Ikke alle aftaler indebærer strejker, lockout eller raslen med regeringsindgreb.
I god ro og orden er der netop sat blæk på en ny aftale mellem Gramex og Den Kristne Producent Komité (DKPK) og Danske Idébaserede Lokale Elektroniske Medier (DILEM).
Aftalen giver grønt lys og sætter rammerne for brug af indspillet musik i alle de radio- og tv-stationer, der er medlem af DKPK/DILEM.
Hos Gramex, der sikrer de udøvende musikere og pladeselskaberne betaling for offentlig brug af deres udgivelser, er man godt tilfreds med den nye aftale.
– Vi er absolut glade for den her løsning med én fælles rammeaftale for brug af musikken i alle de lokalradio- og tv-stationer, der er organiseret i DKPK/DILEM, fortæller Jens V. Jakobsen, der er juridisk seniorkonsulent i Gramex.
– Gramex’ opgave er at sikre betaling til musikken, men det skal samtidig være nemt og overskueligt for alle parter – ikke mindst når det gælder de ikke-kommercielle lokalradioer, der hovedsageligt drives med frivillig arbejdskraft, siger han.
Også på den anden side af bordet er man glad for at have fået den nye aftale i hus efter et positivt og konstruktivt forhandlingsforløb.
– I stedet for at hver eneste af de her 20 lokale stationer skal ud og indgå aftale med Gramex, har vi forhandlet én god rammeaftale på plads på vegne af alle vores medlemmer. Så kan de i stedet bruge tiden på at lave god radio og tv, fortæller Bjarne Larsen, der er daglig leder hos Den Kristne Producent Komité (DKPK).
Den Kristne Producent Komité (DKPK) er en sammenslutning af lokale kristne radio- og tv-stationer og producenter. DKPK er medlem af DILEM (Danske Idébaserede Lokale Elektroniske Medier) – en paraplyorganisation, der organiserer knap 50 små lokale ikke-kommercielle danske tv- og radiostationer.
Bjarne Larsen har selv været involveret i lokalradio i over 20 år og er meget begejstret for de lokale kanaler.
– Danskerne elsker deres lokale medier. Og så er lokalradioerne en rigtig god måde at række ud til mange forskellige mennesker – i vores tilfælde med et budskab om Jesus og alt det, han står for, fortæller Bjarne Larsen.
Den nye aftale betyder, at radio- og tv-stationerne kan nøjes med at indsende en erklæring til Gramex én gang om året om deres musikbrug. Den erklæring danner grundlag for stationens betaling til musikken via Gramex.
Som noget nyt er podcasts også inkluderet i aftalen, der giver stationerne mulighed for at gøre deres udsendelser tilgængelige for deres lyttere hvor og hvornår det passer dem.
– Det bliver ikke meget nemmere end det, konkluderer Jens V. Jakobsen fra Gramex.