Nye navne fra musiklivet på plakaten i Lydens Hus


Tre nye virksomheder er i år flyttet ind i Danmarks kreative kontorfællesskab for musik- og lydiværksættere.

De laver lyddesign, soundscapes og podcasts, udvikler apps og software, udgiver og distribuerer musik, banker events og festivaler op. Driver dansk lyd fremad.

I Lydens Hus på Vesterbro mødes tech-geeks og kreative musikaktører under ét tag. De nyeste navne på døren flytter ind ind med hvert sit stærke bidrag til dansk musik.

Mød dem her: 

Musikkens Juridiske Rådgivning

– Musikkens Juridiske Rådgivning er et nyopstartet uafhængigt juridisk rådgivningsfirma, som har til formål at imødegå musikbranchens voksende behov for kompetent juridisk rådgivning til en overkommelig pris, fortæller stifteren Jakob Johansen.

Jakob er selv erhvervsjurist, erhvervsøkonom og musiker og har  både arbejdet som jurist hos Warner Music Denmark og spillet med navne som Shaka Loveless, Wafande, Phlake og Orgi-E. Han kender derfor virkeligheden i musikbranchen både som label og udøvende musiker.

– Er du artist, musiker, producer, manager eller pladeselskab og har brug for hjælp til en kontrakt eller en juridisk problemstilling, kan jeg hjælpe med at forhandle, rådgive og udarbejde rimelige aftaler uden at ’brænde broer’ mellem de involverede parter, siger Jakob Johansen.

Muserk

– Muserk er en ny platform, der hjælper fx komponister, tekstforfattere og forlæggere med at tjene penge på deres musikrettigheder online for eksempel på YouTube, fortæller Hans Peter Roth, der er partner og head of global business development for Muserk i Danmark, mens hovedsædet ligger i New York.

– Muserk ejer ingen rettigheder, men fokuserer udelukkende på at servicere rettighedshavere ved at finde flere penge, udbetale dem hurtigt samt ikke mindst sikre nem adgang til data fra DSP’er (Digital Service Providers) som YouTube, Google, Amazon, Pandora, Apple etc. Vores styrke er dels vores egen udviklede teknologi bygget på decentrale automatiseret dataindsamling og -håndtering dels vores dybe forståelse af (meta)data og repertoireejerskab henholdsvis kontrol på det globale digitale musikmarked, forklarer Hans Peter Roth.

Carpark Festival

– I Foreningen Carpark Festival tror vi på, at kultur kan gøre en forskel og bringe mennesker tættere sammen. Derfor vil vi give byrummet nye betydninger og gøre byområder som Bispeengbuen på Frederiksberg til steder, hvor det giver mening at være og opholde sig. Det gør vi bl.a. gennem en årlig kultur- og musikfestival: Carpark Festival. Og så har vi netop taget det første spadestik til et andet spændende projekt: dannelsen af en containerby under Bispeengbuen med kultur og iværksætteri i centrum, fortæller Anas Kababo, der er medformand i Foreningen Carpark Festival.

– Vi er som forening inde i en rivende udvikling, og vi er derfor meget glade for, at en bevilling fra Frederiksberg Fonden giver os mulighed for at sidde i Lydens Hus. Vi glæder os til at blive en del af miljøet i Lydens Hus – især fordi vi kan sidde skulder ved skulder med mange af vores kolleger i festival-miljøet. Foreningen Carpark Festival er 100 % frivilligt drevet, så det er så meget desto vigtigere at have en base, hvor vi kan holde møder og arbejde målrettet med udviklingen af vores projekter, siger Anas Kababo.

SoundBoks: Fra Vesterbro til L.A.

Én af de virksomheder, der allerede er vokset ud af Lydens Hus, er SoundBoks. Det var en af de første startups, der flyttede ind, da vækstfabrikken åbnede i 2014. I dag har de hovedkontor i L.A.

– De flyttede ind de her tre gymnasievenner med deres hjemmebyggede batteri-højttaler, som de fik ideen til på Roskilde Festival. I løbet af kort tid fik de hul igennem, der kom dagligt folk forbi for at købe deres højttalere, og de måtte ansætte flere og flere for at følge med, så til sidst sad de på skødet af hinanden selv i vores største kontor. I dag har de kontor på en meget attraktiv adresse i L.A., hvor jeg for nylig var forbi og besøge dem. De har etableret en større organisation bestående af en masse drivkraftige unge mennesker og har en årlig omsætning på over 40 millioner kroner, fortæller Linn Holm, der er daglig leder i Lydens Hus.

Arbejder du selv inden for lyd og musik, eller er du bare nysgerrig, kan du altid kontakte Lydens Hus eller kigge forbi. Lydens Hus deler adresse med Gramex på Gammel Kongevej 11-13 over for Planetariet og Sankt Jørgens Sø.

Følg Lydens Hus på Facebook

 

Dem kan du møde i Lydens Hus lige nu:

Audiowise

AWE

BlackBoxEfx

Carpark Festival

Concom Safety

COurban

Creative Business Cup

Danmarks Underholdningsorkester

Dansk Live

DiGiDi

Golam Sadeghnia/t60

HørNu

Kaja Management

Kasper Friis

Livetake

Lydværk

Muserk

Musikkens Juridiske Rådgivning

Primal Audio

Roskilde Festival

Servicelovers

Spil Dansk

 

(23.03.18)

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare