Top 10: Årets største radiohits

Hvilke danske sange hørte vi mest i radioen igennem 2016? Tjek Gramex’ top 10.

Den mest spillede danske sang i radioen i 2016 er et verdenshit som kun få andre i dansk musikhistorie.

Sangen hedder 7 Years – selvfølgelig – og er tredje single fra Lukas Grahams hit-spækkede Blue Album.

Den har været nummer 1 på den britiske single-hitliste og har over en halv milliard views på YouTube og 700 millioner streams på Spotify.

Det kunne være blevet en langvarig affære. 7 Years var nemlig oprindeligt 9 minutter lang og havde 10 vers. Det fortæller Morten ’Rissi’ Ristorp – årets mest spillede danske musiker – der var med til at skrive og indspille radiohittet:

– Vi havde Lukas inde og skrive til en anden artist. Han er jo en fuldstændig fantastisk sangskriver, der skriver fucking fedt! Men der var gået skriveblokade i den. Så han lå på sofaen, og jeg satte mig hen til klaveret. Så begyndte jeg at spille temaet plim plim-plim plim plim plim plim. Så vågnede han op, og så kørte det.

– Så skrev han og Don Stefano 10 vers lynhurtigt, og så havde vi sangen. Som i virkelig hurtigt – et par timer. Senere producerede Pilo [Morten Pilegaard red.] den færdig til den version, du kender, fortæller Morten Ristorp.

Vidste I på det tidspunkt, hvad I sad med?

– Vi trippede ikke over den dengang. Det var ikke fordi vi tænkte, at det her aldrig bliver til noget. Men jeg tror ikke man kunne have forudset, at den endte, hvor den endte. Det havde vi sgu ikke regnet med, siger Morten Ristorp.

Han og Lukas Graham er inde over hele 3 af de 6 mest spillede danske sange i radioen i 2016; 7 Years, Golden med Brandon Beal feat. Lukas Graham og You’re Not There.

Nye på listen er Phlake, der til gengæld har 2 sange med: Angel Zoo og Pregnant.

Og så har du sikkert hørt MØs Final Song en hel del i radioen sidste år. Den er ikke med her, fordi listen alene er trukket på baggrund af danske udgivelser, og Final Song er ikke dansk.

Top 10: Mest spillede danske sange i 2016

1.7 YearsLukas Graham
2.3AMMads Langer
3.GoldenBrandon Beal feat. Lukas Graham
4.Angel ZooPhlake
5.PregnantPhlake
6.You’re Not ThereLukas Graham
7.MagiskNik & Jay
8.Tunnel VisionMads Langer
9.Smukkest på en søndagJoey Moe
10.FarligRasmus Seebach



















Statistikken omfatter danske udgivelser afspillet i DR, TV2 og på kommercielle radiostationer i 2016. Kilde: Gramex juni 2017

Top 10: Årets mest spillede danske musiker
Top 10: Årets danske radiofavoritter

Bag hitlisten (opdateret 21.06.17)

Vi gør opmærksom på, at listen her alene er trukket på baggrund af de afspillede minutter i 2016, der er rapporteret til Gramex. Beklager misforståelsen og tak til vores flinke, kvikke læsere!

Hvem er det så, der rapporterer deres musikbrug til Gramex?

Vi har 5 forskellige områder med hver deres rapportering.

På de 4 områder landskanaler, kommercielle landskanaler, regionale kanaler og DAB – der beløbsmæssigt udgør langt den største del – sker udbetalingen på baggrund af 100% rapportering. På området lokalradioer sker udbetalingen på baggrund af en stikprøvebaseret rapportering 2 uger årligt blandt de kommercielle lokalradioer.

Andre radiostationer som de ikke-kommercielle lokalradioer og universitetsradioer betaler til Gramex for at bruge musik uden at rapportere til os, hvilken musik de har spillet.

Samlet har Gramex aftaler med og indhenter vederlag fra cirka 180 af disse danske lokalradioer (kommercielle som ikke-kommercielle). Pengene herfra udbetales som nævnt ovenfor på baggrund af stikprøver af musikbrugen.

At vi ikke får fuld rapportering fra alle landets radioer året rundt skyldes administrative hensyn og en afvejning af de (små) indtægter, vi kan indhente fra den enkelte station i forhold til de omkostninger en 100 procents rapportering kræver.

Du kan se, hvilke konkrete kanaler der rapporterer deres musikbrug til Gramex her:

Hvad udbetaler vi for – kunstnere
Hvad udbetaler vi for – pladeselskaber