Peters Jul og andre lydeventyr

Peter Albrechtsen_presse2_cirkel

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

Whrom. Wahh. Tjing. Tjarh. Den kan være svær at sætte ord på – lyden. Det ved Peter Albrechtsen. Han ved også, hvordan man frembringer den. Som tonemester har han i flere år beskæftiget sig med at tryllebinde publikum med lyd og musik – fra julekalender til internationale filmhits. Gramex har talt med tonernes mester om følelser, familiejulekalendere og flimmerkasser.

– Whoo whoo whoo…

Peter Albrechtsen laver en dyb, hvæsende lyd, imens han drejer sin højre hånd i små cirkler.

Det er dét, han kan. Tryllebinde publikum med sine lyde. Selv i en situation som denne, hvor det hverken handler om store, danske spillefilm, internationale biografsucceser eller prisvindende dokumentarer, men om lyden i én af hans egne fortællinger fra dengang, han var barn.

– Da jeg var to år gammel, vågnede min far midt om natten, fordi han hørte sådan en mærkelig lyd inde fra stuen – da han så kom derned, stod jeg nede foran hans spolebåndoptager og kørte det her bånd frem og tilbage.

– Whoo..whoo..whoo..

Herfra stammer lyden. Og Peter Albrechtsens interesse for den.

I 2001 blev han uddannet tonemester fra Den Danske Filmskole. Som del af en lille udvalgt skare, specialiseret i at lave lyd til film, har han siden slået sit navn fast som en af de mest anvendte og anerkendte danske lydmagere.

Og selvom han er ydmyg, når det kommer til at sætte ord på sin egen karriere og sit eget talent, har der tidligt været tegn på, at Peter blev noget ved musikken.

– Det er ikke fordi, jeg gennem hele min folkeskolegang har siddet og lyttet til alle mulige lyde, lyder det fra tonemesteren, der tydeligvis forsøger at nedtone den wonderkid-historie, der er ved at blive bygget op.

Alligevel indrømmer han, at det har ligget i kortene – eller i hvert fald lige til højrebenet – at beskæftige sig med lyd og musik.

– Min far er klassisk musikfanatiker, forklarer Peter Albrechtsen og har svært ved at skjule sit smil inde bag fuldskægget og hornbrillerne.

– Jeg er vokset op i et hjem, hvor vi altid har hørt musik, fortsætter han med tydelig respekt i stemmen.

Det har også været et hjem med klaver. Men til trods for at Peter Albrechtsen tidligt erobrede tangenterne, var det ikke her, talentet var mest åbenlyst.

– Jeg er ikke en specielt god pianist – da jeg var på mit højeste, kunne jeg spille Måneskinssonaten, forklarer han med en blanding af selvironi og ærgrelse i stemmen.

Dér, hvor Peter Albrechtsen til gengæld strålede – og overstrålede de fleste af sine jævnaldrende – var i sin evne til at formidle musik og lyd.

Allerede som 19-årig blev han ansat som musikskribent på Ekstra Bladet, hvor han stadig i dag uddeler stjerner, sprogblomster og i enkelte tilfælde også sproglige lussinger til andre kunstnere. Et arbejde, som han siden har trukket på, når han laver lyd til film.

– Det har givet mig et sprog om musik og lyd, som er en kæmpestor hjælp nu, hvor jeg arbejder med film. Jeg kan formulere mig omkring de her ting, som nogle gange kan være svære at formulere sig omkring. Og det er vigtigt, når man sammen med en instruktør skal finde frem til, hvilke lyde og hvilket udtryk, man går efter, forklarer han.

Hvorfor er det så svært?

– Det er bare svært at tale om lyd, fordi det er så abstrakt. Hvis du taler om billeder og det visuelle, er der mange flere definerede ord omkring det i vores sprog, end hvis du taler om lyd. Med lyd kommer du hurtigt til at tale om, at det skal være sådan whrommm…eller whraaaaa….det er i virkeligheden ikke så specielt sprogligt.

Som for eksempel når det gælder den gamle spolebåndoptager i barndomshjemmet i Nyborg; her må selv den dygtigste lyddesigner ty til selvopfundet fonetik.

En anden maskine, som Peter Albrechtsen tydeligt husker – både lyden og synet af – er familiens fjernsyn.

– Siden jeg lærte at tænde fjernsynet, har jeg set film. Det er blevet til temmelig mange film siden da, lyder det fra tonemesteren.

Og netop fascinationen og kombinationen af spolebånd og videobånd skulle vise sig at blive afgørende for hans karriere.

– Da jeg kom på filmhøjskolen i Ebeltoft, opdagede jeg, at man kunne lave lyd på film. Pludselig gik det op for mig, at jeg kunne forene alt det, jeg godt kunne lide i musikken med alt det, jeg godt kunne lide i filmen, forklarer han.

Og så tog lydeventyret fart. Siden da har Peter Albrechtsen konstant været på jagt efter nye fortællinger og nye eventyr.

– Det, som kendetegner mig og de ting, som jeg laver – lige fra de ting jeg lavede fra filmskolen og til nu, er lysten til at prøve ting af og eksperimentere. Til min afgangsfilm fra Filmskolen trykte vi fx replikker fra filmen på vinyl og scratchede dem ind i filmen. Jeg har altid haft lyst til at eksperimentere med lyd, og derfor har det også helt fra starten af min karriere ligget i kortene, at det ikke er mig, man ringer til, hvis man vil have lavet Far til Fire på Bornholm, forklarer han.

Til gengæld er der mange andre, der har ringet. Listen over film og instruktører, der har arbejdet sammen med den danske tonemester er lang. Der er bl.a. Mænd Der Hader Kvinder, Antichrist, You & Me Forever og Dannys dommedag. Til april er der premiere på Idealisten af Christina Rosendahl, og lige nu er han aktuel med Tidsrejsen – DRs nye julekalender.

Men der er da ikke langt fra Far til Fire til familiejulekalender?

– Det er også ret specielt, lyder det hurtigt fra tonemesteren, der sender et udefinerbart smil, inden han fortsætter:

– Instruktøren på DRs julekalender, Kaspar Munk, har jeg arbejdet med før; han er helt vildt dygtig. Jeg lavede You & Me Forever sammen med ham – en ungdomsspillefilm – som var en rigtig god kreativ oplevelse – og også en rigtig god film, forklarer han og tilføjer:

– Så da Kaspar kontaktede mig, tænkte jeg først, okay, det her har jeg virkelig ikke lyst til, lyder det grinende fra tonemesteren.

Hvorfor ikke?

– Fordi jeg ved, at der normalt er så pressede forhold, når det gælder julekalendere. Og når det bliver så presset, så er det eneste, du kan nå at lave, at sørge for, at du kan høre, hvad der bliver sagt – og det finder jeg ret uinteressant.

Er det ikke en del af dit job?

– Jo, og jeg vil også gerne sørge for, at man kan høre, hvad der bliver sagt, men for mig, er lyd alle de fortællinger, som ligger hinsides ordene. Det er alle de lyduniverser, alle de følelser og al den energi, du kan skabe. På den måde kan lyd være meget håndgribelig ¬– men samtidig også meget metafysisk og sanselig, forklarer Peter Albrechtsen.

Han skaber imidlertid ikke alle lydene selv. Peter har et fast team af fire-fem lydfolk til at hjælpe sig. En films lydside bliver nemlig stort set bygget helt op fra bunden, og det kræver et enormt arbejde at skabe de mange elementer og detaljer – eksempelvis har Peter en assistent til udelukkende at optage nye lyde til hver enkelt film.

Han selv beskæftiger sig typisk med efterbehandlingen og optræder mere og mere i rollen som musik supervisor, der har det overordnede ansvar for den samlede musikside – fra døre, der smækker til soundtracks, der hitter.

De instruktører, der så ringer til dig, hvad får de?

– Mit varemærke er vel et eller andet sted, at lyden er meget medfortællende. Jeg hader at sige, at den gør opmærksom på sig selv – det håber jeg virkelig ikke, at den gør – jeg håber, den går filmens ærinde og er med til at forme fortællingen. Men at lyden er meget medfortællende; det er derfor, jeg laver lyd, fastslår han og tygger lidt på sin egen udmelding:

– Jeg laver i hvert fald ikke neutrale lydsider; de er meget subjektive.

Er der en lyd, hvor dine kolleger vil sige, det er så meget Peter det der?

– Jeg har en lyd, som jeg bruger i alle mine film, forklarer tonemesteren og griner, så hans briller ryger ned over næsen.

– Men det er ikke sådan en lyd, som folk kan genkende, fortsætter han og ligner én der overvejer, om det virkelig er nødvendigt at afsløre sin signaturlyd.

– Det er sådan et børneskrig, som er optaget langt væk. I atmosfæren, du ved. Dem, der kender mig, siger nok: nåhr, der var din lyd igen.

Er den også med i julekalenderen?

– Ja. Men ikke i alle afsnit. Bare i ét af dem, forsikrer Peter Albrechtsen og har svært ved at skjule sin begejstring.

Han går op i det – lyden – med liv og sjæl.

– Det at lave lyd på film er en meget følelsesbaseret proces, fordi det handler om, at du prøver at skabe nogle følelser. At du ikke taler til logikken, når du arbejder med lyd, men til følelserne, gør, at jo flere følelser du har inden i dig, des bedre lyd laver du.

Er det ikke lidt hårdt i længden?

– Jo, jeg går rundt og er utrolig følsom hele tiden, lyder det med et lille smil fra Albrechtsen.

– Jeg er meget påvirket af følelserne fra fortællingen, følelserne fra instruktøren, følelserne fra mit hold, følelserne i mit liv og følelserne fra mine børn…fortsætter han efter en længere tænkepause.

Indlevelsen er tydeligvis vigtig. Det samme er det tætte samarbejde til instruktøren og til resten af holdet. I virkeligheden er det ifølge Peter Albrechtsen én af hemmelighederne bag dansk films store succes.

– Dér, hvor jeg synes, at dansk film virkelig har udviklet sig de senere år, er i forhold til det filmiske udtryk – bevidstheden om både det visuelle, det musikalske, det lydmæssige, klip osv. er blevet meget større. Instruktørerne i dag vil arbejde meget mere kreativt, end de ville for bare 10-15 år siden.

Smitter det af på lyden – er der en særlig dansk lyd på film?

– Det er svært at sige…

Hver gang der skal sættes ord på lyden, vender og drejer Peter Albrechtsen hvert eneste ord ganske nøje.

– Jeg har lige været i Colombia til en filmfestival, hvor jeg var inviteret ned for at snakke om lyddesign primært i dokumentarfilm; og de spurgte også, om der er en dansk lyd? De mente, at de film de hørte fra Norden, havde en speciel lyd.

Og hvad mener du?

– Dét, jeg oplever, er på en eller anden måde lidt det samme som mange musikere udtrykker; vi bor i et land, hvor der over halvdelen af året kun er seks lyse timer i døgnet. Det er meget mørkt, der er meget regn. Det kan godt være, at man siger, at Danmark er verdens lykkeligste land, men man kan hurtigt blive melankolsk…

Han holder en lang pause, inden han fortsætter:

– Der er en følsomhed måske, som også kommer til udtryk i vores film og i lydsiden.

Følsomheden er ikke svær at få øje på, som han sidder der med hovedet på skrå og et blik, der skiftevis kigger ned i bordet og på den håndholdte optager. Noget andet er grundigheden.

– Jeg lavede på et tidspunkt en film med en skuespiller, og hver gang han sagde ”t”, så læspede han lidt..ts..ts..ts..

Peter Albrechtsen dvæler ved lyden:

– Så fandt jeg et godt ”t” og lagde det på igennem hele filmen, forklarer han og griner som om det først for alvor går op for ham nu, hvor omstændeligt det arbejde i virkeligheden var.

Han tæller hverken t’er, timer eller titler. Når først den danske tonemester sætter sig bag pulten med udsigt til lærredet, gælder der kun én ting; at tryllebinde publikum med sin fortælling.

– De instruktører, jeg arbejder med, og jeg selv er bare skamløst ambitiøse altid. Vi vil bare gøre mere og mere og mere…

Hvordan hænger det sammen med, at der er premiere på Tidsrejsen om to uger, og du stadig mangler at mikse seks afsnit?

– En klog mand sagde engang; film bliver aldrig færdige, de får premiere

Læs mere

DR dropper nisser i ny julekalender

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare