Som en samurai styrer han mod lyden

Mike Sheridan_presse_lille_beskaaret

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

– Hvis man skal gøre det rigtigt, skal man sætte sig ned og læse manualen.

Der findes ingen lette løsninger. Hverken når det gælder Grafical User Interface, franske glasinstrumenter eller at begå sig som 15-årig i musikbranchen. Mike Sheridan ved, hvad det vil sige at navigere i en tilværelse, hvor manualen ikke altid er let at tyde. Han debuterede som den yngste professionelle, elektroniske musiker i Danmark og har siden slået sit navn fast som én af de mest eftertragtede danske producere og komponister. Med en vis portion stædighed, samuraiteknik og med forældre på sidelinjen styrer han mod lyden.

– Samuraierne havde sådan en ting med, at de skulle træffe en beslutning i løbet af de første syv åndedrag. Det var lidt ligesom det. Og så en god omgang craziness.

Mike Sheridan husker tydeligt sin første tur til den legendariske, elektroniske Sónar Festival i Barcelona. Han var 15 år. Alene af sted med sine forældre. Og blown away.

– Det var det vildeste i verden! Lyder det fra den nu 23-årige kunstner, der ikke mindes, at det krævede specielt meget overtalelse, at få mor og far til at omdirigere sommerferien.

For som med de fleste andre ting i Sheridans liv bliver beslutningerne taget uden at skele for meget til normer og konventioner.

Som 15-årig udgav han sin første plade og skrev sig ind i historiebøgerne som den yngste, professionelle elektroniske musiker i Danmark.
Imens passede kammeraterne deres skole. En skole, som ikke umiddelbart gjorde indtryk på Sheridan.

– Jeg kan huske lyden af en skolegård med støvregn, siger han lidt tøvende.

Er dét det eneste, du kan huske fra din skoletid?

– Jeg kan faktisk ikke huske en eneste lektie, som jeg har lavet. Jeg kan ikke huske noget som helst skolerelateret. Men jeg kan huske, hvordan jeg er nået frem til alle mulige lydting, forklarer han og slår en latter op.

Det er tydeligvis lyd, der har optaget ham.

– At sidde i et klasselokale – det er jo sindssygt højt, og rummet klinger dårligt. Man ved bare, at der er sådan en dårlig atmosfære – man bliver utilpas, forklarer Mike, imens han roder sig i håret og fortsætter:

– Jeg har altid prøvet at dæmpe lyden, der var omkring mig. Alting har bare været meget højt for mig. Jeg har altid prøvet at få det ned på et niveau, hvor det var muligt at lytte til det.

Har du særligt følsomme ører?

– Jeg har i hvert fald en ret god lydlig hukommelse.

Hvad vil det sige?

– Jeg har det sådan, at de øjeblikke jeg husker, er tæt forbundet med lyd.

Hvad kunne det være?

– Et perfekt øjeblik for mig, som jeg vender tilbage til i min hukommelse, er at stå i den skov, hvor jeg er kommet som barn, og hvor man bare har den her følelse af plads. Man er den eneste, der er der. Der er bare sådan en følelse af rum. Den rumfølelse, den tror jeg altid, jeg har kunnet mærke.

Mike Sheridan har også altid kunnet mærke, når det var tid til at skifte spor. Som da han for eksempel besluttede sig for at droppe ud af gymnasiet.

– Det var ikke ligefrem en vellidt beslutning til at starte med, men det blev det hen ad vejen, da mine forældre fandt ud af… Sheridan holder en pause:

– Når det kommer til sådan nogle ting her, så har mine forældre altid forstået mig; jamen, jeg kan ikke det her, jeg vil gerne, men det er bare ikke for mig – sorry!

Det er ikke svært at forestille sig, hvordan han har stået dér foran sine forældre med hovedet på skrå, og brillerne løst hængende på næsen. Forældrenes opbakning har været afgørende for Sheridan og hans karriere.

– Alle beslutninger tog jeg sammen med mine forældre i starten, forklarer han og husker tilbage på tiden som nyudklækket gymnasie-dropout.

– I stedet for at gå i skole, gik vi rundt og snakkede med pladeselskaberne. Mig og mor og far og vores advokat fra Artistforbundet, lyder det grinende fra Sheridan.

Det er ikke mere end små 10 år siden. Men på cv’et ligner det en menneskealder: En debutplade solgt i 10.000 eksemplarer, koncerter på de største festivaler og venues, værker til tv, teater, ballet, Eurovision og endnu en pladeudgivelse i 2012.

Sheridan har stribevis af succeser. I dag er han stadig på jagt – men hvor det tidligere handlede om at opsøge pladekontrakter og branchens accept, handler det i dag snarere om at opsøge og forvandle den lyd, der ophober sig i den unge kunstners hoved.

– I dag bruger jeg nok 80-85 procent af tiden på at prøve at sætte ting sammen og lave nogle lyde og bygge sammen – uden at tænke noget som helst tonalt eller tænke på, om tingene hænger sammen. Det handler om at få en masse ned i min værkstøjskasse. Og så venter jeg på, at muligheden byder sig, forklarer han og bryder ud i en slags ”Sheridan monolog”:

– Hvad var det, jeg lige hørte inde i mit hoved?

– Det var måske overtonerne fra et eller andet instrument, som var strøget på, blandet med noget glas og noget helt tredje, svarer han sig selv.

Hvordan får du så de lyde til at blive til virkelighed?

– Hvis man kender mange forskellige instrumenter; hvis man ved, hvordan et klaver lyder, og hvordan en cello lyder, og hvis man ved, hvordan man teknisk kan få de ting til at opføre sig – fra den blideste blide klassiske tilgang til det mest aparte, moderne – grænsende til, hvordan man nærmest ødelægger instrumentet – så kan man få de helt rigtige lyde frem, forklarer Sheridan, der har brugt år på at forfine sin hørelse.

– Hver gang du hører de samme instrumenter, bliver du bedre til at lytte efter dem – og forestille dig hele den klangfarve, som de udgør. Jeg elsker at gå ind og høre klassisk musik, for der kan jeg ligesom få et forhold til alle instrumenterne. Der kan jeg se, hvad der foregår.

Kan du holde styr på, hvad der foregår oppe i dit hoved?

– Man siger, at kreative hjerner trives bedst med et mildt kaos. Mit begynder nok at ligne total kaos, svarer han med en smittende latter.

Igen bliver familien bragt på banen. For den grundighed og det nørderi, der kendetegner Sheridan og hans arbejde, kommer et helt særligt sted fra.

– Min far er teknologifreak. Sådan en gammeldags hacker-programmør. Han er rigtig dygtig til systemer og til at få ting konfigureret, så det virker.

Har han kunnet hjælpe dig?

– Ja, han har kunnet hjælpe mig med alt det, der ligger bag de programmer, jeg bruger. Jeg sidder foran et GUI – et Grafical User Interface, som jeg kender rigtig godt. Men hele konfigurationen bag det værktøj har jeg fået rigtig meget hjælp til – i forhold til hvordan alt det der med computere fungerer. Det er min fars skyld, at jeg forstår det til bunds, lyder det taknemmeligt fra Mike Sheridan, der bryder ud i en slags maksime:

– Man kan gøre det nemt ved en omvej – men hvis man skal gøre det rigtigt, skal man sætte sig ned og læse manualen. Min far gør det rigtigt!

Gør du det ”rigtigt”?

– Det forsøger jeg. Man skal have styr på præcis, hvordan tingene fungerer for at kunne nå et andet sted hen, lyder det eftertænksomt fra Mike Sheridan.

Det er tydeligt, at han har hentet både støtte og inspiration hos sine forældre. Nærmest bogstaveligt er han fulgt i sin fars fodspor. I flere år har det været hans gamle computerværksted i kælderen på Amager, der har fungeret som Sheridans private øvehule.

For ganske nylig slukkede han dog for strømmen, flyttede videre til noget nyt, og lukkede på samme tid et vigtigt kapitel i sit liv.

Er der et større pres nu, hvor du ikke længere er det helt unge talent?

– Det er da anderledes, fordi jeg ikke er 15 år gammel og står med en funklende plade i hånden, forklarer han og fortsætter efter en – i Sheridansk forstand – lang pause:

– Jeg tror på, at tingene skal bevæge sig hele tiden. Det der momentum, man glider sådan lidt  ind og ud af hele tiden – så længe det fører én fremad. Så snart noget står stille, og man kan sætte et mærkat på det, så dør det. Så skal det videre.

Hvordan kommer du videre?

– Jeg kan mærke, at jeg ikke gider spille de gamle ting mere, siger Sheridan og bevæger sig tilsvarende hurtigt videre i samtalen:

– Jeg spillede i Aalborg for lidt tid siden, hvor jeg spillede mit åbningsnummer på Cristal Baschet (fransk glasinstrument red.) og elektronik. Jeg skulle spille en solokoncert på en time, men det første nummer på Cristalen varede 20 minutter, og for mig gik det bare sådan her, han knipser med fingrene og forsvinder nærmest tilbage i tid:

– Jeg kan bare huske, at jeg fandt et eller andet punkt oppe under loftet, hvor lyset skinnede ind i den her kæmpe bygning, og så stod jeg dér – jeg vil da meget hellere have den oplevelse med musikken og sammen med folk, hvor de kan se, når man kvajer sig – og når man redder den hjem igen.

Indtil videre har han ikke kvajet sig mere, end at karrieren kører på skinner.

– Min karriere begynder at handle mere og mere om, at folk kan koble sig på mit flow og gå ud og se alle de der forskellige ting, som jeg er en del af. Og så kan de selvfølgelig også købe en plade, siger han med en lettere spøgefuld stemme, inden han igen bliver seriøs:

– Jeg kan mærke, at det er flowet, det handler om. Det er meget mere interessant at forstå tingene i forhold til, hvordan de rykker sig. Så kan man sige, sidste år gik vi ud og så hans værk Panorama på Tietgen, i år så vi ham lave det her i Aalborg og nu det dér. Det er helt mærkeligt! Det giver ikke mening, at de tre ting kan coexcist – men hver for sig giver det mening. Jeg håber, at folk så kan mærke, at det alligevel hænger sammen i flowet.

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare