Gramex afvikler årets ordinære, men dog lidt anderledes, generalforsamling i henhold til alle myndighedernes anvisninger. Vi har derfor flyttet arrangementet til et større lokale på den anden side af gaden.
Tid: Torsdag den 11. juni klokken 16.00
Sted: Hotel Scandic Copenhagen, Vester Søgade 6, 1601 København V
Du kan finde dagsorden, brevstemme, fuldmagter og alt øvrigt materiale på linket her:
Generalforsamling 2020 – til medlemmerne
Brevstem online senest 28. maj
Du har som medlem altid mulighed for at afgive brevstemme i stedet for at møde op. En mulighed, vi flager ekstra op i år, da vi pga. myndighedernes forsamlingsforbud har begrænset antal pladser til rådighed. Vi har gjort det nemmere, så du hurtigt kan stemme og underskrive med NemID via tjenesten Penneo.
Brevstemmer kan også afleveres i fysisk form på Gramex’ kontor, sendes med posten eller mailes til GF@gramex.dk.
Uanset hvordan skal vi have modtaget din underskrevne brevstemme senest den 28. maj.
Hold afstand og pas på hinanden
Vi opfordrer jer, der møder op, til at spritte hænder som det første og i øvrigt overholde alle retningslinjer, som I kender så godt: Hold afstand, nys og host i ærmet, drop håndtryk, knus og anden tæt kontakt. Føler du dig det mindste syg, skal du blive hjemme.
Vi sørger for rigeligt med håndsprit. Det bliver desværre også det eneste, vi byder på i år, da vi for at passe på hinanden ser os nødsaget til at aflyse den sædvanlige hyggelige “anden halvleg” i baren. Vi giver en ekstra omgang næste år.
Det er ikke muligt at udsætte generalforsamlingen yderligere, da årets store udbetaling til medlemmerne ultimo juni kræver forudgående godkendelse af årsregnskabet på generalforsamlingen. En udsættelse af generalforsamlingen ville derfor betyde en udsættelse af den måske vigtigste udbetaling for vores medlemmer nogensinde.
Tilmeld dig senest 4. juni – først til mølle
Ifølge Gramex’ vedtægter skal du tilmelde dig senest den 4. juni for at kunne deltage på generalforsamlingen. I år er der begrænset antal pladser på grund af myndighedernes forsamlingsforbud.
Overstiger antallet af tilmeldinger det maksimalt tilladte i myndighedernes forsamlingsforbud, tildeles pladserne helt ekstraordinært i år efter først til mølle-princippet. Får du ikke en plads, forlænger vi din mulighed for at brevstemme online.
Du tilmelder dig generalforsamlingen ved at sende en mail til GF@gramex.dk med dit navn, Gramex-nummer og telefonnummer. Er du medlem både som kunstner og producent, så skriv i mailen, om du tilmelder dig som kunster, producent eller begge dele. Det har betydning for, hvilke afstemninger du kan deltage i. En kunstner kan nemlig ikke stemme på en producent og omvendt.
Har du fuldmagt med fra andre medlemmer, skal du i din tilmeldingsmail også skrive, hvilke medlemmer du repræsenterer via fuldmagt og deres Gramex-nummer.
Giv fuldmagt til en anden senest 4. juni
Ønsker du ikke selv at deltage, kan du give fuldmagt til et andet medlem, der deltager på generalforsamlingen. Du kan kun give fuldmagt til et medlem i samme rettighedsgruppe som dig selv. En kunstner kan altså ikke give fuldmagt til en producent eller omvendt.
Fuldmagten kan udfyldes online og underskrives med NemID inden generalforsamlingen eller medbringes i printet, udfyldt og underskrevet stand og afleveres, inden vi starter klokken 16.00. Vi har ikke mulighed for at printe for dig og modtager ikke fuldmagter efter klokken 16 nul dut.
Hver fremmødt deltager kan højst medbringe tre fuldmagter. Det medlem, du giver fuldmagt, skal i sin tilmeldingsmail skrive, at han/hun repræsenterer dig via fuldmagt og dit Gramex-nummer, senest den 4. juni.
Valg til Gramex’ bestyrelse
Følgende poster i bestyrelsen er på valg på årets generalforsamling:
- 1 repræsentant for producenterne
- 1 repræsentant for kunstnerne
Anders Laursen har meddelt Gramex, at han trækker sig fra Gramex’ bestyrelse på generalforsamlingen. Beslutningen er begrundet i to forhold: Dels stopper han senere i år som formand for Dansk Musiker Forbund, dels opstiller Nanna Klingsholm, sekretariatschef i Dansk Musiker Forbund, som kandidat til Gramex’ bestyrelse på generalforsamlingen.
Det betyder, at den nuværende suppleant for kunstnerne, Jens Skov Thomsen, træder ind i bestyrelsen i den resterende del af Anders Laursens periode. Dermed skal generalforsamlingen også vælge en ny suppleant for kunstnerne.