Oplysning og opdragelse

Debatindlæg i Politiken 18. marts, 2012 af adm. dir. John R. Kristensen, Gramex.

Når det er ulovligt at stjæle en cd i Bilka, hvorfor betragtes det så ikke som ulovligt at stjæle musik på nettet?

Hvordan kan det være, at en større gruppe af unge mænd imellem 12 og 25 år finder det mindre kriminelt at stjæle musik på nettet sammenholdt med at stjæle en cd i Bilka?

Hvordan kan det være, at ulovlige streamingtjenester er næsten lige så populære som de lovlige?

Handler det i virkeligheden mere om ’opdragelse’ og ’oplysning’ end dårlige undskyldninger for at slippe for at betale for en vare? I så fald vil jeg gerne bidrage med et par eksempler fra hverdagen, hvor de fleste mennesker ikke burde være i tvivl. Et af de mest populære argumenter fra musikpiraterne er, at der ikke er en forretningsmodel, der passer dem.

Men hvis jeg kun ønsker at læse sportssektionen i B.T., kan jeg så betale for det uden at skulle købe hele avisen? Svaret er nej.

Hvis jeg derimod kun vil købe én sang på et helt pladealbum, men ikke hele pladen, kan jeg så det? Svaret er ja.

Prisen er for høj på de lovlige musiktjenester, og indtil det er løst, stjæler jeg musikken – er et andet argument fra musikpiraterne. Det svarer til at sige, at den pris, som en murer skal have for at bygge et hus, er alt for høj, fordi han skal have løn og betale skat af den pris, han har tilbudt.

Det er præcis det, som Grooveshark (som er en ulovlig fildelingstjeneste) gør. Når de ikke afregner med rettighedshaverne, er det klart, at deres tjeneste kan tilbydes til en markant lavere pris end de lovlige tjenester. Men ulovlige fildelere går skridtet videre. Ikke nok med at de downloader ulovligt materiale, de deler det også videre gratis.

Det svarer til, at jeg åbnede en købmandsbutik og videredistribuerede alle varerne i butikken gratis til mine venner, kun fordi jeg aftenen forinden havde stjålet alle varerne. Men det gør jo ikke forretningen lovlig – at jeg deler ulovlige varer med mine venner gratis.

Jeg håber, at ovenstående eksempler medvirker til, at musikpiraterne får øjnene op for, at det at stjæle musik på nettet skal betragtes på lige fod som at stjæle cd’er i Bilka.

Når ulovlige fildelingstjenester undgår betaling til rettighedshaverne, svarer det til at undgå betaling for et udført arbejde og dermed frarøve både udøvende kunstnere og staten indtægter i form af løn og skat.

John R. Kristensen

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare