Vis mig din vinyl

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Vil du med hjem og se min vinylsamling? Det lyder som en plat scorebemærkning, men der er faktisk al mulig grund til at takke ja til tilbuddet. For ikke alene lyder vinylen godt, den er også en fryd for øjet. I mere end 60 år har den beriget os med små kunstfærdige perler og indkapslet tidens trends og tendenser. Mens cden har lidt en trang skæbne, har vinylen haft et godt tag i danskerne; ikke mindst takket været dens tiltrækkende ydre. På Designmuseem Danmark hylder man i øjeblikket de fineste firkantede lp-covers gennem syv årtier med udstillingen ”Pladecovers – Vinylens revival”. I den anledning har Gramex været på besøg hos to danske kunstnere og pladeentusiaster, der hver især viser deres yndlings lp-covers frem.

Niels Overgård har set og lyttet til rigtig mange plader op gennem tiden. Som blogger på Jazznyt.dk og som lidt af en musiknørd har han nærstuderet og fældet dom over utallige danske og udenlandske udgivelser. Til trods for at pladesamlingen er stor, er han ikke i tvivl om, at det er Jakob Bros lp Balladeering, der løber med prisen som den mest fuldendte. 

– Den er på alle måder så gennemført og smagfuld. Musikken er af en anden verden. Pladecoveret følger med. Trefløjet gatefold i lækkert mat pap. Et superenkelt akvarelbillede i varme farver, der på smukkeste vis kommenterer musikken. De håndskrevne bogstaver med Jakob Bros navn fremhævet i sort. Den rene grafiske lethed indeholder den samme ro som Bros musik. Cover og musik hænger sammen. De er begge fra nutiden og løfter sig alligevel op i en tidløs sfære. Når jeg bladrer gennem vinylsamlingen er den svær at komme udenom. Så ryger den endnu en gang på den gamle Luxman pladespiller til en lytter, mens jeg bladrer gennem det flotte hæfte med stemningsfyldte fotos fra studieindspilningen og Jørgen Leths tekst, der gemmer sig i coveret, lyder det fra jazzentusiasten.

Også DJ Katrine Ring har givet sit bud på en vinyl, der ikke bare springer i ørerne, men også i øjnene. Og hun ved, hvad hun taler om. I over 20 år har hun vendt plader og sat gang i fester og dansegulv på funky natklubber – og hun er ikke bange for at udfordre masserne. Hendes bud på et særligt vinylcover hører da heller ikke ind under mainstreamkategorien.

– Jeg har valgt Black Whip med den amerikanske guitarist Ivan Boogaloo Joe Jones. Lp’en er udkommet i 1973 på Fantasy. Det er souljazz og boogaloo med blandt andet Ron Carter på bas. Coveret viser en række middelalderfigurer, der udfører bogstaverne Black Whip. Umiddelbart er det et lidt corny og flippet cover, som er typisk for den tid, det er skabt i. Men titlen Black Whip handler om sortes vilkår og eksistensbetingelser og ikke mindst det indre psykologiske pres (Black Whip), som sorte stadig kæmper mod. Black Whip er således en middelalderlig afstrafning, og så får de der sjove narrefigurer pludselig en helt anden og mere alvorlig betydning. Grafisk er det velfungerende også i cd-format, men bogstaverne skal op i lp-størrelse, før man ser detaljerne. Og det er i detaljen, djævlen sidder.

Det er ikke kun kendere som Niels Overgård og Katrine Ring, der har holdt fast i den smagfulde skive. For mange mennesker er der noget helt særligt over den 31 gange 31 centimeter store vinyl, der levner plads til både fantastisk lydkvalitet og smukt artwork.
Har du lyst til at tage en tur ned ad memory lane og mindes de mange smukke lp-covers, der har været op gennem tiden, så kan du lige nu besøge udstillingen ”Pladecovers – vinylens revival” på Designmuseeum Danmark. Udstillingen løber indtil 10. marts 2013.

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare