Spilleliste afslører kulturministeren

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Uffe Elbæk har netop offentliggjort sin helt private spilleliste på WiMP. Der ligger i forvejen tusindvis af spillelister fra folk over hele landet på den danske musiktjenestes hjemmeside. Så hvad er det, der gør denne ene liste med 15 numre så speciel?

Det er, at den er lavet af den danske kulturminister. For udover at afsløre, hvad der kommer ud af højtalerne hjemme i ministerboligen, siger spillelisten noget om ministerens person og politiske ståsted. Og selvom det ser tilfældigt ud, tyder alt på, at den ikke er bikset tilfældigt sammen en sen søndag i sommerhuset.

Karsten Kjems fra lydbrandingfirmaet Sonic Minds arbejder til dagligt med at sætte den rigtige lyd til virksomheders brands. Og ifølge ham er det slet ikke så underligt, at kulturministeren vælger at løfte sløret for sin musiksmag.

– Musik er en stærk identitetsmarkør for, hvem du er, hvordan du ønsker at fremstå, og så siger det sågar noget om dit politiske ståsted, fortæller han.

Den danske kulturminister er ikke den første politiker, der forsøger at stive imaget af med en spilleliste – tidligere på året var det Barack Obama, der på Twitter afslørede, at han er til både Arcade Fire og No Doubt. Så alt tyder på, at politikerne har fået øjnene op for musikkens værdi i markedsføringen.

Selvom Karsten Kjems er vant til at matche musik og lyd til blandt andet biler, banker og butikskæder, er det mange af de samme ting, der gælder, når det handler om en persons brand.

– Spillelisten afspejler en person, der er velbevandret i musikkens univers; han har en bred smag lige fra hipster, nutidigt, moderne, elektronisk musik som James Blake, til mere mainstream, ældre musik som Cohen og Pink Floyd. Det siger også noget om hans alder, for han har sikkert hørt meget af den her musik live, da det kom frem i 70–80’errne, måske endda i en eller anden politisk sammenhæng.

Noget af det, der ifølge ham springer i øjnene er, at alle numrene har en vis tyngde og substans.

– Musikken siger mig, at det er en person, der ikke skeler til genre, køn eller stil, men mere til om musikken har personlighed, autencitet, meningsfulde tekster, gode melodilinjer eller bare fede grooves.

Karsten Kjems mener, at det er lykkedes ministeren at sammensætte en spilleliste, der trækker hans brand eller image i en positiv retning.

– Ud fra spillelisten ser jeg en person, der fremstår open-minded og har et stort kendskab til den rytmiske musik. Jeg kunne dog godt savne noget jazz og klassisk også, men det vil ikke komme bag på mig, hvis han også kunne lide Coltrane, Erroll Garner eller Glenn Gould. Hvis ikke han kender det, så tror jeg også, at han vil være frisk på at få udvidet sin horisont i den retning, lyder det fra Karsten Kjems, der gerne byder ministeren på en kop lyddesignet kaffe.

– Er der noget musikken kan, så er det, at tale til folks følelser – og det må da siges at være relevant for en minister.

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare