Uden Gramex, ingen musik

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

For nogle betyder Gramex-pengene et ekstra tilskud til sommerferien, for andre betyder det, at de kan blive ved med at eksistere. Nikolaj Nørlund hører til den sidste gruppe. Med sit uafhængige pladeselskab Auditorium er han afhængig af pengene fra Gramex.

Hvor mange artister og udgivelser er udgivet på Auditorium?

– Vi har udgivet cirka 40 albums siden 2001 fordelt på 15-20 artister heriblandt Ulige Numre, Superjeg, Jens Unmack, Sune Wagner, Niels Skousen, I Got You On Tape, Maskinvåd, Martin Ryum og compilationerne Andersens Drømme, På Danske Læber og Fra Danske Hjerter.

Hvad betyder det for dit selskab, at du får penge fra Gramex?

– Det er en fuldstændig afgørende indtægt for et lille, men ambitiøst selskab, som ikke befinder sig på den brede hovedvej. Uden den, ikke noget Auditorium.

Hvilke fordele er der ved at være signet på et uafhængigt selskab som Auditorium?

– I kraft af vores erfaring produktionsmæssigt, konceptuelt og strategisk mener vi at kunne hjælpe artisterne med at rykke deres udgivelse et niveau eller to op. Selvom det stadig ikke er nogen garanti for succes. Det er der aldrig.

Mærker du en stigende interesse for ny, dansk musik?

– På Auditorium har vi i høj grad beskæftiget os med dansk-sproget musik siden selskabets begyndelse. Det er vi ikke længere ene om, og det er sejt at se, hvordan det har bidt sig fast i de yngre generationer.

Hvilken af dine artister vil du fremhæve som et navn, man skal holde øje med?

– Jeg synes, Maskinvåd er et virkelig sejt orkester. Giftige Slanger er en fantastisk plade, og deres liveoptræden er meget imponerende og bliver bedre hele tiden.

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare