Top 10: Årets mest spillede danske musikere

Hvilke danske musikere blev spillet mest i radioen i 2016? Gramex har talt op. 

Han er spillet flere minutter i radioen end Lukas Graham i 2016. Han er den ene halvdel af producer-teamet Future Animals. Han er med på 3 af årets 6 største danske radiohits. Og så er han uddannet saxofonist.

Danmarks mest spillede musiker hedder Morten Ristorp – også kendt som Rissi.

Hvis du ikke kender ham, er det ikke så underligt. 8 af de 10 musikere på listen er nemlig ikke selv hovedartister og står derfor ikke på forsiden af coveret eller som artist på Spotify. Derfor er de ukendt for mange danskere.

Men hos Gramex kender man dem udmærket. De er nemlig alle sammen uhyre produktive musikere og producere, der medvirker på et hav af populære danske udgivelser.

Top 10: Mest spillede danske musikere i 2016

1. Morten Ristorp
2. Rune Harder Olesen
3. Lukas Forchhammer
4. Magnus Larsson
5. Jacob Andersen
6. Morten Pilegaard
7. Daniel Heløy Davidsen
8. Fridolin Nordsø
9. Thomas Helmig
10. Jan Otto Sivertsen


Statistikken omfatter danske udgivelser afspillet i DR, TV2 og på kommercielle radiostationer i 2016.
Kilde: Gramex juni 2017

Med på 3 af årets 6 største radiohits

Årets topscorer Morten ’Rissi’ Ristorp var nummer 3 på sidste års liste, men overhaler i år alle andre. Forklaringen er, at han spiller med på mange af de megahits, der har været i heftig rotation i radioen i 2016.

Han medvirker blandt andet på 3 af de 6 mest spillede danske sange: 7 Years og You’re Not There med Lukas Graham og Golden med Brandon Beal feat. Lukas Graham.

Han spiller også med på resten af Lukas Grahams hitspækkede Blue Album og Patrick Dorgans album Painkillers. Og så har han indspillet med navne som Christopher, Medina, TopGunn mfl.

Kigger man ned over årets liste, står der Lukas Graham ud over 4 af de 10 navne på årets liste. Lukas selv finder vi på tredjepladsen. Fjerdepladsen går til bandets bassist Magnus Larsson og sjettepladsen til Morten ’Pilo’ Pilegaard.

På listen finder vi også kendte navne fra tidligere år. Rune Harder Olesen og Jacob Andersen er begge populære og yderst produktive percussionister med en lang karriere i branchen og har begge to ligget nummer et på listen tidligere. Også trommeslager og producer Fridolin Nordsø har ligget på førstepladsen et år.

Producer og sangskriver

Morten Ristorp topper årets liste som Danmarks mest spillede musiker. Selv kalder han sig producer og sangskriver. Men ligesom mange andre musik-producere i dag er han med hele vejen – også i studiet som udøvende musiker.

– Det er meget sjældent, jeg får en sang, som andre har skrevet, som jeg ’bare’ skal producere. Jeg er som regel med til at skrive sangene helt fra starten. Det er også derfor jeg tit ender med at spille på det hele, fordi jeg alligevel er så meget inde i det, forklarer han om sin rolle som både sangskriver, producer og musiker, fortæller han.

Derfor har han også ad flere omgange nemt kunnet hoppe ind og spillet keys, når Lukas Graham har stået og manglet en pianist på deres turné.

Fra kons til L.A.

Egentlig er den 31-årige københavner uddannet saxofonist fra Rytmisk Musikkonservatorium.

– Jeg troede, jeg skulle være jazzsaxofonist. Men jeg var sgu ikke særlig god. Så jeg har altid lavet musik ved siden af, lavet beats og skrevet sange. Men kun for sjov, fortæller han.

Det var dengang. En dag i 2011 blev Morten via sin gode ven Patrick Dorgan inviteret med i studiet med Lukas Forchhammer og Don Stefano, som senere blev hans makker i producer-teamet Future Animals. På en enkelt dag var sangen Drunk in The Morning på plads og indspillet i den version, vi kender.

Siden har han været med på holdet hos Lasse Siegismund og Kasper Færks management med det meget sigende navn ‘Then We Take The World’.

I dag bor Morten Ristorp i L.A. og er signet hos Warner Chappell, hvor han skriver sange til artister i hele verden. Ved siden af det har han og Don Stefano deres første helt eget materiale på vej som Future Animals.

– Det er mega fedt at lave musik. Men det er også fedt at spille selv. Det er derfor mig og Don Stefano nu har lavet vores eget. Så kan vi bedre styre det, når vi selv er artist på det, siger han.

Og hvordan er det så at være Danmarks mest spillede musiker?

– Det er da en kanon god nyhed at få! Og så er der noget ret sjovt over at ende med at blive den mest spillede musiker, når man har fået så dårlige karakterer på konservatoriet, som jeg fik, griner Morten Ristorp.

Top 10: Årets største danske radiohits
Top 10: Årets danske radiofavoritter

Sammenlign med tidligere år

Penge fra Gramex på vej

(15.06.17)

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare