Musik på hjernen

Peter Vuust_535

Hjerneforsker og musiker, professor og jazzbassist. Gramex-medlem Peter Vuust står i spidsen for det nye Center for Music in the Brain.

Hvad sker der i hjernen, når vi lytter til musik? Når vi spiller musik? Og hvorfor?

Og hvordan kan vi gøre brug af den viden, når vi vil fremme sundhed, præstationer, indlæring og trivsel via musik?

Det får vi nu chancen for at blive meget klogere på. I juni åbnede Center for Music in the Brain under Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium, finansieret af en massiv bevilling fra Danmarks Grundforskningsfond.

Koblingen mellem den kliniske hjerneforskning og musikken gør centeret til noget helt unikt i verden. Men koblingen er ikke kun institutionel. Den er personificeret i centerets leder Peter Vuust.

Hjerneforsker og jazzmusiker

Peter Vuust er professor både på universitetet og konservatoriet og har i mange år forsket i hjernens bearbejdelse af musik. Samtidig er han komponist og jazzbassist og har medvirket på over 85 udgivelser og selv skrevet og udgivet seks plader. Medlem af Gramex har han været siden 1988.

Hver morgen øver han fra kl. 6.30 til 7.10. Året rundt. På ferier bliver det på guitaren, som er nemmere at rejse rundt med end en kontrabas.

– Jeg har nok, hvad mange ville kalde et lidt unaturligt behov for at øve og spille musik. Hvis jeg ikke øver mig om morgenen, kan jeg simpelthen ingenting, fortæller Peter Vuust.

– Hvis man skal derhen, hvor man skal lave kunst, er man nødt til at sætte tid af til det. Det kommer ikke, hvis man bare sætter sig over i sofaen og ser fjernsyn. Så sker der ikke noget. Så sent som i går lykkedes det mig at tage 2,5 time ud af kalenderen for at skrive musik. Det reddede hele min uge!, forklarer han begejstret.

Musiker-mysteriet

Hvorfor nogle går hen og bliver musikere, mens andre nøjes med at lytte til musik, har Peter Vuust ikke knækket endnu.

– Det er simpelthen et mysterium, hvorfor jeg og så mange andre på et tidspunkt i vores liv bliver grebet af musikken i en sådan grad, at vi oplever, at der ikke er andet i verden, der er værd at beskæftige sig med, når det har så utrolig lille nytteværdi direkte, og man kun meget vanskeligt kan forestille sig, at det kan være godt for vores overlevelse, fortæller Peter Vuust.

Hvorfor vi gør, som vi gør, handler selvfølgelig om en masse forskellige faktorer; arv, miljø, kultur, baggrund osv. Men også om, hvad der motiverer os hver især, understreger Peter Vuust:

– Hvorfor bliver vi ved? Når man spiller musik, bliver man rost. Det er der nogle, der tænder på. Så er der nogle, der tænder på at stå på scenen og få den opmærksomhed. Nogle tænder på samværet ved at spille sammen. Nogle tænder på karrieren, at man rent faktisk kan tjene penge på det. Alle de her motivationsfaktorer er individuelle og forskellige for os alle sammen, fortæller han.

Men også vores personlighed har betydning for, hvilken musik vi kaster os over. Det viser et af centerets tidligere studier af konservatoriestuderende.

Her scorede de studerende på det rytmiske konservatorium generelt væsentligt højere i en psykologisk test, der viser, hvor ’sensation seeking’ ens adfærd er – altså hvor meget risiko man er villig til at tage. De studerende på det klassiske konservatorium ramte lige ind i gennemsnittet for befolkningen.

– Resultatet overraskede os ikke – for der er væsentlig forskel på, om du som rockmusiker står helt alene eller med et lille band i spotlightet på en scene, eller du som klassisk musiker spiller sammen i et større orkester og typisk skal øve det samme igen og igen og igen, forklarer Peter Vuust.

Én gang musiker

Peter Vuust er selv vokset op i et hjem med klaver, hvor begge forældre hørte og spillede klassisk musik. Som lille Peter hadede, proklamerede han dengang. Ikke desto mindre har han spillet klaver fra han var 6, skrevet musik fra han var 10 og lært sig selv at spille bas fra han var 11.

Som 13-årig faldt han pladask i gryden.

– Jeg sad sammen med naboens datter og hørte for første gang Paul McCartneys Venus and Mars (Peter nynner red.). Dér vidste jeg bare, det er dét her, jeg skal resten af mit liv. Den følelse var så ekstremt overvældende, fortæller Peter Vuust.

Selv om han i dag er professor og leder over 25 mand på et internationalt anerkendt forskningscenter, opfatter Peter Vuust stadig sig selv som musiker.

– Jeg har været og er helt vildt ambitiøs på begge områder. Jeg kan ikke lade være. Men grundlæggende opfatter jeg mig selv som bassist og komponist. Da jeg fik mit første professorat, blev jeg i lang tid ved med at præsentere mig som musiker. Det er jeg holdt op med nu, for det virkede efterhånden lidt krukket at blive ved med det og gav nogle mærkelige reaktioner.

– Men ja, i mit eget hoved er jeg musiker, ikke professor, siger Peter Vuust med et stort smil.

Derfor har vi musik
Er musiksmag medfødt?
Svært ved at falde i søvn? Lyt til et stykke musik

Center for Music in the Brain

Af Rie Toldam Knudsen, Gramex (11.09.15)

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare