Unge stiller krav til lydkvalitet

 Spotify_print_screen

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Streamingtjenesterne har kronede dage; 22 procent af alle danskere mellem 18 og 64 år abonnerer i dag på de populære musiktjenester*. Men spørger man de unge forbrugere, skal der mere til at overbevise dem. De vil nemlig høre deres musik i god lydkvalitet – og gerne betale ekstra for det – hvis der ellers er penge tilbage på kontoen. Indtil da er streaming kun til fest.

– Jeg bruger kun streaming til fest. Til hverdag vil jeg gerne høre musikken i højeste kvalitet, fortæller Niels på 24 år, der studerer Spildesign på IT-universitetet i København.

Han er én af de tilfældigt udvalgte studerende, som Gramex talte med på en regnvåd mandag morgen på Amager. Stod det til ham, skulle streamingtjenesterne udbyde bedre lydkvalitet – så betalte han gerne lidt ekstra for det. Den holdning deler han med flere af sine medstuderende.

Blandt andet Casper på 23 år, der læser Etnologi på Københavns Universitet.

– Hvis det er en kunstner, som jeg er vild med og bare må eje; så vil jeg gerne betale mere for at få det i en bedre lydkvalitet, forklarer han.

Og meget tyder på, at efterspørgslen blandt de unge forbrugere har rykket sig fra udelukkende at handle om tilgængelighed og brugervenlighed til nu også at handle om at kunne høre sin yndlingskunstner i høj kvalitet.

Ny bølge af højkvalitetslyd rammer Danmark

– Der er en forbrugertrend i øjeblikket i retning af højkvalitetslyd – tilsyneladende også blandt de unge forbrugere. Og den efterspørgsel skal vi imødekomme; så dem, der ønsker højkvalitetslyd også har mulighed for at købe det, lyder det fra Gramex’ direktør, John R. Kristensen.

Og det er blandt andet forbrugere som 22-årige Sebastian, musikbranchen skal have fat i. Han har indtil videre sværget til vinylen, men er klar til at give streamingtjenesterne en chance til, hvis de kan tilbyde en lignende dynamisk lyd.

– Hvis jeg lytter til noget musik, som er virkelig godt komponeret, så vil jeg gerne have det i god kvalitet; så jeg kan høre de nuancer og detaljer, som kunstneren har forestillet sig. Og så må det koste dét, det koster, forklarer han.

Der er dog stadig studerende derude, der må prioritere bøger frem for bedre lyd.

– Jeg ville elske at have bedre lyd, når jeg hører musik – men jeg har bare ikke råd til at betale ekstra, imens jeg studerer. Jeg har ikke engang råd til det billigste abonnement på Spotify, forklarer Lise Lykke, der læser Etnologi på Københavns Universitet.

Og så er der dem, der ville ønske, at de havde råd til at udskifte deres hifi-udstyr.

– Det ville simpelthen være spild af penge at afspille musik med højkvalitetslyd på mit dårlige anlæg, lyder det grinende fra Mathias, der letter på hørebøfferne og forsvinder ind i et støjende undervisningslokale.

*YouGov-undersøgelse for Telia, 2013

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare