International Performer Number (IPN)


Som kunstner i Gramex har du et unikt International Performer Number (IPN), som identificerer dig internationalt.

Dit IPN er relevant for dig, så snart din musik rykker ud over Danmarks grænser. Enten når du medvirker på tracks, der er indspillet uden for Danmark, eller når du bliver spillet i radioen uden for Danmark.

Gramex tildeler automatisk vores kunstner-medlemmer et IPN, når de har underskrevet en rettighedserklæring. I en fælles International Performer Database (IPD) er alle udøvende kunstnere i hele verden registreret med deres unikke IPN og info om, hvilken kollektiv forvaltningsorganisation (CMO) der repræsenterer dem i hvilke territorier.

Som Gramex-medlem står der altså Gramex Danmark ud for dig i databasen. På den måde ved alle andre organisationer i resten af verden, at dine penge skal sendes til dig via Gramex.

Medvirker du på fx en svensk udgivelse, kan du med fordel give det svenske pladeselskab dit IPN. Så bliver du registreret korrekt hos SAMI, som er den organisation, der svarer til Gramex i Sverige. Når SAMI skal afregne din del af betalingen for afspilninger af udgivelsen i Sverige, kan de via dit IPN i den internationale performer database se, at de skal sende dine penge til Gramex, som sender dem videre til dig.

På den måde hjælper IPN både dig som kunstner og os som forvaltningsorganisation med at sikre korrekt betaling på tværs af landegrænserne.

Du kan selv finde dit IPN på Mit Gramex. Det står på din profil lige under dit Gramex-nummer.

Gå til Mit Gramex

FAQ om IPN

Her kan du få svar på de mest almindelige spørgsmål til IPN:

  • Hvad er IPN?
    International Performer Number (IPN) er et unikt globalt nummer, der tildeles udøvende kunstnere af kollektive forvaltningsorganisationer (CMO’er) ligesom Gramex. IPN sikrer, at hver kunstner – uanset om det er inden for musik, audiovisuelle værker eller andre kreative bidrag – har et unikt nummer, der kan bruges på verdensplan.

  • Hvorfor har jeg brug for et IPN?
    Et IPN er afgørende for at sikre, at dine bidrag til lydoptagelser og/eller audiovisuelle værker bliver korrekt registreret, sporet og honoreret. Det garanterer, at du bliver registreret som udøvende kunstner i det globale netværk af CMO’er og modtager den korrekte betaling for dit arbejde. Et IPN sikrer altså en mere gnidningsfri behandling og betaling af din vederlag.

  • Hvordan får jeg et IPN?
    Du får et IPN ved at registrere dig hos en kollektiv forvaltningsorganisation (CMO) for kunstnere i dit hjemland. I Danmark er det Gramex. Når du har underskrevet en rettighedserklæring, tildeler Gramex dig et IPN og sørger for, at det er knyttet til udgivelser i det globale system.

  • Er IPN knyttet til et bestemt land eller territorie?
    Nej, IPN er globalt. Det er ikke begrænset til et specifikt land eller område og bruges af CMO’er over hele verden til at registrere og spore kunstneres bidrag på tværs af grænser. Denne globale karakter gør det nemmere for dig at modtage betalinger fra forskellige territorier uden forvirring eller forsinkelse.

  • Er IPN det samme som mit Gramex-nummer?
    Nej. Dit Gramex-nummer er dit lokale kunstner-ID i Gramex, som du med fordel kan give videre til producenten, når du medvirker på en dansk udgivelse. Dét kan de bruge, når de udfylder studieliste til Gramex. IPN er et internationalt ID-nummer, der bruges af alle CMO’er globalt. Det sikrer, at du nemt kan identificeres i det internationale netværk, hvilket er afgørende for at indhente og fordele dine penge over grænserne.

  • Hvordan gavner IPN mig som kunstner?
    – Genkendelse: Med et IPN bliver dine bidrag tydeligt tilskrevet dig, uanset hvor i verden udgivelsen er registreret.
    – Global sporing: CMO’er kan effektivt identificere og spore dine værker på tværs af landegrænser og sikre korrekt indsamling og fordeling.
    – Undgå dobbeltoprettelser: IPN minimerer risikoen for flere registreringer af samme kunstner, hvilket kan føre til tabt indtjening og forvirring.
    – Forenklede processer: Informationsdeling og betalingsoverførsler mellem CMO’er bliver lettere, hvilket reducerer administrative fejl og forsinkelser.

  • Hvordan hjælper IPN de kreative brancher?
    IPN gør det muligt for CMO’er som Gramex at udveksle information og betalinger problemfrit og præcist over grænserne. Det gavner altså ikke kun kunstnerne, men også de kreative industrier ved at sikre:
    – Hurtigere og mere præcis fordeling
    – Mindre risiko for fejl eller dobbeltregistrering
    – Klar international deling af information

IPN er ikke det samme som …

Vi ved det godt: Der er mange forkortelser at holde styr på. Her er nogle af de andre, du kan støde på som musiker ude i verden:

  • IPD: Står for International Performer Database. Og er den internationale database, hvor Gramex og alle andre organisationer samler IPN’er på alle udøvende kunstnere i hele verden med info om hvem der har mandat til at repræsentere dem i hvilke territorier.

  • ISNI: Står for International Standard Name Identifier og er også et nummer, du kan støde på som kunstner. Det kan også bruges til bands og grupper og er altså ikke knyttet til én unik rettighedshaver som IPN. ISNI giver heller ingen oplysninger om, hvem der skal modtage betaling. I Gramex registrerer vi derfor ikke ISNI; kun IPN.

  • ISRC: Står for International Standard Recording Code og er et nummer, der bruges til at identificere de enkelte tracks. I Danmark er det Gramex, der udsteder producentkoder til nye producenter, så de selv kan generere ISRC til de tracks de udgiver.

  • TIN: Står for Tax Identification Number og er et internationalt nummer, der bruges til at identificere den enkelte skatteyder. Bor du i udlandet, skal vi bruge dit TIN til SKAT for at kunne udbetale til dig. Du kan selv oplyse det på Mit Gramex.

Læs mere

Udland for kunstnere

Internationalt samarbejde

Internationale aftaler