Som sendt fra himlen

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Forestil dig, at du skal lave en plade med din gode ven. Forestil dig, at vennen bliver alvorligt syg og takker af før tid. Forestil dig, at han beder dig om at lave pladen færdig. Det lyder som et skrækscenarium af et pladeprojekt, men ikke desto mindre var det vilkårene for guitarist og producer Aske Jacoby, da hans ven, instruktør og musiker Jens Mikkelsen døde af leukæmi – midt i et pladeprojekt, midt i et liv fyldt med uforløste drømme og urørte sange. Resultatet er Lys – en plade, der blev skabt i mørke, men som stråler af liv.

jensmikkelsen_lys_presse– Jeg er ude at spille og sidder i bandbussen, da Jens ringer og siger, ved du hvad, hvis nu jeg af en eller anden grund ikke skulle være i stand til at gennemføre det her projekt – hvis jeg nu for eksempel skulle gå hen og…nåhr ja…dø – vil du så ikke love mig, at du gennemfører det med forskellige sangere, der har betydet noget for mig i mit liv?

Det er ikke det opkald, man venter efter en lang arbejdsdag på landevejen. Til trods for at Aske Jacoby var forberedt på, at det kunne være udgangen på et intenst venskab og det partnerskab, de to havde indledt få uger forinden, føltes opkaldet som en mavepuster. Aske Jacoby og Jens Mikkelsen havde netop søsat de planer, der skulle blive til Jens’ første pladeprojekt i eget navn. Et projekt, der havde været længe undervejs, men som pludselig tog fart på grund af Jens’ fremskredne leukæmi.

– Jeg havde igennem nogle år opfordret ham til, at vi skulle lave noget med hans musik, men han skulle altid lige det ene og det andet. Jeg blev ved over årene, mens han var syg – vi skal altså se at have kigget på det her. Da han godt var klar over, at nu går den ikke længere, så sagde han, okay, så er det nu – nu skal den plade laves, forklarer Aske Jacoby.

De holder et møde, hvor de vælger numre ud og lægger en slagplan. På dette tidspunkt ser det ud til, at knuderne i Jens’ krop er forsvundet. Kun en lille uges tid efter mødet har Aske sin ven i røret i bandbussen.

– Det kan jeg selvfølgelig ikke sige nej til, det siger sig selv – det ville være fuldstændig umuligt at sige andet end ja, fortæller Aske Jacoby om opkaldet, hvor Jens beder ham om at gennemføre projektet – med eller uden hans hjælp.

Jens Mikkelsens sygdom er brudt ud igen, og denne gang er der ingen vej tilbage.

– Jeg kunne selvfølgelig godt høre, at det var en måde at sige, prøv og hør, jeg klarer den altså ikke. Ikke at jeg havde lyst til at tage det ind på det tidspunkt – men jeg kunne godt høre, at det var det, han sagde, forklarer guitaristen.

Jens Mikkelsen spillede cello som barn, hang ud med vennerne Mikkel og Emil Hess, A.C., Mads Hyhne og co. i Vejle, der alle er musikere i dag og troede egentlig, at han skulle gå samme vej. I stedet for blev han filminstruktør. Det ændrede dog ikke på, at han livet igennem havde et inderligt ønske om at udgive sine egne sange.

– Det er et ønske, som har været i ham i mange år – længe før han blev syg; at gå hele vejen med et soloprojekt. Mikkel Hess og ham lavede et soloprojekt sammen – og det var så modig, som han kunne tillade sig at være, før han blev syg. Der var jo et eller andet med den sygdom; den satte noget mod frit, fordi der ligesom ikke var noget tilbage at tabe. Hvad fanden er der at være bange for – jeg skal jo dø alligevel!

Aske Jacoby går sammen med Jens, som han kender gennem sin kone, i gang med forberedelserne til pladen.

– Vi er godt klar over, at det er på lånt tid. Men vi er indstillet på, at nu skal vi eddermame have lavet det her projekt inden lukketid. Og Jens er fyr og flamme og sindssygt aktiv omkring det. Lige indtil sidste fløjt er han helt oppe at støde på det, så meget han overhovedet kan, for han har ingen kræfter.

De når ikke meget længere end til planlægningen – det sidste – om end store – bidrag fra Jens’ side bliver vokalen til titelnummeret Lys, som han optager hjemme fra sengen i soveværelset.

– Vi indspiller titelnummeret Lys til det klick, som han har indspillet til; så vi har hans vokal i ørerne. Jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige at have ham med på pladen. Det er lavet et par dage før han dør, hvad man også godt kan høre. Det er ikke en mand i fuld vigør, der synger der.

Kun en uge efter Jens’ død går Aske Jacoby sammen med resten af venneflokken i studiet for at indspille sangene.

– Det var en instant sorgbearbejdning af situationen. Det var da voldsomt. Men det var også Jens’ natur at sætte ting på spidsen – at overdrive og provokere, så det var sådan set i hans ånd at gøre det på den måde, fortæller guitaristen, der trods sorg ikke havde svært ved lede arbejdet.

– Jens havde været meget klar omkring, hvad det var for en slags plade, han gerne ville lave. Han ville lave en plade, som lød af dansk rock i 70’erne. Så på den måde var det meget givet, hvilken vinkel vi skulle have.

Helt tilfældigt har det ikke været, at ansvaret havnede i hænderne på Aske Jacoby; med flere hundrede udgivelser på cv’et er han en erfaren herre – både som producer og studiemusiker.

– Jeg havde sådan en rimelig pragmatisk og professionel holdning til sagerne, mens det kørte. Også fordi de andre var så pjevsede.
Det var jeg også, når jeg havde mine ledige stunder – så kunne jeg godt mærke, puha, det er sgu en hård kost det her. Men for mig, når jeg står på arbejde, så står jeg ikke og føler en fandens masse; jeg formidler noget. Det handler om at formidle den ting videre til den, der måtte lytte på det. Og lige der i situationen, der har jeg fået en opgave: Jeg havde lovet Jens, at den skulle laves – og så er den ikke længere. Så er det tungen lige i munden – møde til tiden og opfylde de mål, man har sat sig for, slut.

Men der var dog alligevel noget, der nagede den erfarne producer.

– Problemet har været, at jeg ikke har kunnet spørge ham. Og det har jeg været forbandet over.

Ikke alle tog det så roligt som Aske Jacoby, da de stod ansigt til ansigt med Jens’ stemme og inderste tanker.

– Alle solisterne var meget påvirkede af det; de var rystede over at stå med det materiale. Det er ligesom enklere end enkelt. Det er som regel fire eller otte linjer, der bliver gentaget, det er ikke den store digtning på den måde; og netop derfor har det en stor styrke.

Det er tekster, der går helt tæt på: Den vej jeg går alene / i rædsel og i angst, / den er belagt med bene / fra helvedsdybets fangst. (Jens Mikkelsen, Lys). Sammen med pladens cover, der afbilder Jens i sine allersidste skrøbelige minutter, borer teksterne sig fast som nåle i hukommelsen og i hjertet.

– Det siger noget om, hvad der er af procesorienterede muligheder i at lytte på sådan en plade. Og det er måske også de færreste, der vil kunne kapere det. De, der får en klump i maven ved at lytte til den, får muligheden for at undersøge, hvad det er for en klump; hvad består den af, hvad er det for noget, de er bange for? Der er en mulighed for, at de kan komme overens med det faktum, at de skal dø. Hvis der er det værktøj bygget ind i pladen, så er det fandeme godt! Lyder det begejstret fra Aske Jacoby, der føler, at han selv er blevet klogere på livet, snarere end på døden.

– Jens var på mange måder et meget inspirerende menneske at kende, fordi han var dygtig til at bruge den angst, han havde for utrolig mange ting som motor i de ting, han gjorde. Jeg har lært af at kende ham, at angst er noget, man ser i øjnene – og så skrumper den ind til det rene ingenting. Det har været enormt inspirerende for mig, fortæller han og fortsætter:

– Han gjorde mig i virkeligheden på mange måder en tjeneste ved at sige, okay nu skal jeg skvatte død om, her værsgo’ min ven, her er noget til dig, som du kan gå videre med. Han har inspireret mig til at se, at der sådan set ikke er noget, der ikke kan lade sig gøre. Hvis man vil et eller andet, så gør man det – på den ene eller den anden måde – i levende live eller posthumt. Whatever!

Selv kan han ikke være her til at se, hvordan pladen bliver modtaget, men Jens Mikkelsens historie lever videre i hans musik.

– Pladen handler jo om, at han bliver bevidst om den her situation – at han ikke er herre over en skid. Og selvom han slår ud med armene, bruger alle pengene og er hedonist til det yderste af fingerspidserne, så er der et låg eller en kant for, hvad universet vil være med til. Det kan alle lære noget af.

Tilbage er mindet om Jens Mikkelsen, hyldesten til livet og ikke mindst pladen Lys.

– Der er ikke noget, der bare er ulykkeligt. Der er utrolig mange gaver forbundet med, at han tog den tur, han tog, blev så syg, som han blev, lagde sig til at dø, fik sat det projekt i søen og fik inspireret en ordentlig flok mennesker til at gøre noget. Det satte en masse energi fri. Måske har et af hans motiver netop været det; at sørge for at sætte ikke bare sin egen energi fri – men så manges som muligt, lyder det eftertænksomt fra Aske Jacoby, der tilføjer:

– Jeg kan da mærke at i og med, at man gør noget, som er smertefuldt eller farligt, så eleverer man også. Man kommer lige et trin op ad stigen – og det må vel være det, det går ud på: At være i live.

Det er intentionen, at det overskud, der måtte komme ved salg af pladen, skal gå til projektet Lys, hvis formål er at støtte mennesker med en livstruende sygdom, der ønsker at færdiggøre et kunstnerisk projekt.

Læs mere om Lys

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare