Guide: Musik og lyd skal opleves i biografen

I morgen og 10 dage frem fylder CPH:DOX byen med film, events, talks og fester. Vi giver dig et udpluk af musikfilm, koncerter og lytteoplevelser fra årets program. 

Verdens tredjestørste dokumentarfilm-festival CPH:DOX har igen i år et massivt musikprogram. I serien Sound & Vision kan du vælge mellem 19 musikfilm med plads til de skæve toner i biografmørket. For eksempel:

  • Cassette. A Documentary Mixtape: Spol tiden tilbage til mixtapes og båndsalat i en film, der hylder LP’ens lillebror og kulturen omkring den med Thurston Moore, Henry Rollins og Run DMC
  • The Inertia Variations: Manden bag The The inviterer indenfor i sit radiostudie, hvor den oplyste samtale lever. Men er han virkelig færdig med musikken?
  • Lost in France: Mogwai, Franz Ferdinand og The Delgados. Tag med den skotske indiescene på roadtrip til det lille spillested i Frankrig, hvor det hele startede

Punkbrag, rabalderfest og sofabiograf

CPH:DOX-serien Audio:Visuals præsenterer 20 eksklusive live-koncerter med visuel overbygning. Vælg blandt andet mellem:

  • Tindersticks vs. Minute Bodies: Søndagsstemning i Københavns første sofabiograf. Audiovisuel intimkoncert med britiske Tindersticks vs. filmværket Minute Bodies

Radio i mørket

I serien Radio kan du under CPH:DOX vælge mellem 7 fælles lytteoplevelser til lands og til vands. For eksempel:

  • Den usynlige by: Lydmagerne Peter Albrechtsen og Jacob Kirkegaards fælles 3D-lydværk hylder København og storbysymfonien
  • Radio Atlas: Opdag den globale radiokultur med britiske Eleanor McDowall, der er vært for en aften med undertekstet radio fra hele verden

CPH:DOX har i år mere end 200 film og events på programmet 16.-26. marts. Bliver det for svært at vælge? Tjek anbefalingerne fra de programansvarlige og festivalens ambassadører.

Vi ses i mørket …

Se det fulde program for CPH:DOX 2017
Læs anbefalinger fra de programansvarlige

(15.03.2017)

FacebookTwitterGoogle+Google GmailPrintShare