Scorede kassen på to minutter

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Det er nemmere end at vinde i Lotto. En lille ændring i registreringen betyder, at Universal nu modtager et tårnhøjt beløb fra Gramex. Udgivelser, som musikselskabet i første omgang troede, var ubeskyttede, viser sig at være beskyttede. Nu vil Gramex sørge for, at færre begår samme fejl og flere får sine penge.

Rihanna har udgivet en række cd’er – alle sammen fra sit pladeselskab i USA. Nogle af sangene er blevet til på hotelværelser og i samarbejde med producere rundt omkring i Europa, og det har betydning, når der skal udbetales penge fra Gramex.

Det forholder sig nemlig sådan, at amerikanske og australske udgivelser er ubeskyttede. Det er de, fordi Gramex ikke har en aftale med landene. Anderledes forholder det sig med de europæiske udgivelser. Hvis et track er delvist indspillet i et land, hvor Gramex har et samarbejde, er kunstneren nemlig berettiget til penge, når tracket afspilles.

Der burde derfor stryge penge ind på Rihannas og Universals konto, hver gang bestemte tracks fra sangerindens ”amerikanske” cd’er er blevet afspillet, men på grund af mangelfulde oplysninger har det ikke været tilfældet – indtil for ganske nylig, hvor Rihannas agent gjorde Gramex opmærksom på, at nogle af Rihannas tracks faktisk er delvist indspillet i Europa.

Det har således ført til, at Universal nu modtager et tårnhøjt beløb fra Gramex, mens der ligeledes ligger penge og venter på den populære popprinsesse – et beløb, der kunne have været endnu større, hvis fejlen var opdaget endnu tidligere.

Rihanna og hendes agent er ikke de eneste, der har været vågne i timen. Sidste år var der to andre amerikanske kunstnere, der gjorde Gramex opmærksom på, at noget af deres musik også var indspillet uden for USA, og det resulterede ligeledes i, at to forskellige selskaber scorede kassen.

Dokumentationschef i Gramex, Anette Kure Corneliussen, der har siddet med disse sager, er en smule overrasket over, at musikselskaberne ikke er mere opmærksomme på disse forhold.

– Det er jo ikke småpenge, der er tale om. Og da vi gerne her i Gramex vil kunne give kunstnerne og selskaberne de penge, de har tjent, så er det ærgerligt, at disse historier gentager sig. Nu endte det jo heldigvis godt i Rihannas tilfælde, ikke mindst takket være hendes agent, men vi vil meget gerne opfordre selskaberne til selv at tjekke de udenlandske kunstnere og deres tracks, for det er altså også dem, der potentielt set går glip af rigtig mange penge, forklarer dokumentationschefen.

Det er nemlig ikke kun som i Rihannas tilfælde, hvor nogle af tracksene er indspillet i et “beskyttet land”, at man skal være opmærksom. Det er også i tilfælde, hvor kunstnerne udgiver cd’er i et land, der ikke har en aftale med Gramex, men er signet i et land, hvor derer en aftale.

Tingene er altså ikke altid, som de ser ud til at være ved første øjekast, fortæller Anette Kure Corneliussen og fortsætter:

– Musikselskaberne gør klogt i at tjekke, om deres udenlandske kunstnere, der har indspillet udgivelser i USA eller Australien, er signet i et land, der beskytter musik – og hvis det er tilfældet, så skal de give os besked, for så er der altså penge at hente.

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare