Nyt medlem modtager megacheck

Liggestole på strand_lille

Af Lis Raabjerg Kruse, Gramex

”Ret ryggen, tal sandheden”. Sådan står det skrevet over indgangen til Gotvedskolen på Frederiksberg. Måske netop derfor var Inge Gotved længe om at underskrive den medlemserklæring fra Gramex, der udløste tusindvis af kroner. I mere end 40 år, har hun instrueret radiolyttere i morgengymnastik, men først for nylig blev hun medlem af Gramex. Det resulterede i en for tidlig julegave, som gymnastikikonet nær havde returneret.

At blive spillet i radioen hver evig eneste morgen – hele året rundt – beløber sig. Alligevel kom det som noget af en overraskelse, da Inge Gotved modtog et brev, hvori hun blev opfordret til at blive medlem af Gramex. Der står penge og venter på dig, lød meldingen.

– Den der fornemmelse af – jeg kiggede på min kollega – det kan da ikke være rigtigt – er det en fejl, eller kan det mon alligevel passe? Det er ikke hver dag, man får et brev, hvor der står, skriv lige under her – så sender vi dig penge, lyder det fra en forundret Inge Gotved.

Sammen med Margit Riis-Vestergård har hun været fast inventar på morgenradioen i 70’erne og helt op til 90’erne, hvor de sammen har spillet og svunget sig til en sund og frisk krop. Og de er der stadigvæk. I dag er det blot afspilninger af de tidligere udsendelser, som er blevet indspillet og udgivet, og som nu kører på repeat – og det er dem, der har udløst den store Gramexcheck.

– Jeg troede først, at det var en dårlig joke og var lige ved at smide brevet ud, lyder det fra Inge Gotved med den karakteristiske, luftige stemme, som nok især det modne radiopublikum vil kunne genkende.

Det var det imidlertid ikke. Kun som medlem kan man nemlig få udbetalt de penge, man har optjent ved at blive afspillet i radioen eller på tv. Det gælder både, når man lægger musik eller – som i Inge og Margits tilfælde – stemme til en udgivelse. Men da hverken Inge Gotved eller Margit Riis-Vestergård havde fået underskrevet indmeldelsespapirerne, stod beløbet hos Gramex blot og voksede sig større og større. Først da Inges mand, der er gymnasielærer og amatørmusiker, så brevet, gik det op for de to damer, at de hellere måtte skrive under.

– Så sagde han, den er god nok – det er Gramex – I kan godt skrive under, forklarer Inge Gotved.

Det resulterede i en check på op imod 100.000 kroner til hver af de to gymnastikikoner, der både på radio og på Gotvedskolen, som stadig eksisterer i dag, har været med til at føre en særlig bevægelseslære og gymnastiktradition videre: Gotvedgymnastikken. Det var Inge Gotveds svigermor, Helle Gotved, der i 40’erne udviklede Gotvedgymnastikken som et opgør med den daværende stive stræk og bøj gymnastik. En gymnastikform, som Helle Gotveds egen far i nogen grad havde været med til at udbrede, da han i 1898 åbnede Gymnastikhuset i København.

– Det var dengang, at gymnastikken var sjælen og værdigheden. Han var udlært gymnastikdirektør i Sverige og skulle indtage København. Mottoet, som står skrevet over indgangen i Gymnastikhuset: Ret ryggen og tal sandheden, betød at være sig selv bekendt, at kunne se folk i øjnene – at have værdi, forklarer Inge Gotved og tilføjer:

– Det hørte med til, at de krøllede bønder rettede sig op, var sig selv bekendt og talte sandheden.

Da Helle Gotved overtog Gymnastikhuset efter sin fars død – dét, der i dag er Gotvedskolen – besluttede hun at gøre op med den stramme, stive fysik og udviklede sin egen retning inden for gymnastik. Gotvedgymnastikken, der stadig praktiseres i dag, er kendt for sin holistiske tilgang til gymnastikken og fokuserer på sammenhængen mellem krop og sjæl.

– Så tænkte hun, nu vil jeg lave en gymnastik, hvor almindelige mennesker kan være med. Det skulle være enkelt og med indlevelse, og det skulle være funktionelt – gabe, strække, gå – alt sådan noget. Hun arbejdede på kvalitet i bevægelsen, forklarer, Inge Gotved, der husker hvordan svigermoderens debut i radioen i 50’ernefor alvor satte gang i udbredelsen af Gotvedgymnastikken.

– Hun var god til at føre sig frem. Og det var også nemmere dengang, hvor der kun var DR, at få fx en lang række udsendelser om fødder og funktionelle arbejdsteknikker. Så det gav en enorm reklame.

Siden overtog Inge, der ifølge hende selv var en mere indadvendt og nervøs type. Af samme grund allierede hun sig med Margit Riis-Vestergård, der endte med at blive Inge Gotveds tro radiopartner i næsten 20 år. De sendte sammen fra 1972 til 1990; siden har den stået på genudsendelser og afspilninger af udgivelser. Gennem årene har der været flere forsøg på at fjerne de to gymnaster fra sendefladen, men hver gang er det blevet mødt med adskillige protester fra lytterne.

– Da de ville lukke programmerne i 90, så var der én, der sagde, lad os bare fortsætte – de dør jo ud, fortæller Inge Gotved, imens hun klapper i hænderne af begejstring.

– Men så må der altså være kommet nogle nye til, tilføjer hun.

Håbet døde heller ikke hos Gramex, der insisterede på at få en underskrift. Det er nemlig kun muligt at reservere optjente penge i tre år – herefter går de tilbage i puljen af Gramexpenge, der fordeles det efterfølgende år. Et år mere og de to damer var gået glip af deres løn.

– Pengene er kommet, lyder det fra gymnastik- og radioikon, der er på vej til Tenerife med sin mand.

Om det er pengene fra Gramex, der allerede er blevet brugt, vil Inge Gotved ikke ud med. Men hun kan i hvert fald med god samvittighed læne sig tilbage i liggestolen og lade de andre om at lave morgengymnastikken ved poolen den næste uges tid.

Vil du høre mere om Gotvedgymnastikken og Inge Gotveds historie? Så læs med i næste måned, hvor Gramex bringer et interview med kvinden bag radiogymnastikken.

Læs mere

Sådan bliver du medlem

Har du penge til gode?

 

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare