Corona-krisen har med al tydelighed vist, hvor vigtig en rolle musikken spiller for fællesskabet i krisetider. Samtidig har krisen om nogen ramt netop musikbranchen.
Derfor kan mange musikere og artister risikere at blive ramt dobbelt økonomisk. Det er nemlig ikke kun indtægterne for alle deres aflyste live-jobs, de står til at miste i år. Også en del af indtægterne næste år for deres rettigheder til musikken, som Gramex forvalter, er under pres.
Når Danmark lukker ned, betyder det også tabte indtægter for Gramex, da der jo i sagens natur ikke bliver spillet musik i lukkede butikker, cafeer, restauranter, barer, fitnesscentre, spillesteder, festivaler osv.
Færre indtægter til Gramex i år betyder desværre færre penge til fordeling til Gramex’ medlemmer næste år. Gramex udbetaler nemlig penge til rettighedshaverne om sommeren – typisk i juni måned – for offentlig brug af deres musik året før.
Så oveni et rædselsår uden indtægter fra festivalsæsonen i 2020, som mange musikere er helt og aldeles afhængige af, kan Gramex’ medlemmer risikere en mindre Gramex-udbetaling i 2021 for deres rettigheder til musikken som udøvende kunstnere og producenter.
Derfor kæmper Gramex for at sikre vores medlemmer kompensation af disse tabte indtægter fra rettighederne til musikken.
– Vi bakker fuldt op om de hjælpepakker og ordninger, der allerede er iværksat til at kompensere danske musikere, og sætter stor pris på den massive indsats, der er lagt i det arbejde fra alle aktører i branchen, fra politisk side og fra Dansk Erhverv, som vi er medlem af, og som har været en stor hjælper i den her tid, udtaler adm. direktør i Gramex John R. Kristensen.
– Men vi risikerer, at de udøvende kunstnere og producenter også kommer til at miste indtægter næste år i form af tabte rettighedsmidler. Derfor er vi meget obs på sagen og har blandt andet rettet henvendelse til kulturministeren for at få en direkte dialog om, hvad krisen betyder for forvaltningsselskaber som vores og derigennem for de danske musikere, artister og producenter næste år, siger John R. Kristensen.
Læs mere
DAF: Sådan dækker hjælpepakker under corona