Pladeselskaber mødes – og sød musik opstår

violin_580

Af Rie Toldam Knudsen, Gramex

Hårdt arbejde, udsyn og omstillingsparathed. Det er de bedste værktøjer til at møde fremtiden ifølge musikselskabernes brancheforening IFPI’s seneste årsrapport.

To af de selskaber, der har taget udfordringen op, er Olufsen Records og Discart. Efter godt 40 år i musikbranchen hver for sig har de valgt at slå pjalterne sammen. Men hvorfor nu det?

– Det er en ordning født af krisen i branchen, forklarer Dietmar Schmidt. Og Peter Olufsen uddyber:

– Vi har arbejdet sammen gennem flere år på en løs og uforpligtende facon. – Nu var tiden inde til at gøre det på en facon, hvor Dietmar også følte, han kunne få noget ud af det. Derfor var intet mere naturligt end at lave et partnerskab.

Begge herrer har været med fra dengang musikbranchen kaldte sig pladebranchen, og pladeselskaber var nogle, der udgav plader.

Peter Olufsen begyndte i 1970’erne med detailimport, men startede i 1981 selskabet Olufsen Records, som udgiver blues, jazz og world-musik. Senere kastede han sig også over det klassiske repertoire under navnet Classico, i dag kaldet CDklassisk.

Dietmar Schmidt startede ligeledes i branchen i 1970’erne, hvor han sammen med Peter Littauer var med til at opbygge jazz-pladeselskabet Sundance. For fem år siden startede han sit eget selskab, Discart, som han fortsat driver ved siden af partnerskabet med Peter Olufsen.

– Håbet er, at når vi lægger vores talenter sammen, så bliver vi måske begge to dygtigere til at lave forretning. Jeg har slet ikke forstand på det, Dietmar sidder og laver, og Dietmar er ikke den store klassiske specialist, så vi har stor respekt for hinandens felter, fortæller Peter Olufsen og fortsætter:

– Det, man køber hos os, er en gammel idiots faglighed og en moderne teknokrats dygtighed til at give nogle opdaterede løsninger. Det er den vare, man får. Ideen var simpelthen: Hvordan slås man i krisen, som den rammer alle steder? Kun ved at gøre sit arbejde endnu bedre.

Det nye partnerskab skal blandt andet være med til at bane vejen for den klassiske musik til det digitale verdensmarked.

– Vi er med hele vejen, fra ide til færdigt produkt og lægger også musikken op digitalt og laver selv markedsføringen in house. Så med den her nye konstruktion åbner vi nogle muligheder for den klassiske verden, som ikke så mange andre endnu har fået øje på, fortæller Dietmar Schmidt.

– Vi kan faktisk allerede se de første positive resultater af vores indsats: En cd, vi udgav for 10 år siden med Tolkien Ensemble, lagde vi ud på nettet for to måneder siden, og i den tid alene har den fået en halv million streams.

– The downside er, at vi får så godt som ingenting for alle de klik. Så det er ren PR og synlighed i øjeblikket. Men også et fremragende redskab for os til at monitorere besøgene på detailniveau i de forskellige territorier og på den måde overvåge potentielle nye markeder også for fysisk salg.

– Vi ville selvfølgelig ønske, at der var penge i det, og det håber vi jo også, der bliver på sigt. Vi burde have vores share af den kanal, siger Dietmar Schmidt og fortsætter:

– Men der oplever jeg faktisk en positiv bevægelse i øjeblikket, hvor vi begynder at tale sammen på tværs: Hvordan kan vi fordele kagen, så vi alle sammen kan leve af det? Forhåbentlig om 4-5 år vil vi alle sammen være glade og tilfredse og tjene penge på det.

For Peter Olufsen betyder det at kunne afsætte musikken digitalt over hele verden en optimal frihed – og masser af arbejde.

– Den gammeldags pladedistribution er jo gået fuldstændig i opløsning. Den har været præget af finanskrisen, krakkede firmaer, importører, der ikke afregner og den slags ting. I en lang række territorier må man nok erklære cd’en for død, forklarer han.

– Nu har vi så mulighed for at komme ud via de her nye kanaler – og det er altså en utrolig chance. Det går langsomt, og det er tungt, men jeg tror, det bliver en god indtægtskilde på lang sigt. Man har jo hele verden som tumleplads lige pludselig.

– Vi har oplevet, at nogle af vores klassiske kolleger i branchen har valgt ikke at gå ind på det digitale marked, fordi de føler sig snydt og bedraget. Vi har valgt en anden tilgang til det.

– For et års tid siden sad vi og tænkte: Bliver der overhovedet noget at udgive om et år? Og nu har vi så ordrebogen fuld af nye projekter, fortæller Peter Olufsen med et stort smil og fortsætter:

– Jeg tør slet ikke tænke på, hvor sjovt vi kunne have haft det, hvis vi havde arbejdet sammen i opgangstider!

Dietmar_Olufsen2

Læs mere

Musikselskaber 2013: tal og perspektiver fra IFPI

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare