Sheridan søsætter nye lydeventyr

Mike_presse

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Der bliver hverken skønsang eller svanesang, til gengæld bliver der masser af testtone og væksteventyr. Når Vækstfabrikken Lydens Hus åbner fredag 10. oktober kommer det ikke til at gå stille for sig. Det elektroniske multitalent Mike Sheridan står for at skyde verdens første Vækstfabrik for lyd sikkert af sted fra Søerne i København.

– Testing, testing!

Det er ikke bare de nye virksomheder, der befinder sig i testfasen, når Lydens Hus slår dørene op i København i denne uge. Den elektroniske komponist Mike Sheridan, der har haft fingrene i alt fra balletmusik til filmsoundtracks, lydinstallationer og cd-udgivelser, regner også med at eksperimentere, når han lægger lyd til den officielle åbning af verdens første lydtematiserede Vækstfabrik. Lydinstallationen, som i bogstaveligste forstand sætter huset i svingninger, beskriver Sheridan som Ode til Lydens Hus.

– Jeg vil prøve at få en enkelt tone til at opføre sig interessant i ti minutter, forklarer komponisten og tilføjer med et smil:

– Jeg har tænkt mig at folde den ud og iscenesætte den lidt.

Helt konkret tager han et signal, processerer det og undersøger, hvordan lyden opfører sig, når den bliver sendt rundt i de forskellige rum i Lydens Hus. Til det har han valgt et minimalistisk set up, hvor han udelukkende bruger sin computer og en synthesizer.

– Jeg vil gerne give folk noget, som ikke er pakket ind i alt mulig pladder, forklarer den unge komponist.

Sheridan ved, hvad han vil. Allerede Som 11-årig debuterede han som DJ, og som 16-årig udgav han sit første soloalbum, der førte til en række award-nomineringer. Siden da har han sat alt ind på at forfine sit håndværk.

Han indrømmer, at det kan lyde en smule nørdet at beskæftige sig med én tone i ti minutter – men han lover, at det bliver alt andet end kedeligt.

– Lyden kommer til at ændre sig; fra stilhed til støj and back again, forklarer Sheridan, der har tænkt sig at fylde hele huset med lyd.

– Der kommer til at stå højtalere hele vejen ned gennem rummet, så publikum kan bevæge sig rundt og opleve bygningen og lydene på samme tid, forklarer han og fortsætter:

– Værket ville ikke være den samme oplevelse, hvis publikum hørte det i stereo – det der med, at der er nogle højtalere, at der er et rum, som du går igennem – det er en sindssyg forstærkende effekt.

Bølgerne kommer til at gå højt – ikke bare til åbningen, men også i det hele taget, når de nye virksomheder i Vækstfabrikken Lydens Hus for alvor lægger fra land fra deres nye kontorpladser i København. Foruden en kontorplads med udsigt over Søerne, venter der iværksætterne et skræddersyet vækstforløb med konsulenter fra Væksthus Hovedstadsregionen og sparring med projektets samarbejdspartnere, der består af et internationalt netværk af virksomheder og specialister inden for lydfeltet.

AudioSense er blandt de første iværksættere i Lydens Hus

Én af de samarbejdspartnere, der skal hjælpe de nye iværksættere på vej, er Mike Sheridan. Han stiller sin viden og sit netværk til rådighed for de mange vækstfabrikanter. Og han lover, at lyde og idéer kommer til at strømme fra det nye hus – allerede fra det øjeblik snoren klippes.

– De kan godt regne med, at jeg begynder at prøve grænser. Jeg kan ikke prøve grænser, hvis jeg står på en eller anden kæmpe scene et eller andet sted. Det ville være synd, for det er ikke stedet til det. Men når man har en legeplads som Lydens Hus; så skal man eddermame også bare fyre den af og give den gas, lyder det fra komponisten, der sender opfordringen videre til de nye beboere i Lydens Hus.

På samme måde som vækstfabrikanterne, der i den kommende tid skal have idéerne til at vokse, vil Sheridan forsøge at give publikum en lydoplevelse, der gerne skulle vokse på dem med tiden.

– Alle gode ting tager tid. Så man skal ikke forvente at komme ind og høre den smukkeste svanesang på fredag – for jeg tror ikke på, at den findes – ikke ved første “øjekast” i hvert fald. Jeg tror, at den findes i processen. Du har hørt noget, som du måske ikke umiddelbart kan sætte ord på – men med tiden er der flere og flere detaljer og nuancer, der falder på plads.

Om ideerne i den nye Vækstfabrik Lydens Hus  på sigt udvikler sig til svanesang, må tiden vise. Men én ting er sikker; Mike Sheridan har tænkt sig at gøre sit til, at der bliver søsat nye lydeventyr allerede ved åbningen af det nye Lydens Hus.

Læs mere

Iværksætternes nye lydlegeplads

Bliv en del af dansk lyds fremtid

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare