Nye aftaler giver nye muligheder

Gramex og Danske Medier/Radioerne har indgået nye aftaler, der gør det lettere for de danske lokalradioer at etablere netradioer og tilbyde radioernes broadcast som on demand på nettet. De nye aftaler betyder nye muligheder for både radiostationer, lyttere og kunstnere.

FM-frekvenser er en begrænset ressource, men med de nye aftaler er Danske Medier/Radioerne nu med til at sikre, at mangfoldigheden i det danske radiolandskab fortsat kan udvikles. I en tid, hvor broadcastfrekvenser i stigende omfang inddrages til mobile datatjenester, som det for eksempel er tilfældet med etableringen af 4G-nettet, er det centralt for navnlig lokalradioerne, at der er alternative veje til lytterne.

Direktør i Danske Medier, Marianne Bugge Zederkof er meget tilfreds med de nye aftaler, som er med til at sikre muligheden for et mere mangfoldigt medieudbud.

– Jeg er glad for, at vi i en god dialog med Gramex har fået indgået nye aftaler omfattende netradio og on demand. For Danske Medier/Radioerne er det helt afgørende, at der fortsat findes private kommercielle alternativer til DR’s tilbud, så borgerne får alternative tilbud at vælge imellem. Det giver mangfoldighed og større bredde i medieudbuddet, men det kræver, at de kommercielle stationers vilkår ikke forringes. De nye aftaler med Gramex er et skridt i den rigtige retning.

Også kunstnerne får glæde af de nye aftaler, fortæller underdirektør i Gramex, Thomas Maagaard Dyekjær, der glæder sig over samarbejdet med Danske Medier/Radioerne.

– Jeg er meget tilfreds med de indgåede aftaler. De vil uden tvivl betyde, at også de musikgenrer og artister, der i dag ikke er at finde på radiostationernes playlister, vil kunne høres via radio på nettet. Samtidig er det mit håb, at aftalerne kan være med til at fastholde og udvikle det lokale og regionale radiomarked.

De aftaler, der er forhandlet mellem Danske Medier/Radioerne og Gramex, gælder også for lokale radiostationer, der ikke er medlem af foreningen og for de ikke-kommercielle lokalradioer.

Radioerne er en del af den nye brancheorganisation Danske Medier. Danske Medier er branche- og interesseorganisation for mere end 500 medievirksomheder, herunder størsteparten af de danske kommercielle lokale radio- og tv-stationer. 

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare