Smør musik på brødet

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Det lå ikke i kortene, at sangerinde og komponist Trinelise Væring skulle gå musikvejen. Først efter seks år på arkitektskolen og et år på universitetet, besluttede hun sig for at forfølge drømmen om at blive professionel musiker. Men efter ti udgivelser, turnéer med nogle af verdens bedste musikere og et væld af rosende anmeldelser, går hun nu igen med tanker om at vende tilbage til skolebænken – for selv en kunstner må have smør på brødet.

Trinelise Værings historie er ikke unik. Det er blevet sværere at leve af sin musik. Der er ikke længere nogle få faste forretningsmodeller, der sikrer musikeren en fast indtægt. Til gengæld opstår der hele tiden nye muligheder i takt med den digitale udvikling. Det ændrer dog ikke på, at de udfordringer, der er forbundet med at tjene penge på musikken, er blevet så store, at selv de mest etablerede musikere overvejer at smide instrumenterne i ringen.

Musik kommer ikke ud af ingenting
Ifølge sangerinden er én af udfordringerne, at omgivelserne typisk opfatter musikeren som én, der uanfægtet økonomiske vilkår skaber sin musik.

– Det er på en eller anden måde respektløst at tro, at musikere lever anderledes end alle mulige andre, fortæller hun og påpeger, at hun ikke kender nogen anden branche, hvor det er alment accepteret, at man ikke får betaling for sit arbejde.

Hendes antagelse bakkes op af tal fra en ny undersøgelse fra Koda, der viser, at kun 13 procent af danskerne lægger vægt på, at kunstnerne får penge for den musik, de lytter til.

Men er det ikke rigtigt, at du som kunstner ikke kan lade være med at lave kunst – det er ikke pengene, der driver værket?

– Jeg tror, at det er sandt, at vi kunstnere ikke kan lade være, og derfor skal folk også nok få noget kunst alligevel. Men der er en stopklods. Man kan godt i 10 år bare arbejde 80 timer igennem, så får man børn og familie, og så er det simpelthen nødvendigt med lidt flere penge, for at det overhovedet kan lade sig gøre, og for at man kan være en anstændig voksen over for sine børn.

Trinelise Væring har svært ved at se, hvorfor der skal gælde nogle andre regler for musikere.

– Det er jo et grundlæggende princip, at den, der køber en vare, skal betale for den, og det synes jeg også bør gælde inden for musik. For hvis ikke kunstneren selv bestemmer, hvem skal så bestemme? Jeg synes, at hele grænsen går med, hvad man selv er herre over.

Hun erkender, at musikbranchen også har et ansvar og bør stramme sig an for at følge med tiden, men hun stiller sig yderst kritisk over for den opfattelse, at musik bør være gratis.

– Der er sikkert noget om, at nogle har sovet i timen, men det nytter jo ikke noget. Vi kan ikke bare sige, at så er alt gratis. Vi kan ikke skrue tiden tilbage. Selvfølgelig skal folk kunne hente tingene på nettet, men de skal kunne komme til at betale og hente det på en nem måde. Nettet skal altså ikke være svært tilgængeligt, men det betyder ikke, at alt bare skal være til fri afbenyttelse. Ophavsretten er jo en del af det, som gør det muligt at leve som musiker.

Lovgivning er ideel
For at værne om ophavsretten er det ifølge hende nødvendigt med en klar lovgivning på området.

– Jeg synes, at det er rigtigt, at man på en eller anden måde skal kunne slå ned og sige, at I er ansvarlige for indholdet på jeres netside – og man skal kunne gå tilbage og sige, at det der har I ikke rettigheder til; det skal fjernes. Den mulighed skal være der. For ellers bliver det simpelthen cowboy og indianer.

Men er det ikke håbløst at begynde at lovgive – den digitale udvikling vil altid være et hestehoved foran?

–  Jo, men derfor skal man ikke lade være med at gøre det. Lovgivning er jo ideel. Man lovgiver, fordi man gerne vil sige, at det her, synes vi, er rimeligt. Man lovgiver ikke fordi, man tror, at alle overholder det. Det er jo det samme med færdselsbegrænsning – bare fordi der er nogle, der kører for hurtigt, vælger man jo heller ikke helt at droppe at lovgive på området. Man skal sætte ind over for ulovlig fildeling på den måde, at man skal tvinge lovovertræderne til at lave aftaler. Og aftalerne skal ikke være urimelige, men de skal være der. Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal kriminalisere hver enkelt lille bruger. Jeg mener ikke, at man skal sende en politihelikopter afsted på motorvejen.

Musikhandlingsplan gør vækstlag til kanonføde
Kulturministeren har netop offentliggjort den nye musikhandlingsplan. Er det ikke et skridt i den rigtige retning, at politikere nu retter blikket mod særligt de kommende generationer i musikbranchen?

– Når man læser musikhandlingsplanen, står der vækstlag 27 gange, og kun én gang står der ”de garvede” – så ser man Tollundmanden for sig! Jeg synes, at det er respektløst over for vækstlaget – de skal da ikke være kanonføde, hvis man ikke har noget som helst billede af, hvad der skal ske med folk, når de overgår fra vækstlag til voksenliv.

Trinelise Væring mener, at man i stedet skulle forbedre vilkårene for de etablerede musikere, så der er en reel chance for at blive og overleve i branchen.

– Jeg tror ikke på, at det hele bare gælder om, hvordan vi får losset flere fodsoldater ind på banen. Fødekæden gælder jo ikke kun om at stoppe folk ind i den ene ende, det gælder også om at fastholde de voksne kunstnere i de kunstneriske miljøer.

Kan du forstå, hvis nogle mener, at det er dig, der har svært ved at følge med tiden?

– Der er da helt sikkert nogle, der tænker, hun er da bare en falleret idiot. Men jeg synes egentlig også, at det er lidt større end som så. Man kan ikke forlange, at en 50-årig musiker kan helt det samme som vækstlagsmusikerne – vi kan noget andet. Jeg synes heller ikke, at det er ønsket for et samfund. Tænk hvis man sagde til forfatterne, at I må kun skrive bøger, til I er 30 år; så er det slut. Ville vi så ikke gå glip af noget nogenlunde stort litteratur her i verden? Det ville vi da – og så ligger det sådan i musikmiljøet, at man er sgu latterlig, når man er voksen, og det kan jeg simpelthen ikke forstå.

Trinelise Væring er endnu ikke dér, hvor hun smider håndklædet i ringen; for hende betyder musikken for meget til, at hun helt kan slippe den. Men hun er tvunget til at søge nye muligheder, der kan supplere hendes virke som musiker

– Det er en stor bekymring i ens liv, når man hele tiden ikke har nogle penge. Det frisætter ikke ligefrem kreativ virketrang. Selvfølgelig bliver det sådan rent faktuelt, at man skal have mad i munden og ikke har lyst til at flytte fra det sted, man bor. Og så gør man jo noget for at tjene pengene et andet sted i stedet for at lave noget, som rækker lidt længere ud end ens egen næse – i mit tilfælde at skrive musik. Det handler jo om at yde sit bedste i et samfund. Men det er svært, hvis der overhovedet ikke er penge i det, man lægger hele sit liv og arbejde i.

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare