Who the f**k is Sonja?

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Sonja Hald_presse_tekst

Der sidder en kvinde på en badebro – lettere overvægtig og med en stramtsiddende badedragt. Over hende står ”Sonja Hald” med store, hvide bogstaver. Det er det billede, der har mødt de mange fans, der i den senere tid har klikket sig ind på sonjahald.dk for at høre sange som ”Du ka’ dø af det der” og ”Dysplasi”. Musikken fejler ingenting – det samme gælder billedet. Men tilsammen har de forført og forvirret en masse. For hvem er denne Sonja Hald? Og hvorfor synger hun som en han?

– Sonja Hald er ikke en hun.

Han slår det fast flere gange i løbet af interviewet: Sonja Hald er et band. Og Jonas Dahl ved, hvad han taler om, for det er ham, der lægger stemme til de dansksprogede sange, der lige nu roterer i radioen.

Sammen med fire andre startede han i august 2012 bandet Sonja Hald, hvor samtlige af bandets medlemmer er mænd; men hvem er så kvinden i badedragten på billedet?

– Jeg kender hende ikke. Det er et licenseret billede, forklarer forsangeren, der indtil for nylig boede i Berlin, hvor han levede som troubadour og spillede sine egne, engelsksprogede sange.

I dag er han atter tilbage i Danmark, og Sonja Hald er således starten på et nyt dansk eventyr.

– Jeg ringede til min kammerat og guitarist Simon og sagde, nu flytter vi til Danmark igen, og jeg tager et nyt projekt med. Book et studie; vi skal indspille to sange, du finder et band, og så ses vi, lyder det grinende fra den hjemvendte musiker, der tilføjer:

– Så ringede han dagen efter og sagde, at vi skulle være der om 14 dage!

Det var imidlertid ikke kun bopælen, der blev skiftet ud – også sangteksterne vendte tilbage til modersmålet.

– Jeg har haft svært ved at skrive på dansk, men jeg har på samme tid også savnet at have en fælles kulturel identitet at skrive til. Jeg kan fx ikke oversætte de tekster, jeg skriver til Sonja Hald til min tyske kæreste eller til nogen anden fra udlandet – de hænger så meget sammen med de danske ordsprog, vendingerne og kulturen – og så tror jeg bare, at tungen er kommet på gled, forklarer han.

Det sidste var ikke mindst belejligt, eftersom sangene skulle sidde i skabet efter kun to dage i studiet.

– Det var den mest befriende måde at arbejde på: øve maks. 3 timer og så mix og master på to dage. Det efterlader ikke tid til at overtænke noget som helst. Du bliver nødt til at handle på intuitionen konstant. Alle gange jeg har været i studiet, har det som regel alligevel været de første ideer, der har været de bedste. Så vi var alle sammen enige om, at det her var voldsomt befriende – også vores producer, Flemming Bloch. Normalt har man som band øvet sig over længere tid og ligger meget fast i arrangementerne, når man ankommer i studiet, forklarer musikeren, der sammen med resten af bandet fik de to første sange i hus.

– Så gav vi hinanden håndslag på, at nu satte vi en ny studiedato, og så havde jeg bare at skrive nogle flere danske sange. Og sådan har det kørt slag i slag lige siden, fortæller han.

Otte sange er det blevet til i Sonja Halds navn.

Men hvorfor lige det navn?

– Vi stod og skulle lukke ned, og så spurgte Flemming (producer red.) – hvad hedder det her band egentlig? fortæller Jonas Dahl, der pludselig lyder underligt tøvende.

– Der var faktisk sket det tidligere på dagen, at Ole, vores banjospiller, som også har et stutteri i Hammel, havde fortalt, at hans elskede præmiehoppe Sonja Hald havde fået afrikansk hestepest – hvilket jo nærmest ligger i navnet er en alvorlig sygdom for en hest. Det var han selvfølgelig helt vildt ked af. Så da Flemming spørger, hvad bandet hedder, bliver der nærmest i kor råbt: Sonja Hald, fortæller forsangeren, der forelskede sig pladask i navnet.

Han forelskede sig også i tanken om at lege med folks forudindtagethed.

– Vi synes, det kunne være interessant at se, hvad det ville gøre ved lytteoplevelsen, hvis man forvrængede førstegangsindtrykket, fortæller han og fortsætter:

– Så jeg fandt et licenseret billede af en lettere – men rigtig sød udseende – overvægtig dame, der sad i en stramtsiddende badedragt på en meget idyllisk badebro ved en sø. Og så tænkte jeg, det her vil enten more folk, provokere dem eller forvirre dem.

Og det gik præcist, som han havde forudset.

– Der var nogle, der blev stødte over, at man kunne tillade sig det. Den stakkels dame, lyder det lettere karikeret fra forsangeren, der forsikrer, at han har købt billedet på lovlig vis.

– Jeg troede egentlig, at det var så åbenlyst, at når man hørte musikken, så kunne man godt høre, at det var en mand, der sang – og så skulle illusionen ligesom briste.

Det gjorde den tilsyneladende ikke. De fleste faldt i med begge ben og i stedet for at punktere illusionen, blev den vakt til live.

– Der var flere, der havde forestillet sig, at det var en dame på Cecil og whisky, som således havde fået sig sådan en stemme, forklarer Jonas Dahl, der stadig er overrasket over, hvor hurtigt Sonja fik ben at gå på.

– Der skete et eller andet; der blev skabt en identitet omkring hende. Der blev lavet en person – en fiktiv person, der fik liv. I bandet var vi bevidste om, at det ikke måtte gå hen at blive en gimmick.

Hvorfor tror du, at det skete?

– Ligesom folk falder for at se X-factor…man vil gerne holde med en underdog, lyder det fra Jonas Dahl.

Det er ikke første gang, at han har eksperimenteret med de mere manipulerende aspekter af markedsføringen. For ti år siden, da boyband-bølgen rullede ind over Danmark, startede han sammen med nogle venner et band, der ligeledes fik stor succes – men som i modsætning til Sonja Hald aldrig spillede en eneste tone.

– Vi var nogle unge drenge, der var startet i reklamebranchen – og vi havde lidt ekstra tid efter arbejdstid – så vi tænkte, gad vide om vi kan starte et boyband? For os var det åbenlyst, at det var 90 procent markedsføring, forklarer han.

De lavede et boyband, og denne gang var det ikke kvinder, der manglede, men musikken.

– Vi fik den kørt så langt ud, at vi ikke kunne gå i fred på gaden for teenagepiger, forklarer Jonas Dahl, der ikke ønsker at afsløre bandets navn.

Men tilbage til Sonja Hald, hvor den tidligere ”boyband-stjerne” har taget konsekvensen og udskiftet billedet af kvinden i badedragt med en ny identitet.

– Nu er det lidt mere ude af proportioner, når man besøger vores hjemmeside – nu er der ingen kvinde i billedet, men det er stadig ikke et medlem af bandet, forklarer han.

Navnet Sonja Hald har han dog tænkt sig at beholde.

–Det er bundreelt, det vi laver – vi har bare eksperimenteret lidt. Og som det er med bandnavne – så hedder vi det. I sidste ende er det bare et navn, man associerer med noget musik, forklarer han.

Og de fans, der stadig hænger ved trods Sonjas exit, kan glæde sig over, at de snart får de rigtige folk bag Sonja Hald at se.

– På et eller andet tidspunkt, når der sker lidt mere, skal vi nok sætte vores ansigter på, lover forsanger Jonas Dahl.

Kan du ikke vente så længe, kan du møde bandet i det danske land, hvor de i øjeblikket turnerer med Folkeklubben. Og til de nysgerrige kan vi afsløre, at der allerede er kommet en ny identitet på hjemmesiden – se den her:

sonjahald.dk

 (15.02.14)

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare