Popråb til folket

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

De er ikke bange for at give folk en god, gedigen opsang. Med en blanding af spaghetti western og pop, folk og filosofi giver Folkeklubben danskerne en syngende lussing. Og alle står for skud – også dem selv. For ingen har monopol på at revse, og ingen er for fine til at pege fingre af sig selv. Den attitude har bragt Folkeklubben fra første koncert i Folkets Park til første maj i Fælledparken på bare to år.

– Folk er så glade for, at det går os godt, fordi de har set os, da vi virkelig bare var røv og nøgler, lyder det grinende fra Folkeklubbens forsanger, Kjartan Arngrim.

Sammen med sine to velspillende medmusikere gav han de fremmødte i Fælledparken smæk for skillingen ved dette års 1. maj-arrangement. Denne gang som hovednavn i prime time; en noget uvant situation for det folkekære band.

– For to år siden, da vi lige var startet med Folkeklubben, skulle vi have spillet vores første koncert i Fælledparken 1. maj i et lille bitte telt. Vi var helt vildt spændte; det var vores første koncert, og vi havde øvet én gang. Men programmet blev hele tiden rykket på grund af hovedscenen, fordi det støjede, og fordi man skulle spille mellem de store acts og talerne. Til sidst endte det med, at vi blev aflyst. Vi var helt slået ud, fortæller forsangeren, der fik en noget andet debut end forventet.

– På vej ud af Fælledparken spillede vi for to drukkenbolte på en træstamme, fordi vi simpelthen bare ville spille.

Og den spillelyst har de bevaret. Kun 22 dage efter skuffelsen, fik bandet en ny chance og debuterede til et arrangement i Folkets Park. Siden da er det gået slag i slag – slager efter slager, og bandet er godt på vej til at blive folkeeje.

– Jeg tror, at vi på god gammeldags vis har fået spillet den op; vi har spillet 180 koncerter på må og få, alle mulige mystiske steder i løbet af de sidste to år.

Med noget, der minder om en skærslippers habengut, har Folkeklubben indtaget gader og spillesteder med deres cykel, rejsekuffert og guitarer. Det minimalistiske setup har gjort det nemt for bandet at rejse fra sted til sted – det har bragt dem fra Mændenes Hjem og hjemløsefest på Nytorv til de helt store spillesteder –  og nu også til hovedscenen i Fælledparken.

– Hvis man kan spille på Mændenes Hjem og klare den der, så er man ikke så bange, når man skal stå i Fælledparken for 40.000 mennesker, fortæller Kjartan Arngrim, der ikke lagde fingrene imellem over for det øldrikkende publikum.

– Vi spillede blandt andet vores sang ”Fedterøv”, som faktisk revser 1. maj. Nu kalder vi det ikke selv protestsange, men opsange, men der er en klar tråd til 70’erne; her var det jo som regel venstrefløjen mod højrefløjen, så folk må finde sig i, at der kommer et band ind, som også tager fat i dem, som plejer at have monopol på at revse, forklarer han og fortsætter:

– Når man har hørt de første 50 socialistiske slagsange, så er der brug for lidt frisk luft.

Luftforandringen er på vej, mener forsangeren, der mærker, hvordan folk er klar til at blive udfordret på deres holdninger og smag.

– Der har været så mange år med virkelig god, men meget effektiv pop – så på en eller anden måde skal pendulet bare svinge til den anden side, og det fornemmer jeg, at det gør nu. Folk hungrer efter nogle tekster med nogle lidt større historier, fortæller han.

Og Folkeklubben er ikke bange for at gå forrest – hverken når det gælder dansk popmusik med mening og dybde, eller om at hanke op i folk. Men først og fremmest hanker de op i sig selv.

– Grundlæggende er det opsange til os selv; vores egen indre, eksistentielle dovenskab, som hele tiden får fat i os. Men hvis man skal tale om en opsang ud af den indre opsang, så er det måske en opsang til velfærdssamfundet – den der tykke dyne, som den lægger ned over et helt samfund, fordi alt bare er sørget for, og man kan stille rigtig mange krav til samfundet, men det stiller sjældent særlig mange krav tilbage. Det gør, at man nogle gange kan blive lidt sløv, det kan vi i hvert fald, fortæller forsangeren, der i én af sine sange, ”Tænker tit” opfordrer folk til at lytte til sit bankende hjerte.

– Vi har en tilbøjelighed til hele tiden at reflektere tingene ihjel i stedet for nogle gange bare at handle og lytte til vores bankende hjerte, forklarer Kjartan Arngrim, der ikke er for fin til at pege fingre af sig selv.

– Jeg har i mange år brugt langt tid på at tænke og snakke om tingene i stedet for at handle. Sangen ”Tænker Tit” er egentlig inspireret af Nietzsche. Han har to figurer; den ene er sådan en, der hele tiden reflekterer det hele ihjel og hele tiden prøver på at hænge sin hat på noget eviggyldigt og stabilt. Den anden er et slags overmenneske, som bare er handlen, og som handler – lytter til sit bankende hjerte, forklarer han og fortsætter:

– Jeg tror egentlig, at det er sundt at lande et sted midt imellem. Jeg har i hvert fald haft tendens til at tænke for meget over tingene.

Det var blandt andet det, der fik Kjartan Arngrim til i flere år at begrave sine sange dybt nede i skrivebordsskuffen.

– Jeg tænkte hele tiden, gad vide hvornår jeg så er klar til at blive rigtig musiker – til rigtigt at træde ud på scenerne. Da jeg så mødte de to andre, så hankede de op i mig og sagde: ”Lad os nu bare komme i gang”, fortæller forsangeren, der har lært at lytte til sit bankende hjerte gennem musikken.

– Dét at spille i et band er fuldstændig irrationelt; vi er jo nogenlunde voksne mennesker, men dét at kaste sig ud i et projekt som Folkeklubben har helt fra starten været absurd. Vi har ligesom bare været ren handlen, vi har aldrig set os tilbage, aldrig tænkt. Vi har lavet en ep og lavet en plade mindre end seks måneder efter; en fuld plade vel og mærket. Og så har vi spillet for mystiske typer rundt omkring og nu også til 1. maj. Så vi har bare været i det. På den måde indrammer det meget godt vores filosofi som band, fortæller han og tilføjer:

– Vi har været bevidste om, at vi simpelthen bare skulle ud og gribe det – og hellere gøre det i dag end i morgen. Man ved jo ikke hvilke muligheder, man går glip af.

Det har fået Folkeklubben til at vælge landevejen frem for øvevejen.

– Vi er blevet klar på scenen. Vi har nærmest aldrig stået i et øvelokale. Det har vi måske gjort sammenlagt ti gange på to år, og så har vi bare spillet, spillet og spillet.

Det er den gadedrenge-attitude, der har gjort Folkeklubben til folkets darling. Men spørger man dem, om de er i det for pengene – eller er én af drengene, som er én af de adskillige hooklines på debutalbummet, er svaret ikke entydigt.

– Der skal jo ikke gå Robin Hood i den. Vi har spillet på en masse af de her steder, fordi vi ikke kunne komme til at spille andre steder. Vi vil gerne tjene penge – vi har ikke noget imod at tjene mange penge, det skal bare ikke være det, der driver det. Men ellers ville vi jo være idioter – og så ville vi slet ikke have tid til at spille på Mændenes Hjem, eller hvor vi nu kunne finde på, forklarer forsangeren, der ikke er bange for at rette pistolmundingen mod andre i branchen, der ifølge ham satser lige lovlig meget på pengene.

– Jeg synes, at musikbranchen er fedtet. Man siger jo, at albummet er dødt; men det har branchen – bandsene, pladeselskaberne og radioen selv været med til at slå ihjel ved at satse så entydigt på singler, fordi man mener, at det er dét, folk vil have, lyder opsangen fra forsangeren, der benytter lejligheden til at komme med en forudsigelse.

– Jeg vil godt spå, at albummet bliver genoplivet – og det gør det af kunstnerne selv. Det kan godt være, at pladeselskaberne og radioerne ikke når at opfange det – men så må de jo halse bagefter, som de gør i forvejen. Hvis det er vores behov at lave en plade, og det er dét, der gør, at vi ranker ryggen og spiller godt, så bliver det også vigtigt for folk. Det er jo derfor folk er vilde med Folkeklubben – fordi vi spiller godt.

Og folkets anerkendelse er vigtig for Folkeklubben, men ikke vigtigere end at de hele tiden forsøger at tilføre noget modspil.

– Vi har hele tiden snakket om, at hvis man hedder Folkeklubben – der er et meget varmt og inkluderende navn – så har man en forpligtelse til at give det noget modvægt. Når vi spiller, så spiller vi faktisk ret stramt – også på pladen – så der bliver en spændingsforskel mellem det folkelige og det stramme. Ellers ville det blive for hyggeligt; det ville vi ikke gide, forklarer Kjartan Arngrim og tilføjer:

– Vi gider heller ikke ligne nogle hængerøve – der er ingen sweatre. Det må for alt i verden ikke komme til at ligne sådan noget ”folke folke”, lyder det grinende fra forsangeren.

– Det er federe at hedde noget varmt og inkluderende og så fylde det ud på en cool måde, i stedet for at hedde noget über cool og så have virkelig svært ved at fylde det ud.

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare