Retrobølge rammer musikbranchen

dj_gammel_mand_lille

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Det skal ikke nødvendigvis være hurtigere, højere eller mere high tech. En ny tendens viser, at forbrugere i stigende grad søger tilbage til de gode gamle dage; de vil have ægte værdier og kvalitet. Det gælder også inden for musik. En retrobølge ruller lige nu ind over musikbranchen.

Vinylsalget stiger, musikselskaber satser på kassettebånd, og lydudstyret skal være vintage. Forbrugerne er vilde med retro.

Ifølge professor i forbrugeradfærd Torben Hansen, CBS er det et udtryk for jagten på de sande værdier:

– Forbrugerne efterspørger produkter, der er oprindelige – ægte. De vil gerne kunne se sig selv i øjnene, og derfor søger de tilbage, udtaler han til Politiken.

I musikbranchen hænger retrobølgen især sammen med kvaliteten af lyden. Vinylen tilbyder en mere dynamisk og varieret lyd, sammenlignet med lyden fra fx en cd eller en Mp3-fil, der er komprimeret og mere ensartet.

Men noget tyder på, at retrobølgen har nået nye højder.

Til september når hele bagkataloget fra The Beatles genudgives i en mastereret udgave, er det nemlig ikke kun med fokus på lydkvalitet, men også med fokus på at genskabe lyden og oplevelsen af dengang. I fire år har de to producere Sean Magee og Steve Berkowitz arbejdet på at remasterere samtlige Beatles-studieindspilninger direkte fra de analoge vinyl masters – uden digital teknologi. Og de to Grammy-vindere er gået så benhårdt efter at genskabe den ikoniske lyd, at de nu udgiver et helt bokssæt udelukkende i mono.

Til dét har de fået assistance fra Danmark. Verdens førende producent inden for kvalitetspick-upper, Ortofon, som ligger i Nakskov, har nemlig udviklet en særlig avanceret – digital – teknik, som gør, at lytterne til september kan høre The Beatles i lige præcis den monolyd, som drengene selv hørte den, da de indspillede i Abbey Road studiet for mere end 50 år siden.

Ifølge Gramex’ underdirektør, Thomas Maagaard Dyekjær, er der med retrobølgen tale om en ny forbrugertendens, som skal tages seriøst.

– Vi kan se, at forbrugerne i højere grad end før, begynder at interessere sig for og stille krav til kvaliteten af lyd. Det er kun glædeligt, at flere og flere, der beskæftiger sig med musik – både med at indspille den, masterere den og producere lydudstyr – følger trop, forklarer han og tilføjer:

– Jeg synes på samme tid også, at det er beklageligt, at forbrugerne føler sig nødsaget til at søge tilbage til tidlige tiders produktionsteknikker for at finde den lydkvalitet og få den værdi ud af musikken, som de efterspørger. Vi har alle muligheder i dag for at producere lyd i en dynamisk, varieret lydkvalitet, der ligger langt over det niveau, der kendetegner produktioner fra fx Beatles-tiden. Men den kvalitet når desværre sjældent ud til forbrugerne, da lydstyrke i dag alt for ofte vægtes over dynamik, når musikken går fra lydstudie til fx cd. Det er rigtig ærgerligt, og en tendens vi bør få vendt hurtigst muligt. Så når forbrugerne i dag efterspørger retro som fx vinyl, handler det til en vis grad om nostalgi, men jeg tror også, at det handler om, at de efterspørger den værdi, den kvalitet og de oplevelser, der ligger i at lytte til indspillet musik, der gengives på den måde, det oprindeligt var tiltænkt.  Og dét burde også være muligt at finde i moderne musikproduktioner og musikprodukter, lyder det fra underdirektøren.

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare