Vicky Singh – holdspiller OG solist

vickysingh_tobias fonsmark_535
Af Mette Illum Skjødt, Gramex

Gramex-medlem Vicky Singh er singer-songwriter med indiske rødder og en stærk tro på rock. En fremadstormende musiker, der har optrådt på utallige scener, såvel ude som hjemme.

Han har optrådt med de fleste af de største danske stjerner: fra Outlandish, Ataf, Baby Woodrose og Ida Corr til Søs Fenger og Sanne Salomonsen. Man støder på Vicky i et utal af musikalske sammenhænge landet over, selv i Melodi Grand Prix. Men han har også udgivet et soloalbum.

Vi har fået os en snak med den populære guitarist, der også laver sit helt eget.

Hvor er du opvokset, og hvad er din baggrund?

– Jeg er født og vokset op i Rødovre. Begge mine forældre er fra Indien, og mine bedsteforældre på min mors side kom til Danmark i starten af 70’erne.

Hvornår begyndte du at spille guitar? Hvornår og hvordan blev din interesse for musikken vakt?

– Jeg begyndte at spille guitar, da jeg var omkring 7-8 år gammel. En af pædagogerne på fritidshjemmet spillede meget guitar og sang sange med os, og jeg syntes, at det var vildt fedt, at han kunne spille. Så det endte med, at han lærte mig nogle akkorder, som jeg kunne sidde og øve mig på. Og ja, derfra fortsatte jeg bare – og spiller stadig løs.

Du er guitarist og kor for utrolig mange af landets største sangere. Hvordan har det påvirket din karriere og dit spil?

– Ja, guitarist og kor er jeg for alle mulige forskellige artister, og det er det jeg lever af.

– Lidt svært spørgsmål… men altså, karrieremæssigt har det vel påvirket mig på den måde, at når jeg har spillet med en kendt artist og gjort et godt musikalsk indtryk, så spreder budskabet sig. Pludselig ringer folk til mig i forbindelse med turnéer og indspilninger. Det har klart åbnet døre og givet flere og flere jobs.

– Mit spil har det nok påvirket på den måde, at jeg er blevet bedre og bedre med de jobs, jeg spiller. Jeg øver mig jo også på scenen, når jeg spiller. Forstået på den måde, at jeg gerne tager nogle chancer og jammer med i musikken, hvis det lægger op til det. Jeg prøver i hvert fald så vidt muligt at give mit spil mit eget præg, så jeg ikke bare står og løser en opgave uden at have mig selv med.

Du udgav et solo-album i 2012. Har du altid skrevet din egen musik?

– Jeg har altid selv skrevet musik. I nogle perioder mere end andre. Det er vigtigt for mig at have mine egne ting kørende ved siden af, så jeg ikke kun står og spiller andre artisters musik, selvom det også er noget, jeg elsker. Det var mit første album, jeg udgav i 2012, og planen er at lave flere. Så idéen om mit første album har nok altid været der, men den blev altså først færdig i 2012.

Betragter du mest dig selv som guitarist eller som sanger? Eller begge dele?

– Jeg har altid både spillet guitar og sunget, så jeg ser nok mig selv som begge dele. Jeg føler også, at de to instrumenter hører sammen. F.eks. synger jeg stort set aldrig uden min guitar.

I Gramex er vi altid nysgerrige for at høre, om der er flere indspilningsprojekter på vej. Er der det?

– Jeg arbejder på ny musik for tiden. Hvornår det begynder at tage form mod et helt album er dog et godt spørgsmål. Men der er helt klart mere på vej.

Vicky Singh har været medlem af Gramex siden 2002.

vickysingh_sonnysingh_535

(10.02.16)

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare