December-udbetalingen er gennemført, og vi er i Gramex glade for at have sendt årets sidste penge afsted til rettighedshavere med penge til gode hos os.
Det var den sjette og sidste udbetaling i et mere end travlt år på Gammel Kongevej.
Vi ender med at have fordelt i alt lige omkring 250 millioner til musikere og musikselskaber i 2025. De er blandt andet udbetalt til:
- Over 8.000 kunstner-medlemmer – både kendte artister og mere ukendte musikere ude i studierne
- Over 1.000 producent-medlemmer – både majors, uafhængige selskaber og alle selvudgiverne
- En lang række udenlandske aktører, der repræsenterer rettighedshavere i Danmark via agenter eller søster-organisationer, der svarer til Gramex i udlandet
Et puslespil af indtægter
Man bliver sjældent rig af at være musiker i Danmark. Få modtager mange penge fra os – mange modtager lidt.
Som kunstner-medlem fik man fx i gennemsnit udbetalt cirka 7.500 kr. fra Gramex i alt i år – som der skal betales skat af.
For langt de fleste rettighedshavere er indtægten fra Gramex derfor kun én af mange vigtige brikker i et puslespil af en usikker kunstnerøkonomi.
Som lige nu ovenikøbet udfordres alvorligt af kunstig intelligens – som bestemt rummer muligheder, men som samtidig truer med at trække det økonomiske tæppe væk under musikbranchen.
Det gør kun vores arbejde i Gramex for at sikre rettighedshaverne en rimelig betaling for arbejdet endnu vigtigere.
En rimelig betaling er afgørende
I Gramex opfordrer vi til at bakke politisk op om en stærk ophavsret i Danmark og beskytte de udøvende kunstnere og musikselskabers rettigheder såvel som alle øvrige rettighedshavere, der er under alvorligt pres i øjeblikket.
Som vi skrev sammen med 28 andre danske rettighedsorganisationer tilbage i oktober måned i et fælles opråb til kulturministeren:
”Det er afgørende, at de mennesker, der har skabt tekster, musik, billeder, film, teater osv., i en AI-drevet tid modtager en rimelig betaling for deres arbejde. Den nuværende situation er uholdbar og skaber et enormt pres på både den kulturelle værdikæde og de juridiske rammer, som skal beskytte rettighedshaverne, deres værker og andre frembringelser og dermed vores kultur.”
Vi støtter derfor fuldt op om de anbefalinger, som ekspertgruppen om ophavsret og kunstig intelligens afleverede til kulturministeren i september måned.
En håndhævelse af ophavsretten, som sikrer rettighedshaverne en rimelig betaling for arbejdet også i en verden med kunstig intelligens, er ikke kun et spørgsmål om ret og rimelighed. Det er en helt afgørende investering i vores fælles kulturliv i Danmark.
Tak for i år!
I Gramex fortsætter vi kampen for at sikre rettighedshaverne en rimelig betaling – også i en verden af kunstig intelligens – i det nye år. Indtil da:
Tak til alle jer kunder, der bidrager til et bæredygtigt musikliv ved at spille musik lavet af mennesker i jeres radio, tv, butik, kaffebar osv.
Tak til alle jer medlemmer, der bliver ved med at indspille og udgive musik, som gør verden og hverdagen til at bedre sted.
Og tak til alle vores kolleger i Koda og alle de andre organisationer, der kæmper for dansk musikliv sammen med os.
God jul og godt nytår!
Læs mere
Der er akut behov for politisk handling på AI-området
Ophavsret og kunstig intelligens