læs også:

I band med Jeff Buckley
I studiet med Nick Cave
Med Lukas Graham i studiet